Spørgsmål:
For nogle dage siden fandt jeg ud af jeg var gravid, pga udebleven mens tog jeg en test, og tænkte den er nok negativ min mens er forsinket igen, nu får jeg det ud af hovedet. Den var så bragende positiv!
Vi har aldrig talt om en 3’er, jeg har tænkt på det nogle gange men ikke noget planlagt..Vi har i forvejen 2 børn på 10 og 13. Jeg selv er 35 og min mand 39.Jeg har grædt rigtig meget da jeg nok blev meget overrasket over resultatet, men nu står vi imellem valget for abort eller barnet.
Vi havde jo ikke planlagt nu eller senere at ville have en, men hvorfor er valget så så svært alligevel? Vi har ikke huset til at kunne have en nummer 3 men det er vidst også det eneste … Og vil vi det overhovedet nu hvor vi har haft en stor frihed i vores liv med store børn..?
Hvordan finder vi ud af hvad der er det rigtige at gøre? Har en tid til abort i næste uge, men kan altid springe fra som jeg siger…Er fuldstændig rundt på gulvet…
Svar:
Hej
Du har for nogle dage siden fundet ud af, at du er uventet gravid, og du har allerede tid til abort. Det er godt, du alligevel overvejer valget, som du undrer dig over er så svært. Måske er valget svært, fordi der er forskel på ikke at planlægge nr. 3 og at få en abort, når nr. 3 er på vej.
Hvad tror du, der får dig til at græde? Hvad tænker du om abort? Hvad tænker du om at “springe fra” aborttiden?
Jeres hus kan ikke rumme nummer 3, det vil nok vare længe, før nr. 3 får den tanke. Og ja, den store frihed med store børn bliver anderledes med en baby. Men en baby bliver hurtig større, og kan følge med resten af familien.
Hvad er det rigtige at gøre? -Det vil forskellige mennesker have forskellige svar på. Men vigtigst er, hvad du helst vil leve med, abort eller barn. Hvordan kan dine livsværdier hjælpe dig i valget?
Hvem kan du/I tale med?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske