Spørgsmål:

Kære brevkassen,

Jeg er blevet uplanlagt gravid, sidste år fik jeg en abort, for min partners skyld, jeg har altid selv været i mod abort, og det tog utrolig hårdt på mig, og vi var ikke gode overfor hinanden i den periode, og det endte også med at vi tog en pause fra hinanden, fordi vores uenigheder og ringe forståelse for hinanden gik udover vores børn, og vi havde brug for luft hver for sig. Vi har så fundet sammen igen, og fået løst det, men nu står vi igen i denne situation. Inden vi fandt sammen igen, gjorde jeg det meget klart for min partner at skulle det nogensinde ske igen, så vil jeg ikke få en abort, for det ville jeg ikke kunne klare en gang mere. Vi er begge enige om vi gerne vil have en mere, men situationen lige nu er ikke optimal. Jeg er pt uden arbejde, efter en sygemelding, og leder efter nyt job. Min partner har altid tjent mest, og jeg opsagde mit job da vi fik vores først barn, da det ikke kunne harmonere med hans job, jeg begyndte så at studerer, og tog ansvaret for hjemmefronten. Vi lever derfor af hans økonomi primært. Jeg har børnene alene i alle hverdage, pga hans arbejde. Men far ønsker ikke barnet, og blev enormt grov og psykisk pressede da jeg fortalte ham det. Jeg følte mig selv meget afklaret med at vi beholder barnet, eftersom jeg havde været meget tydelig omkring at abort ikke er en mulighed, og så må vi løse det og samarbejde om at få det til at fungere. Men han har både mistænkeliggjort mig for at have gjort det med vilje, at sagt at hvis jeg behandler det ødelægger jeg hans liv, og at jeg skal vælge mellem vores hund eller baby, fordi at han vil aflive hunden, hvis jeg får barnet, jeg blev enormt ramt, og mildsttalt chokeret, og jeg har sagt til ham, at hvis han ikke ønsker det, så det fint, så kan han blive fritaget, og jeg får det selv. Så må vi flytter fra hinanden og finder en løsning, for jeg kan ikke mentalt klarer en abort mere, conjecture ved godt situationen ikke er perfekt, og det lidt bliver en efternøler da vores yngste er 7. Men det er okay med mig, vores børn ha elongate ønsket sig en lillesøster, så jeg tror på de ville elske det, og de er så omsorgsfulde og kærlige men stadig bare børn, og jeg har rum, overskud og ressourcerne til at beskytte og sikre alle børn, både de to i forvejen og det ufødte. Men hans hårde ord og voldsomme reaktion gør mig såMeget i tvivl om det er okay af mig at sige jeg vil beholde det, når han er så meget mod det og mener det er egoistisk af mig og vil ødelægge hans og vores andres børns liv? Jeg føler mig helt klar til at gå fra ham, og vi har haft uoverensstemmelse på den måde før, med voldsom ord og pres, og samtidig er det noget i mig der tænker, om det er komplet uansvarligt at få barnet velvidnede at han aldrig vil se det og ikke have noget med det at gøre? Men at ufødte barns søskende jo vil have deres far? Det kan jo ikke forsvares? Jeg kan håbe han ændre mening? Men hvad hvis han ikke gør? Så det jo på ingen måde acceptabelt over for lille ny? Det blev lidt langt og måske forvirrende, men gud h or er jeg i vildrede. Jeg synes jo jeg har været tydelig og lagt alle kort på bordet og han har selv indvilliget i dem, og nu fortryder han og giver mig skylden, og sidste år fik han sin vilje, trods jeg var ulykkelig over det, og han støttede mig ikke dem gang. Hvad gør jeg? Og hvad er okay og ikke okay?

Kærlig hilsen, den enormt fortvivlede

Svar:

Hej

Hvor lyder det hårdt for dig. Og hvor er din partner urimelig overfor dig, når han mistænkeliggør dig, taler groft til dig og presser dig, og truer med at aflive hund. Hvad mon stresser ham så meget, at han ikke vil/kan holde sit løfte til dig?

Han gør dig i tvivl, om du skal gå på kompromis med dig selv, endnu engang, og om du er uansvarlig, hvis du beholder barnet.

Hvem kan du tale med? Er der nogen fortrolige, I sammen kan tale med om Jeres situation?

Du ønsker ikke en abort igen, du har overskud til at passe på alle 3 børn, hvis din partner skulle gå, det vil jeg opfordre dig til at lytte til. I har før haft en pause, måske skal I tage det igen. Måske besinder han sig og tager ansvar overfor Jer alle, måske ikke. Jeg vil opfordre dig til at passe på dig selv, hvem kan bakke dig op i det?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk.

Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske