Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Abort eller alene mor til 4

Spørgsmål:

Kære brevkasse.

Jeg står i den situation, at jeg er gravid. Jeg har 3 børn, en på 8 en på 5 og en på 8 måneder. De to store ser ikke deres far, men min pige på 8 måneder ser hendes far, og han kommer ca 2 gange om ugen og har samvær med hende. Jeg har altid været vant til at være alene med dem, også de to store inden lille baby på 8 måneder kom.

Nu er jeg gravid med samme far som til baby på 8 måneder. Jeg er i chok. Kan jeg byde mine 3 andre allerede at skulle være mor til en lille ny igen? Min baby vil jo være 1,5 når den lille ny vil blive født. Hvordan skal jeg klare det alene? Vil mine store føle sig svigtet og glemt når der er TO små at skulle tage sig af hele tiden.

Jeg er meget imod abort, men jeg kan næsten ikke se, hvordan jeg skal klare 4 børn helt selv. Jeg nyder alle mine børn og vi hygger os meget! Og er inde i en mega god rutine med dem nu. Jeg ved ikke hvordan det ville gå med en nyfødt og en på 1,5 år. De to store er skide seje og kan jo alt selv, men de har jo os brug for sin mors opmærksomhed.

Jeg bor i en bolig med 4 værelser, skal de to små så dele værelse og ville de blive ved med det? Alt i mig siger jeg skal vælge en abort for ikke at gøre hverdagen for presset for både jeg og mine piger. 4 børn ER meget at stå med selv, især når de mindste er så små. Men tanken om at vælge et lille barn fra.. det kan jeg næste ikk klare 😭

Håber i vil hjælpe mig med mine tanker .

Svar:

Hej
Det er en svær situation, du står i. 4 børn er meget at stå med selv, som du skriver, derfor siger alt i dig, at du skal vælge abort. Eller, næsten alt, for du er også meget imod abort og kan næsten ikke klare tanken om at vælge et lille barn fra.

Hvad siger faderen?

Hvad kunne gøre det muligt for dig at overskue at tage imod nr. 4? Hvilken hjælp vil du have brug for? Kan faderen byde ind med noget? Eftersom han er far til både nr. 3 og nr. 4, må I jo være glade for hinanden? Er det muligt at I bliver par?

Hvordan ser dit netværk eller ud? Er der hjælp derfra? Fx så du af og til kunne prioritere de store. Abortlinien kan måske tilbyde dig hjælp, praktisk eller støttende.

Hvem kan du tale med om din situation? Hvem kan lytte til dine tanker og bekymringer på en måde, så du kan træffe et valg, du kan leve med? Mange vil nok foreslå dig abort, fordi de, ligesom du, kan se, at det ser hårdt ud med 4 børn, heraf 2 små. Selvom dette forslag vil være velment, ved de måske ikke, hvilken pris en abort kan få for dig.

Du er meget imod abort, skriver du. Hvordan kan det være? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du vælger abort? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.

Du lyder til at være en meget kompetent mor. Hvordan kan dine kompetencer og værdier hjælpe dig med at træffe et valg, som du gerne vil se tilbage på?

Håber det bedste for dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske