Spørgsmål:
Hej. Jeg er en pige på 20 år. Jeg har en kæreste, dog er det rimelig nyt, vi går ind i 3. måned af vores forhold om nogen dage, og vi har allerede nu mange skænderier, hvilket gør, at jeg ikke ved, hvor lang tid det holder, selvom vi begge kæmper for det.
Først var jeg sikker på abort
Forleden morgen tog jeg en graviditets test der var positiv. Jeg har aldrig været gravid før, og det var på ingen måde planlagt, så jeg gik helt i chok og begyndte at tude. Til at starte med var jeg totalt afklaret med, at jeg skulle have en abort. Jeg har faktisk altid sagt til mig selv, at skete det, at jeg blev gravid, ville jeg aldrig få en abort. Men da jeg så stod i det, var min første tanke, jeg kan ikke få det barn.
For det første er jeg 20 år og under uddannelse. Jeg har nogen psykiske diagnoser, som jeg går i behandling for og for guds skyld ikke vil give mit barn. Jeg er i 5. uge og har røget alle 5 uger, da jeg ikke har vidst, jeg var gravid. Min kæreste har i øjeblikket intet fast hjem og intet job pt. Derfor lå det mig meget nærliggende, at jeg selvfølgelig skulle vælge abort, da jeg ikke vil tænke på mig selv i denne her situation men simpelthen, hvad der ville være bedst for mit barn.
Bliver mere og mere i tvivl
Men for hver dag der går, bliver jeg mere og mere i tvivl. Min kæreste er ligeså meget i tvivl som mig, og det gør det bare ikke nemmere. Jeg ved, at mine forældre ville blive så enormt skuffede, hvis jeg valgte at få et barn nu, inden jeg havde taget min uddannelse færdig. Men jeg føler mig 100 procent klar til at få børn trods min unge alder, og jeg VED, at jeg ville blive den bedste mor over for mit barn.
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvilket et valg jeg skal træffe. Jeg vil så gerne have det barn og føler allerede, at jeg elsker det, men jeg er så bange.
Tænk hvis det er så stor en opgave for min kæreste, at når jeg føder det, så skrider han? Han er ikke den allermest modne i verden, men han siger, at han føler sig parat til at være far, og det er jo kun ham, der kan mærke det. Tænk hvis vi ikke når at finde en lejlighed sammen, inden jeg føder? Tænk hvis vi begge står uden job. Jeg er så ked af det og i tvivl. Jeg har virkelig brug for nogen råd, derfor skriver jeg nu. Kærlig hilsen en meget forvirret pige, der går ind i 6. uge i morgen.
Svar:
Hej! Du er uventet gravid med ny kæreste, og tænkte først abort, men nu er både du og din kæreste i tvivl, og føler Jer begge klar til at blive forældre. Det er en stor opgave at være forældre, men abort er også et stort valg.
Hvad tænker du og din kæreste om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Hvad gør dig ked af det, bange og forvirret? Bekymring for forholdet? I kan vælge at bruge graviditetstiden til at passe godt på Jeres forhold og styrke det, evt gennem et PREP-kursus.
Dine forældres skuffelse? Måske bliver de skuffede, men du er jo voksen nok til at have kæreste og sex, så må de jo respektere, at du tager ansvar for det nye liv, der er på vej. Og når barnet først er født, og sikkert før, mon da ikke de vil være glade og stolte bedsteforældre.
Uddannelse og barn kan godt kombineres
Et barn forhindrer ikke dig i at tage uddannelsen færdig senere. Når du om fx 5 år ser tilbage, hvad er mon så vigtigst, at du beholdte dit barn eller at uddannelsen blev færdig et år tidligere? Mht din kæreste og job, mon så ikke han kan nå at få et job? Har det ikke været hans plan? Det hindrer din graviditet vel ikke. Mht dine psykiske lidelser, så er det godt, du får hjælp. Måske kan du også bruge dine behandlere til at tale om dine overvejelser under graviditeten.
Vær opmærksom på, at nogle folk, måske både venner, familie og behandlere kan finde på at stille spørgsmål ved dit/Jeres valg om, at passe på Jeres barn. De ønsker måske ikke for Jer, at I allerede bliver forældre. Men, nu er det lille liv på vej, og det er Jeres ufødte barn og Jeres valg. Og det er Jer, der skal leve med valget, uanset hvad I vælger.
Lad dig ikke presse
Lad ikke nogen presse dig til en abort, du ikke ønsker. Mht bolig, så har I tid nok til at finde lejlighed. Hvis det er vanskeligt kan I forhøre kommunen om hjælp. Læs evt her: Ung og gravid. Du har røget, men barnet blev først til i 3. graviditetsuge, så det har ikke taget skade. Har du brug for hjælp til at ophøre med at ryge?
Overvej, hvad der kunne gøre det lettere for dig at overskue at beholde barnet? Hvilken hjælp ville du have brug for?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske