Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vi har ikke råd

Spørgsmål:

Kære brevkasse Jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min første tanke var jubii, men derefter kom fornuften op i mig.

Det skal siges at jeg har to børn fra tidligere forhold og det har min kæreste osse. Sammen har vi en søn på 11 måneder. Vi bor til leje i et lille hus med kun 2 værelser så pladsen er trang. Jeg er på kontanthjælp og min kæreste har fornyeligt fået fast job (mindste løn). Så økonomisk har vi ikke råd til at få et barn mere. (Selvom jeg gerne ville)

Vi har sammen talt om at jeg skulle have en p-stav igen efter min sidste graviditet, men vi har ikke haft råd, vi har passet rigtig godt på og brugt kondom i de kritiske perioder. Men nu er det alligevel sket.

Jeg er dybt fortvivlet for jeg har tidligere fået en abort, det var lige efter jeg havde fået mit første barn (han var kun 10 måneder da jeg fandt ud af det). Jeg har haft det virkelig svært efter den abort og har endda lavet mit eget lille gravsted hvor jeg har begravet graviditetstesten og et brev til mit ufødte barn.

Jeg har været helt alene med sorgen. Og jeg tror ikke jeg vil kunne klare det en gang mere. Jeg ved hvor ondt det gjorde første gang. Men jeg ved jo også godt inderst inde at jeg aldrig vil kunne give barnet det ,det havde brug for grundet vores økonomi.

Jeg er bare så fortvivlet og ked af det.

Svar:

Hej
Det er let at forstå, at du er dybt fortvivlet, du blev glad, trods ikke planlagt graviditet, men tænker abort pga økonomi. Husk, at du lige har fundet ud af, at du er gravid og at mange/nogle ting kan se anderledes ud, når I har haft tid til at undersøge Jeres (primært økonomiske) muligheder. Og meget kan nå at falde på plads i løbet af graviditeten.

Det lyder helt forkert, at man i et land som Danmark skal vælge abort pga økonomi. Jeres boligsituation presser Jer, men måske kan sagsbehandler hjælpe Jer? Både ift bolig og andre tilskud. Læs evt her: Ung og gravid/ økonomi. Dejligt med din kærestes faste job. Du har nok også mulighed for at få job på et tidspunkt?

Du har betalt en høj pris for din abort, og du tror ikke, du ville kunne klare det igen. Det vil jeg opfordre dig til at lytte til. Du kan få det lige så svært efter endnu en abort. Jeg vil opfordre dig og din kæreste til at overveje, om I har “råd” til den risiko?

Jeg vil opfordre dig til at tale med din læge om prævention fremover, måske du eller din kæreste skulle overveje sterilisation?

Håber det bedste for dig og Jer.
Du er velkommen til at skrive igen og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske