Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ked af det efter abort

Spørgsmål:

Hej,

I maj fik jeg foretaget en medicinsk abort eftersom jeg blev uønsket gravid og ikke havde de ressourcer jeg ønskede, for at kunne give et barn et trygt og kærligt liv.

Jeg fortryder som sådan ikke mit valg, men har her på det sidste oplevet nogle problemer som jeg ikke har haft før. Jeg går rundt og er ked af det og på samme tid føler jeg mine problemer er ulogiske og åndssvage. Efter min abort er jeg dybt bange for, at det var min eneste mulighed for at få et barn. Jeg kan ikke rigtig komme med nogle solide argumenter for hvorfor jeg har det sådan, da der mange steder står at en medicinsk abort ikke påvirker chancen for at blive gravid igen.

Jeg tænker selv det er noget psykisk – som om jeg nærmest ikke fortjener nogensinde at blive gravid igen, nu når jeg valgte det første fra. Jeg er begyndt at blive skør i hovedet af det, der er ting jeg ikke længere “må” spise og gøre fordi, jeg føler det kan påvirke min fertilitet. Jeg ved bare ikke hvordan mit problem nogensinde kan blive bedre og jeg kan komme ud over de her tanker – jeg er træt af det skal kontrollere mit liv, da jeg ikke ønsker børn nu, men først engang i fremtiden.

Svar:

Det er helt normalt, at der kan komme en reaktion efter en abort, også selv om du som sådan, ikke har fortrudt dit valg. Der er mange som har oplevet lignende. Reaktionerne kan også netop komme efter nogle måneder. Du skal ikke bebrejde dig selv, at du reagerer med bekymring om ny graviditet eller skyld. Der er ingen problemer, der er ulogiske og åndssvage. Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer efter en abort.

Vigtigt at tale med nogle om din situation.
Har du nogle at tale med om din situation? Ved din kæreste/mand hvilke følelser du har? Har du en god veninde du kan dele dine tanker med? Mange oplever, det kan være godt at tale med andre, der har stået i samme situation. Nogle har også brug for mere professionel hjælp, igennem en psykolog. Måske har du en god kontakt til din egen læge. Du er også velkommen til at ringe til Abortlinien på tlf. nr. 48 39 48 48 hvor du kan tale med en rådgiver. Der er åbent hver aften (minus lørdag) fra kl. 19 – 22.

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Marianne Jørgensen, abortlinieleder