Spørgsmål:
Kære brevkasse. Jeg er simpelthen så ked af det!
Jeg har været igennem en abort dengang jeg var 18, det vil sige for 6 år siden. Jeg blev mærket meget af oplevelsen og var meget forsigtig med mit sexliv fremadrettet.
Nu til i dag hvor jeg har været sammen med min søde kæreste i et år snart, vi/jeg gennemgik en abort her d. 19 marts, og jeg tror, vi begge blev rigtig overrasket. Jeg havde ikke været så god til at huske min p-piller og det endte selvfølgelig i en medicinsk abort. Jeg var rigtig ked over hele situationen og blev bare husket på hvor forfærdelig det var.
Lige siden har forholdet været op og ned og jeg skulle egentlig ned til lægen og have spiral derefter, men lod være da vores forhold nok ikke var til at redde. Derfor så jeg ingen grund til at udsætte mine krop for hormonerne, da jeg vidste jeg ikke ville have et sexliv.
Vi har dog nu arbejdet rigtig meget på forholdet og det går godt. Vi har haft sex en enkel gang siden aborten, med kondom (SOM JO SELVFØLGELIG GIK I STYKKER! :() derefter var min kæreste nede og hente en fortrydelsespille.
Jeg er kan bare mærke på min krop, at pillen ikke har gjort noget og jeg er nu sikker på jeg er gravid igen. (Jeg har tegnene på det).Jeg ved intet er sikker før man tager en test, men følelsen er så genkendelig især, når det ikke er længere tid siden.
Nu kommer mit endelige spørgsmål… jeg har det så skidesvært med alt det her. Skammen, flovheden, men samtidig er jeg også et totalt nervevrag over alt det her. Jeg vil rigtig gerne have børn, bare ikke nu… Jeg forstår ikke hvordan fanden det kan ske igen, jeg ved det kun kræver en gang, men jeg føler mig virkelig dum for ikke bare at få den spiral no matter what.
Men når det ikke er længere siden jeg fik min medicinske abort er det så muligt at få en igen så tidligt?…
Svar:
Hej
Du har det svært, fordi du tror, du er gravid igen. En test 2-3 uger efter samleje vil vise, om du har ret. Fortrydelsespillen kan give blødningsforstyrrelser.
Du spørger, om det er muligt, at få medicinsk abort igen, hvis du er gravid. Ja, det er det. Er du sikker på, at det er det, du vil? Du har været ked af det og syntes, det var forfærdeligt med både din første og den seneste abort.
Hvordan tror du, du vil have det efter en abort mere? Overvej, om du vil byde dig selv og Jeres forhold den pris en abort kan have? Selvom det ikke var nu, du ønskede at blive gravid, så er du (måske) blevet det. Og Jeres forhold går godt nu. Du vil gerne have børn, bare ikke nu. Overvej, hvilken forskel det vil være at få barn om ½ år eller om et par år?
Lige nu er du flov og skammer dig, fordi du (måske) er gravid igen. Måske ville du de følelser blive erstattet af andre følelser, hvis du beholdte barnet -?
Hvad siger din kæreste?
Du er velkommen til at skrive igen, hvis din test er positiv, og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske