Kære Abortlinie.
Min mand og jeg fik fornyligt ved en ultralydsscanning i uge 14 konstateret, at det barn vi ventede var gået til grunde allerede i uge 7+5. Grundet corona og sygdomme havde vi ikke været ved lægen til tiden, men først senere. Jeg begyndte at få brunligt udflåd og pletblødninger op til lægebesøget, og var derinde af et par omgange. Jeg havde også henvendte mig til lægevagten over weekenden, men ingen var synderligt bekymrede, da jeg ikke havde kraftige smerter, og ikke blødte mere.
Jeg havde selv en bekymring om, at der var noget galt, men kunne ikke gennemtrumfe noget selv om jeg prøvede. Da jeg så, heldigvis relativt hurtigt, blev indkaldt til scanning, viste det sig desværre, at mine anelser var rigtige.
Fosteret, som også var svært at finde, lå sammenkrøllet inde i livmoderen uden hjerteblink. Vi blev slået total ud af sådan en besked, med følelsen af ikke at være blevet lyttet til, men også ‘hvorfor sker sådan noget?’. Selv om en akut scanning ville have vist det samme som den planlagte, nu hvor det var næsten 7 uger siden at graviditeten var gået til grunde, så har vi stadig følelsen af at være blevet holdt hen.
Men det hele skulle jo stadig afsluttes, nu hvor der ikke var noget at gøre. Jeg blev sat i gang medicinsk som, i dette tilfælde, gik i gang hurtigt. Jeg fik at vide at jeg ikke ville kunne se noget. Jeg var meget bange for at se det, som skulle have været vores lille barn. Det påvirkede mig rigtig meget, da jeg fik følelsen af at skylle det hele ud i toilettet.
Gynækologen forsikrede mig at det var meget tvivlsomt at jeg kunne se noget overhovedet, da det ville blive udskilt i klumper sammen med blod og slimhinde og så videre. Det første døgn kunne jeg også mærke klumperne og gjorde hvad jeg kunne for ikke at kigge.
Det tredje døgn tænkte jeg at det hele var stilnet lidt af. Jeg havde ikke så ondt længere, og blødte ikke så meget som i starten. Men da vi kom til aften begyndte jeg at få lidt ondt igen mens jeg havde min lille datter i bad. Jeg bad min mand om at finde et par piller til at tage toppen, så jeg kunne få hende gjort færdig og smidt i tøj og lagt i seng.
Smerterne tiltog, så jeg måtte kravle ind i værelset ved siden af for at finde min telefon for at ringe ned efter min mand, så han kunne komme og hjælpe min datter i tøjet, fordi jeg fik så ondt at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg blev så lammet af smerte, indtil der pludselig dumpede noget stort ned i mit bind.
Jeg havde følelsen af at have tabt min livmoder, og da jeg kravlede op på toilettet for at tømme bindet, lå der en klump så stor som en knyttet hånd, som jeg hurtigt fik rullet ned i toilettet mens jeg stortudende forsøgte at se så lidt som muligt. Jeg var jo godt klar over, hvad der var jeg lige havde ‘født’.
Nu føler jeg, at jeg endegyldigt har skyllet mit barn ud i toilettet, som et stykke affald, selv om det jo ikke længere var levende, og ikke havde levet længe, samtidigt med at jeg føler mig virkelig forrådt. Jeg var slet ikke klar over at det var en mulighed at en abort kunne ende på denne måde, særligt ikke efter gynækologens forsikring om at jeg ikke ville kunne se noget.
Jeg har aldrig forstået at folk aktivt vælger en abort, men efter denne oplevelse er min forståelse, om muligt, blevet endnu mindre. Jeg synes der mangler så meget information om, hvad der rent faktisk sker, og kan ske, under en abort. Det er så traumatiserende, både fysisk og psykisk.
Hej
Tak, fordi du deler din barske oplevelse om, hvordan I mistede Jeres lille ufødte barn. Hvor har det været, og er, hårdt for dig. Det vil nok være godt for dig at få hjælp til at bearbejde forløbet, ikke mindst de mere kritiske ting, såsom at din bekymring ikke blev taget alvorligt, og at du var dårligt informeret om, hvordan aborten kunne blive. Tal evt. med din læge om at få en samtale med ham/hende eller en psykolog.
Læs evt her Spontan abort, her er bogen ”Tabte drømme” om spontane aborter omtalt, måske er den relevant at læse for dig.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
