Spørgsmål:
Hej alle.
Jeg er 19 år og har en kæreste på 20 år, jeg stoppede på p piller før jul da jeg ikke kunne tåle dem og er ikke kommet i gang igen, min kæreste og jeg har dyrket sex, hvor jeg troede jeg ville få min menstruation kort efter, så jeg tænkte, at det var sikkert. Jeg har over den sidste tid haft brystspændinger, så jeg tog til lægen. Her fik jeg taget en test, som viste, at jeg er gravid.
Skal jeg beholde barnet?
Jeg har altid sagt at jeg ALDRIG skulle have en abort, og at jeg gerne ville have et barn når jeg var 20, min kæreste derimod vil først have barn når han er færdig med din uddannelse.
Først tænkte jeg at jeg skulle have en abort, men nu to dage efter mit lægebesøg er jeg rigtig meget i tvivl. Jeg ved at jeg bliver alene med barnet, enten fordi faderen går eller også fordi han skal flytte 100 km væk for at studere.
Jeg er virkelig i tvivl og håber i kan hjælpe mig lidt på vej.
Svar:
Hej! Du er ung og uventet gravid. Og i tvivl.
Du har altid sagt, at du aldrig skulle have en abort. –Hvad får dig så til at overveje det nu? –At du er gravid lidt før ønsket? –At din kæreste først vil være færdig med sin uddannelse? –At du har udsigt til at blive alene med barnet?
Hvad har givet dig tanken om, at du aldrig ville have abort?
Hvordan tror du, det vil være for dig, at få en abort?
Vejer de nævnte årsager tungere end den overbevisning du har haft indtil nu?
Hvilke værdier har du og hvad kan du bruge dem til i denne situation?
Udsigten til at blive alenemor er naturligvis skræmmende. Det var ikke, hvad du ønskede. Men både du og din kæreste har nok vidst, at sandsynligheden for graviditet var tilstede trods prævention. Hvordan ser dit netværk ud? Hvad kunne gøre det lettere for dig at overskue at beholde barnet?
Truer din kæreste med at gå? Overvej, hvordan du tror, du vil have det med ham, hvis du får en abort pga pres fra ham? Nogle forhold kan ikke holde til et barn, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt ikke, hvis parret var uenige. Bla fordi, han ikke kan forstå, at hun bliver ved med at være så ked af det i så lang tid og fordi hun oplever vrede overfor ham, der pressede hende imod hendes vilje.
Måske støtter din kæreste dig, hvis du vælger at beholde barnet. Og så må I derfra bruge tiden til at planlægge de praktiske ting. Fx om du skal flytte med ham.
Læs evt begge i brevkassen om andres erfaringer med abort. Læs her: Ung og gravid.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk eller ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
30.05.14