Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Abort, svær beslutning

Spørgsmål:

Hej, jeg har lige taget en test som viser positiv efter forsinket menstruation, jeg er i et fast forhold med en meget sød kæreste og vi har lige købt hus og er egentligt meget sat.

Problemet lægger i at jeg kun er 21 og hverken har en færdiggjort uddannelse eller fuldtidsjob lige pt.

Min kæreste på 24 føler sig ikke helt klar og føler vi mangler at opleve flere ting sammen bare os.
Jeg har altid gået med en kæmpe drøm om at blive mor og har altid frygtet at det ikke var muligt eftersom man ser mange kæmpe med ufrivillig barnløshed.

Vi er kommet frem til det bedste lige nu økonomisk er at få en abort, men jeg kan godt mærke jeg har det lidt svært ved at ringe til lægen, har i nogle gode råd til om man kan evt skrive til dem eller finde en anden vej igennem?

Svar:

Hej

Du er i godt forhold og “egentlig meget sat”, og har kæmpe drøm om at blive mor. Nu er du uventet gravid, og din kæreste føler sig ikke klar, og af økonomiske grunde, har I besluttet Jer for abort.

Du har lige fundet ud af, at du er gravid. Det er selvfølgelig en stor overraskelse for Jer begge. Og det er naturligt at reagere med en slags chok, måske især for mænd. I har ikke travlt. Tag Jer tid til at snakke mere om Jeres muligheder, og hvad I tænker om abort. Chokket kan lægge sig og situationen se anderledes ud om noget tid.

Mange fortryder en for hurtig beslutning om abort. Hvem kan du/I tale med? Du har svært ved at ringe til lægen. Gad vide hvorfor? Egentlig er det at kontakte lægen en lille ting ift at få abort.

Hvordan har du det med beslutning om abort? Måske vil I være økonomisk bedre stillede om nogle år, men abort er en stor beslutning, og der er andre hensyn end økonomi… Hvordan tror du, du vil have det efter en abort?

Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien og tale med en rådgiver om dine overvejelser.

Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske