Spørgsmål

Min kæreste og jeg er begge 28. Vi har været kærester i snart 3 år og boet sammen i 2 år. Vi har igennem vores forhold snakket ægteskab, børn mm. Jeg har altid været lidt foran ham i mine ønsker omkring dette. Havde det været op til mig, var vi forlovede med barn, men han ville gerne vente lidt til vi var 30-33. Jeg er i et tidligere forhold blevet gravid på p-piller. Der følte jeg mig presset til en abort. Dette har haft mange psykiske påvirkninger på mig, hvilket jeg har snakket med min kæreste om flere gange. I starten af vores forhold prøvede jeg andre former for prævention. Men det var ikke noget der virkede for mig, så jeg gik tilbage til p-piller. Her gjorde jeg det meget tydeligt for min kæreste at hvis jeg bliver gravid på p-piller igen, vil jeg ikke kunne gå igennem med en abort. Under disse samtaler har han sagt at det kan han godt forstå, og at vi bare tager det når det kommer.

Nu er jeg gravid

Nu står jeg så og er gravid. Jeg tog en test da jeg var omkring 5 uger henne, noget han var til stede ved. Han var lidt i chok, men kyssede mig og krammede mig. Vi blev enige om at lige lade chokket lande før vi snakkede ind i det. Da vi så endelig satte os ned og snakkede, gjorde jeg det igen tydeligt at en abort ikke føltes som en mulighed for mig, på baggrund af mine tidligere "traumer". Dette var han meget uforstående overfor. Han sagde at han ikke var klar, ikke ønskede det barn nu og ikke følte han havde noget godt at bidrage til det. Jeg stod fast ved, at det ville være for hårdt for mig at skulle tvinges til en abort igen, og at jeg ikke kunne gå igennem med det. Der er nu gået 2 uger, hvor han har været meget svingende i sin adfærd. Han har ytret at han synes han er fucked, at hans 20'er er ødelagt, at han ikke har noget godt at bidrage med, at han ikke er klar på at have det ansvar og hans bekymring om at ikke kunne færdiggøre sin uddannelse (noget jeg har forsikret ham i, at det skal han nok få tid og plads til). Men andre dage er han kommet hjem smilende, snakket om hvilke af vores gener han tror barnet får, at han kigger efter mænd med bæreseler og synes det er hyggeligt, hvad for nogle navne han godt kan lidt osv.

Hans adfærd forvirrer mig

Dette gør mig selvfølgelig vildt usikker og forvirret, noget jeg også har sagt til ham. Men i går blev han vred, da jeg snakkede om lægetider. Her holdte han fast i at han ikke ville have barnet. Han havde prøvet at få det bedste ud af, men jo længere tid der gik, jo længere væk kom vi fra muligheden af en abort og det pressede ham. Han snakkede om at tanken om bare at skride havde strejfet ham, men også selv sagt at det ville han selvfølgelig ikke kunne finde på, men at tanken bare kom til ham nogle gange. Han mener stadig ikke han har noget godt at bidrage, føler at det kunne ødelægge vores og barnets liv, og også vores forhold til hinanden. Jeg er så forvirret om jeg gør det rigtige ved at beholde barnet. Jeg hader at se et menneske jeg holder så meget af, have det så svært på baggrund af en beslutning jeg har taget. Men nogle dage virker han mere affundet med ideen, og jeg her derfor svært ved at finde ud af hvor vreden så kommer fra. Jeg vil virkelig ikke have en abort, og vil så gerne være mor. Jeg ville også bare være så ødelagt, hvis jeg ødelagde det her forhold, for jeg vil så gerne have at vi kan være en familie  

Svar

Hej Det lyder meget svært både for dig og for din kæreste. Det er let at forstå, at du er forvirret og usikker. Din kærestes reaktion minder om andre mænds ved uventet graviditet. Din kærestes "chok" har nu varet i 2 uger, han gør sig næsten katastrofetanker om, hvad et barn vil ødelægge for ham. Og han tror ikke, han kan bidrage godt nok. Ingen af delene har formentlig  hold i virkeligheden.  Kan din kæreste tale med andre end dig? Har I venner eller familie, der har fået børn, måske også uventet? Du har virkelig ikke lyst til abort, du ved, hvad abort er. Hvilket indtryk gør det på din kæreste? Hvad tænker han om at byde dig risikoen for at få det så svært igen? Ikke mindst når du hele tiden har været meget tydelig omkring din holdning til abort. Din kæreste er bekymret for, om et barn kunne ødelægge jeres forhold, og det er du også bekymret for. Det er sandsynligt, men ret sjældent man hører om det. Derimod hører man ofte om, hvilken pris en abort har for parforholdet, særligt hvis parret ikke var enige. Har I overvejet det? Din kæreste vil gerne vente med børn til I er 30-33 år. I er ca 29 år, når du har termin, overvej begge, hvilken forskel det vil gøre, at I bliver forældre ca 1 år tidligere end planlagt? Og overvej, at selvom du er blevet gravid på prævention 2 gange, så er der ingen garanti for, at I kan planlægge en graviditet. Håber det bedste for dig, og Jer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål

Kære brevkasse. Sagen er at jeg er 7 uger henne og indstillet til en provokeret abort. Jeg er i forvejen mor til nogle børn. Jeg har fået en tid på sygehuset 8+3 dvs. uge 9 til en abort. Men hold nu op selvom jeg ønsker en abort, så ved jeg også hvor meget det har udviklet sig. Min mand ønskede en abort til at starte med, men nu er det som om at han trækker i land, ved at sige at det ikke ødelægger noget hvis jeg fortryder og ikke får aborten alligevel. Men jeg ved også godt at han selv sagde abort til at starte med. Jeg forstår ikke hvorfor han pludseligt ændrer holdning? Jeg har det elendigt og har rigtig mange opkastninger og kvalme og jeg føler ikke jeg kan være der for mine andre børn, så vil bare have det godt igen. Og derfor kommer aborttanken til mig flere gange dagligt, fordi jeg har det så dårligt. Er det normalt at jeg svinger fra abort til at beholde alt efter hvordan jeg har det ?

Svar

Hej Du har tid til abort, men er kommet i tvivl. Det er godt, du tager din tvivl alvorligt. Abort er en stor beslutning. Du har mange graviditetsgener, det lyder rigtig hårdt. Havde du også det med dine tidligere graviditeter? De fleste gravide får det bedre ift kvalme omkring 12. Graviditetsuge. Du kan evt tale med din læge om hjælp ift kvalmen. Og ja, når du har det så dårligt, er det naturligt, at du ikke ønsker at være gravid. Det kan være svært at overskue fremtiden imens man har det rigtig dårligt. Din mand ønskede først abort, men er nu ok med, at I beholder. Det lyder til at frustrere dig, at han har "ombestemt" sig. Men når du ind imellem hælder til at beholde, hvad betyder det så for dig, at det vil være ok for ham? Kan din mand hjælpe mere til ift jeres børn, når du har det dårligt? Hvad fik dig til at ønske abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort? Hvem har du/I talt med om graviditeten? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Ønsker det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Spørgsmål

Hej Jeg er uplanlagt blevet gravid med mit tredje barn. Jeg vil egentlig gerne have et barn mere i teorien, men familiens livssituation gør situationen enormt uoverskuelig. Jeg er sygemeldt med senfølger fra hjernerystelse mm. Og skal til at i praktik for at finde ud af hvor mange timer, jeg kan holde til at arbejde. Det forventes, at jeg ender i et flexjob. Mine symptomer er ret stabile og jeg føler egentlig, at jeg har overskud. Vi ved dog ikke, hvordan jeg reagerer på praktikken og det gør derfor situationen med et barn mere, endnu mere usikker. Har jeg reelt overskuddet?

Dejlig men perfektionistisk mand

Min mand har desuden en forrygende karriere og bruger meget tid, rejsedage og energi på denne. Samtidig er han et kæmpe omsorgsmenneske og føler altid han er bagud herhjemme og har dårlig samvittighed overfor mig og vores to andre børn. Han er dog en meget nærværende og dejlig far, men også meget perfektionistisk overfor sig selv. Den dårlige samvittighed overfor mig stammer helt tilbage fra vores første barn blev født (vores drenge er 7 og 5). Vores søn var nemlig en grædebaby der sov meget dårligt. Vi har senere fundet ud af, at han er forsinket motorisk, og at han har adhd. Han kræver derfor ekstra støtte.

Vælter en baby læsset?

Vi er bekymrede for om en ny baby skulle være lige så svær og derfor vælte læsset herhjemme. Min mand er bange for ikke at kunne give vores ældste det, han har brug for. Og han er også bange for altid at tænke "hvad nu hvis?" og den sorg en abort ville give mig. Jeg har altid drømt om 3 børn, men jeg kan godt se at timingen er virkelig dårlig og at vores livsomstændigheder måske kalder på noget andet. Desuden er jeg 37 og dette føles lidt som sidste chance. Jeg føler mig underligt distanceret fra beslutningen. Har næsten ikke grædt, selvom jeg normalt er et kæmpe følemenneske. Det er bare så surrealistisk det hele. Abort og at beholde barnet føles begge som rigtige løsninger. Men hver gang jeg glemmer at være fornuftigt og huske udfordringerne, kommer jeg til at glæde mig til at få barnet. Men håb er bare ikke et særligt stærkt argument. Jeg er meget forvirret, som det vist tydeligt fremgår. Har I et godt råd? Bedste hilsner fra mig

Svar

Hej Det er hårdt for dig med dine hjernerystelses-senfølger; godt at høre, at symptomerne er stabile og at du oplever overskud. Du skriver, at jeres livssituation er enormt uoverskuelig med din uventede graviditet, primært pga jeres ældstes behov for ekstra støtte. Du vil egentlig gerne have et barn mere, aldersmæssigt er det måske "sidste chance" og du kan komme til at glæde dig til at få barnet. Du lyder til at have en god mand, der både er realistisk ift at I ikke ved, om nr. 3 er nem eller kunne være ked-baby, og realistisk ift mulige følger af abort. Hvad tænker du om, hvordan en abort vil være for dig? Når du glemmer at være fornuftig, glæder du dig til nr. 3. Overvej, om det ikke også kan være fornuftigt at beholde nr. 3? Hvilke "fordele" ville der være ved ikke at få abort? Håb er ikke et særlig stærkt argument, skriver du. Hvorfor mon ikke?! I taber jo ikke hovedet, hvis I vælger at beholde barnet. I kender til mulige udfordringer og kan forberede jer. Meget kan nå at falde på plads i løbet af graviditeten, både praktisk og mentalt. Hvilken hjælp kunne I få brug for? Er der hjælp at hente i netværket eller skal I orientere jer andre steder? Måske du og din mand under graviditeten skulle tage nogle par-samtaler med en professionel, og tale om den dårlige samvittighed, perfektionismen og hvilke planer I sammen kan lægge for jeres familie på 5, med særlig opmærksomhed på jeres ældste... Håber det bedste for jer alle. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske