Spørgsmål:
Hej,
Jeg har fundet ud af jeg er gravid og er meget fortvivlet. Min mand og jeg har i forvejen to børn, hvor den yngste er 1 år. Min mand vil ikke have flere børn, hvor jeg altid har sagt jeg ikke kan afvise det.
Jeg kan mærke han er meget ked af graviditeten, og han er meget nervøs for at jeg vælger at gennemføre svangerskabet. Jeg selv er mere 50/50. På den ene side ønsker jeg ikke en graviditet på nuværende tidspunkt, på den anden side har jeg enormt svært ved tanken om abort.
Jeg har fået en abort for mange år siden, og jeg havde det forfærdeligt efterfølgende. Jeg tror ikke vores forhold overlever et barn til, men jeg selv ved ikke om jeg kan leve med et fravalg. Har i nogle råd?
Svar:
Hej
Det lyder meget svært, særligt, at du ikke tror, Jeres forhold kan overleve et barn mere.
Gad vide, hvad I har tænkt tidligere med tanke på, at I begge har vidst, at graviditet var en mulighed (trods prævention) og at I så så forskelligt på flere børn.
Din mand er meget ked af det. Ved du, hvad der skræmmer ham ved nr. 3?
Ved han, at du tidligere har haft det forfærdeligt efter abort (og kan risikere det samme efter endnu en abort)?
Hvornår mon I har fundet ud af, at du er gravid?
Hvis det er nu for nylig, er I måske begge i en slags chok. Husk, at meget kan ændre sig, når chokket har lagt sig og I har talt om hvad I hver især tænker, og har talt om Jeres muligheder. I har formentlig ikke travlt. Tag ikke en forhastet beslutning om abort, brug tid til at tale og tænke. Kender I nogen, der har stået i tilsvarende situation med en uventet nr. 3? Har I fortrolige, I sammen kan tale med?
Det er godt, du lytter til din mand og vil passe på Jeres familie, men abort eller barn er din beslutning og primært dig, der skal leve med den. Hvis du får det svært efter en abort, kan det få indflydelse på både Jeres forhold og familie.
Håber det bedste for Jer.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske