Spørgsmål:
Hej.
Jeg står i en lidt ærgerlig situation. Jeg er blevet gravid. Min kæreste og jeg bor begge på Malta, hvor abort er ulovligt. Vi er begge enige om at vi ikke er klar til børn lige nu. Det er noget vi ønsker i fremtiden, men lige nu er vi begge 23, og lever fra lønseddel til lønseddel og nyder livet med fest og farver, og dermed slet ikke klar til et barn.
Kan jeg, som dansk statsborger, tage til Danmark og få en abort, selvom jeg har boet på Malta siden marts? Og hvordan foregår det? Ved I med pris og tid? Jeg er ca en måned henne lige nu.
Svar:
Hej
Hvis du har alm. sygesikring med egen læge kan du få henvisning til abort. Du kan læse om abort-procedure på Abortliniens hjemmeside. Hvis du ikke har sygesikring, kan du få abort på privathospital, det koster måske ca 7000 kr.
Som forberedelse til aborten, vil jeg opfordre Jer til at tale om, hvad I tænker om abort og hvordan I tror, I vil have det efter aborten. Mange tager en hurtig beslutning om abort ved uplanlagt graviditet, og ved ikke, at abort kan have en høj pris. Det kommer bag på mange, og en del fortryder. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske