Spørgsmål:
Hej Brevkasse
Jeg er en mand, gift og har 2 børn på hhv. 7 og 9. Min kone har fundet ud af at hun er gravid – og det var ikke planlagt.
Vi har desværre en lidt svær historie hvad angår det at have små børn. Min kone er meget protektionistisk omkring det at have børn og glemmer alt omkring sig når der er unger i luften. Også bundne voksen opgaver i hverdagen og de ender altid på mit bord. Hun er samtidig typen der ikke “klør” på efter kl. 20-21 stykker om aftenen selvom der stadig ligger vasketøj ud over det hele eller der er andre ting der skal klares som man som voksent menneske er nød til at have styr på.
Hun har ingen, som ingen økonomisk sans og har i det hele taget meget svært ved at forholde sig pragmatisk og lav-praktisk til livet generelt. En rigtig nyder uden overblik.
Det har krævet umenneskelige overskud og arbejdsindsats fra min side at få os igennem Corona, brækket nakke (jeg har været i en svær arbejdsulykke, men var heldig og er kommet mig fordi jeg ikke ville acceptere varige mén).Jeg tager mig af alle hovsa ting i vores hverdag og har fra min opvækst i større landbrug altid været vant til at løbe den ekstra mil, hvis det kræves af mig.
Det har min kone på ingen måde. Snarere det stik modsatte og det ved hun godt når vi snakker om det.
I mange år var det mig der tjente pengene og hun stod fuldt og fast på at det var hendes ret at være hjemme med ungerne. Det har slidt mig og jeg har nu efter 10 års slid og slæb fået den luft i min hverdag som jeg har manglet i min hverdag. Vi snakker måske 2-3 timer ugentligt. Mest som produkt af at jeg altid skal være praktisk elastik i vores fælles liv.
Det er generelt også mig der tager del i fritidsaktiviteter med ungerne, gymnastik, svømmehal etc.
Min kone holder på sin ret til at beholde barnet og jeg ser det som en de facto dødsdom til mig. Jeg vil med god sandsynlighed rende ind i en blodprop eller lignende af stress pga. at jeg skal præsterer at holde hus, tjene penge, planlægge ferier, afholde fritidsaktiviteter, tømme skraldespand og alt derimellem. Hver dag, og skal jeg have andre til det skal jeg nærmest presse min kone til lige “at flytte fødderne” som vi siger derfra hvor jeg kommer.
Et andet godt billede på dette var for nylig da vi holdt 9-års fødselsdag for vores datter. Min kone ville gerne lave “lækker” salat til frokosten. Det resulterede i at hun stod og rev appelsinskal og smuttede mandler i 2-3 timer i et meget stille og roligt tempo.
Samtidig fløj jeg rundt og ryddede op på vores 170m2 bolig oppe og nede, vaskede gulv, stegte pølser, kørte ud og købte de ting vi manglede, hentede gæster oppe ved hovedvejen som kom med bussen + alt det inde i mellem.
Vores datter ville gerne have hotdogs og det var egentlig den oprindelige plan. Hendes salatproduktion endte med hvad der svare til en alm. Margrethe-skål. Ikke noget der gør den store forskel når der kommer 20 gæster ind af døren. Just saying. Jeg havde aftenen forinden gjort lagkager osv. klar til kl 00:30 mens hun gik i seng kl. 21:00 fordi hun var lidt træt. (Hun havde holdt fri fredag for at gøre klar til fødselsdagen, men da jeg kom hjem fra arbejde kl. 17:30 på en fredag var der ikke rigtig sket noget. Alt er som det plejer. Hvad hun har foretaget sig hele fredagen aner jeg ikke.)
Vi bor dejligt på mindre landsted og er velfungerende i vores hverdag efter flere års kamp for at finde ståsted i verden. Vores 2 “store” er velfungerende men prisen for at komme hertil har været meget høj for mig og jeg vil ikke sætte det over styr. Jeg elsker min elskede og vores fantastiske unger. Jeg har et godt velbetalt job og min kone deltidsjobber.
Jeg vil for alt i verden og efter alt det der har været sidst vi havde små børn ikke tilbage til det samme sted. Men døgnet har kun 24 timer og lige meget hvordan jeg vender og drejer det kan jeg ikke finde tid til at starte forfra med en lille en.
Min kone kender mine holdninger, men siger ultimativt at det er hendes krop. Hun har svært ved at anerkende at der skal løbes markant stærkere med en lille på slæb.
Hun vil gerne anerkende at der selvfølgelig kommer mere at se til, men siger – meget naivt ift. til hvordan hun er som menneske – at det finder man jo en løsning på. Jeg kan ikke se andre løsninger end at jeg bare bliver arbejdet ihjel både mentalt og fysisk. Men det falder for døve øre. Så på godt jysk…. hva’ fanden gør man?
Svar:
Tak for dit brev til os med din beskrivelse af, hvordan du oplever det og har det i jeres situation. Det lyder til at være en svær situation for dig at stå i. Hvor er det flot, at du har kæmpet dig igennem og er kommet tilbage efter din arbejdsulykke. Hvor er det også dejligt at høre, at du virkelig har taget opgaven som far og mand på dig. Du har kæmpet med hverdagens opgaver samtidig med, at du har skulle kæmpe med dit helbred.
Skønt når du skriver. “Jeg elsker min elskede og vores fantastiske unger” og “jeg vil ikke sætte det over styr”.
Det lyder til, når du skriver, at “min kone kender mine holdninger”, at du har fortalt hende, hvordan du har det, og hvad du tænker om jeres situation. Det er samtidig også vigtigt du kender hendes holdninger og ønsker. Har du brugt tid på rigtigt at lytte til hendes tanker og følelser? Det er godt hvis I kan tale sammen, og det er vigtigt at tale om forventninger til ens liv og hverdag.
I forhold til at din kone er gravid igen og hun siger at det er hendes krop og at hun ønsker at beholde barnet. Det er rigtigt, at hun i sidste ende er den, der kan vælge, hvad hun ønsker. Men også her er det vigtig at tale sammen om forventninger til hinanden, hvilke tanker har hun og hvilke tanker har du.
Har du overvejet, at det barn I venter, allerede er jeres barn på samme måde som jeres 2 andre fantastiske unger er det? En graviditet er “lang” og I kunne måske bruge denne tid til at planlægge nogle ting, som kunne gøre hverdagen lettere, når den lille kommer. Måske kan jeres 2 børn på 7 og 9 også på mange måder blive en hjælp i forhold til deres lillesøster/bror?
Du beskriver dine tanker for, hvordan det kommer til at gå, hvis I beholder barnet. Du har en frygt for at miste det, du nu har vundet tilbage. Du frygter, at det “ender galt”, og du mister det overskud som du endelig har fået. Dette er en meget forståelig reaktion i forhold til det, du har været igennem.
Men hvordan tror du at din kone oplever din modvilje imod jeres tredje barn? Hvordan tror det hun får det, hvis hun skal igennem en abort, hun ikke ønsker? Kender I nogle der har fået en abort. Omkring 10-12 % af de kvinder, der får en abort, oplever at få det psykisk svært i forskellig grad. Det kan I læse lidt mere om på vores hjemmeside: Efter abort.
I forhold til beslutningen I står med her og nu, er det vigtigt at I ikke træffer for hurtig en beslutning. Det er en beslutning I skal leve med.
I sammenhæng med den beslutning, kan det også være vigtigt måske at tænke fremtidig familieplanlægning ind. I forhold til om I skal gøre noget aktivt, hvis I ikke ønsker flere børn, og ikke skal stå i en lignende situation igen.
Måske kan I have glæde af sammen at læse lidt i brevkassen hvor I kan læse om andre der har været i en lignede situation som jer.
Andre som jer har haft gavn af at tale med en professionel. Det kunne være en psykolog, som kan hjælpe jer med at se hinandens behov og ønsker. Så I begge måske kommer til at opleve jer mere hørt/set i hverdagen. I kan evt. tale med jeres læge, som måske kan give en henvisning til en psykolog.
I er også velkommen til at kontakte mig direkte: Leder på Abortlinien. Jeg kan være behjælpelig med at anbefale noget hjælp, i jeres nærområde.
Håber det bedste for jer.
Venlig hilsen Marianne Jørgensen, leder på Abortlinien