Mine forældre støtter mig ikke..

23. september 2025
Hej jeg er 19 år gammel og jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid. Min læge siger jeg ca. er 6-8 uger henne og derfor råder mig til at tage en hurtig beslutning om jeg vil beholde eller ej.
Jeg bor hjemme hos min far sammen med min kæreste. Min kæreste og jeg har været sammen i ca. 2 år og i den tid har han også siddet i fængsel i 1 års tid. Selvom han har været i fængsel har han fundet arbejde og er HELT ude af det kriminelle.
Han arbejder som hjælper hos en tømrere (ikke uddannet).  Jeg er selv pædagogmedhjælper i en børnehave og har været det i 6-7 måneder. Jeg har ikke andet end 9.klasse eksamen og har heller ikke i tankerne at søge uddannelse inden for det næste år. Har dog måske overvejet en pau uddannelse da jeg er helt vild med at passe børn. Derudover har jeg en tarmsygdom (ibd).
Nå men her var lidt om mig, nu vil jeg fortælle min “historie” Jeg fandt som sagt ud af jeg var gravid og ca. er i uge 6-8. Det var på ingen måde planlagt, skal det lige siges at jeg havde ikke rigtig tænkt over det med at få børn. Men efter jeg fandt ud af jeg var gravid, var det som om jeg følte noget helt specielt indeni, men følte også det var “forkert”.
Snakkede med min far om det og han siger at hvis jeg beholder barnet så skal vi ikke blive boende her. Ikke nok med det føler jeg at han ikke stoler på mig til at få et barn og mener jeg slet ikke er klar til det. Ja jeg er blevet forkælet meget igennem mit liv men føler på en måde også bare det er rigtigt det her.
Har dog ikke sagt noget til min mor endnu da jeg ved hun kommer til at reagere stærkt afvisende og vil gøre alt for jeg vælger abort. Hele mit liv er jeg blevet gjort til en baby, som om jeg ikke selv kan noget. Men inderst inde har jeg en moderrolle og har lyst til at gøre alt for et barn. Ingen lytter til hvad jeg føler udover min kæreste som også vil have barnet hvis jeg vil.
Vil inderst inde helt vildt gerne det her barn, men føler ikke jeg ville kunne gøre det med alt den modstand fra min familie… har dog veninder som støtter mig men det er ikke det samme som hvis det var min mor og far der støttede mig. Skal til lægen på tirsdag (om 2 dage) og lige nu så er jeg så splittet at jeg ikke engang kan sige hvad jeg hælder mest til.
Er fuldstændig ude af den og føler ikke nogle har troen på jeg kan det her. Mine forældre mener også jeg skal blive mere moden, men jeg ved jeg vil vokse med rollen som mor… har bare brug for mine forældre tror på mig og det her derfor jeg er så itvivl og ked af det…Ved min tekst er forvirrende men håber alligevel den er til at svarer på og forstå. For har virkelig brug for hjælp fra nogle andre voksne end mine forældre da jeg ikke har andre “voksne” at gå til.
Hilsen en meget bekymret pige…
Hej.
Tak for dit brev til os. Det er helt forståeligt, en svær situation du står i. Det er godt du sætter ord på det.
Du er blevet gravid, ca. 6-8 uger henne. Du har lige fundet ud af det, og får af vide du skal tage en hurtig beslutning. Samtidig er det også vigtigt, ikke at tage beslutningen hurtigere end at du selv føler, at du har tænkt det godt igennem.
Du skriver, at du inderst inde helt vildt gerne vil det her barn, og at din kæreste også vil have barnet, hvis du vil. Du har inderst inde en moderrolle og ønsker at gøre alt for et barn.
Samtidig står du og oplever, at du ikke har støtten og opbakningen fra din egen far og måske også fra din mor, som du ikke har sagt noget til endnu. Det må være rigtig hårdt at opleve.
Har du snakket med din far om hvor hårdt det er for dig, og hvad det gør ved dig?
Måske vil din mor, støtte dig i din beslutning uanset hvad du vælger, selv om du skriver hun vil reagere stærkt afvisende?
Du skriver, at dine forældre mener du skal blive mere moden, og du føler at de ikke stoler på om du kan. Du skriver selv, at du vil vokse i den opgave som mor.
Det lyder til, at du har en god støtte i din kæreste og at I snakker sammen om tingene, og at han ønsker at være der for dig uanset dit valg. Det er godt.
Det er dig, der i sidste ende skal træffe en beslutning, og leve med det valg du træffer. Måske kan de værdier du har i dig og de ønsker du har for dit liv, hjælpe dig i dit valg. Det er vigtigt at lytte til dig selv.
Du er velkommen til at ringe på Abortlinien 48 39 48 48. Der kan du tale med en rådgiver og dele din situation med en anden voksen. Der er åbent hver aften fra kl. 19-22.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Marianne Jørgensen, abortlinieleder.

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

I tvivl om barn nr. 4
5. maj 2026

Spørgsmål

Jeg har lige opdaget at jeg er gravid med nummer 4. Det var IKKE planlagt. Min umiddelbare grundfølelse er at jeg ikke magter det, min mand har det på samme måde. Men samtidig er ingen af os glade for idéen om at få det fjernet. Vi har i forvejen 3 drenge på 7, 5 og 2 år. Min mand kommer først hjem fra arbejde lige inden de bliver puttet om aftenen. Jeg har planer om måske at skulle starte på studie til februar efter at have været gået hjemme næsten siden den første, og tanken om at skulle starte forfra igen virker lidt uoverskuelig. Og så fylder en masse tanker om vi kan være der nok for alle 4 også. Økonomien fylder også en del. Ikke fordi vi er af den overbevisning at de har brug for at vi køber en masse nyt legetøj osv, jeg er stor forbruger af genbrug. Men det er fx et eventuelt ekstra efterskoleophold(om mange år), et større hus, en ekstra flybillet hvis vi på et tidspunkt vil ud at rejse. Vi står i forvejen et sted hvor vi ikke kan låne til at købe hus fordi vi har 3 børn, så en til eller fra gør jo måske ikke det store, men det hjælper i hvert fald ikke på muligheden for at kunne låne en dag. Men så dukker små billeder op af de to store, der hjælper deres lillebror(som heller ikke var planlagt, men meget elsket), og så meget glæde de har af hinanden, samt sætningen 'man fortryder kun de børn man ikke fik', og så bliver jeg alligevel i tvivl om det ikke bare ville være en kæmpe gave med endnu en baby. Jeg er meget forvirret over at være så meget i tvivl, det har jeg ikke prøvet de andre gange, så jeg tror bare jeg mangler lidt input udefra til at hjælpe tankerne med en beslutning snart. Så.. 4 børn for/imod? Er det for risikabelt? På forhånd mange tak fra en forvirret og følelsesladet mor ❤️  

Svar

Kære du Det er helt naturligt og meget normalt at blive overvældet af mange blandende følelser, når man står med en graviditet, og særligt når den ovenikøbet kommer uventet. Du spørger om det er for risikabelt. Hvad er det, du ser som risikabelt ved det? Du nævner nogle praktiske forhold bl.a. evt. opstart af studie og økonomi. Det er selvfølge forhold der er værd at tænke over. Har du alligevel mulighed for at starte på studie og så holde barsel, eller udskyde starten et år? Hvis du forestiller dig jeres familie om 5/10/15 år med og uden barn nr. 4, hvordan ser det så ud?  Hvilket scenarie kan du bedst lide? Det er helt normalt at være i tvivl og føle sig usikker på fremtiden, når man bliver ramt af en livsomvæltning, og det er en uventet graviditet. Uagtet hvad du vælger, så vil denne graviditet have været der. At få en abort sletter ikke fortiden, derfor skal du også overveje, hvad det kan komme til at betyde for dig/jer, hvis I vælger at afbryde graviditeten.  Dette kommer desværre som en overraskelse for nogle. Læs evt. nogle af brevene i kategorien “Efter abort” Gravid og i tvivl? Skriv til Abortliniens brevkasse. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan kvinder og familier bliver påvirket af en abort. Det er kun jer der kan opveje for/imod. Jeg synes det lyder som om mange af dine bekymringer mest går på noget praktisk, og ikke på hvorvidt I ville kunne elske og rumme endnu en baby. Jeg håber dette var hjælpsomt. Du er velkommen til at ringe til Abortlinien på 48 39 48 48 kl. 19-22 søndag til torsdag, hvis du ønsker at snakke med en om dine overvejelser. De bedste hilsner Maria Kofod Primdahl, leder af Abortlinien.
40 og håbløst meget i tvivl
4. maj 2026

Spørgsmål

Hej. Jeg er 40, min mand er 44. Vi har to dejlige og velfungerende børn på 7 og 4 år. Nu er jeg gravid ved en uforsigtighed. 8+1. Min mand har egentlig altid drømt om 3 børn. Jeg har aldrig rigtig drømt om børn. Vi er begge taknemmelige for de to vi har, og var også enige om, at vi ikke skal have flere. Vi føler begge at vores familie er fuldkommen, og der er ingen i vores omgangskreds, der forventer at vi nogensinde skal have flere. Det har jeg været meget tydelig omkring. Når nu jeg så er blevet gravid, var min første tanke "shit, det skal vi ikke have." Men jeg synes også at vi ikke kan være bekendt at træffe en hurtig beslutning. Vi kan godt betegnes som ressourcestærke forældre og vi har i panik kigget på økonomien og bolig og vurderer, at vi godt kan have 3 børn. Jeg er meget opmærksom på om jeg bløder, med en blanding af håb og frygt. Vores børn har uafhængigt og uvidende begge givet udtryk for, at de godt vil have en søskende mere. Og min mand ser på mig med forelskede øjne. Men. Nøj, hvor kan jeg ikke overskue en graviditet mere med de gener, der følger med, og et halvt år med amning, ensomheden, pusletasken og oppakning, følelsen af at være låst til hjemmet, og 3 år med ble og vågne nætter. Jeg kan ikke se mig selv som højgravid, eller gå rundt med barnevogn. Jeg var færdig med alt det der. Jeg er bange for at føde, selvom jeg har haft to drømmefødsler. Jeg orker ikke at aflevere og bringe på forskellige institutioner. Flere madpakker. Flere lange putninger. Flere fritidsaktiviteter. Flere legeaftaler. Flere forældrearrangementer. Vi er allerede de gamle forældre i klassen og børnehaven. Jeg er træt og videre, jeg var igang med perimenopause, med hedeture, søvnløse nætter, hjerne tåger, nedtrykthed, humørsvingninger, uregelmæssige cykluser osv. Jeg har længe glædet mig til et liv uden bleer og toilethjælp. Og indtil den positive test glædede jeg mig til at mine børn selv kan gå i skole sammen om godt 2 år. Jeg tænker at det også er 4 år mere med et hjemmeboende barn. Men Herre Gud, det er jo kun 4 år. Jeg har rigtig svært ved at finde lysten til alt det og lysten til en baby. Jeg bliver ikke skruk, når jeg ser en baby. Men det kommer vel? Vi har vidst det her i 3 uger og synes at chokket har lagt sig. Min mand er mega klar. Men jeg hælder hverken og både til at gennemføre og til at afbryde graviditeten. Jeg forestiller mig at sidde juleaften med en baby i armene og tænke, hvor var det godt at vi gjorde det. Og at sidde juleaften og tænke, vi kunne have haft en baby på 14 dage, hvor var det godt at vi ikke fik det. Hvordan hulan træffer vi en beslutning?

Svar

Kære dig Jeg kan godt forstå at graviditeten kom som et chok, når du nu var et helt andet sted i dit liv. Du skriver at du ikke vil træffe en hurtig beslutning, det tror jeg er rigtig godt. Du har stadig god tid til at overveje situationen, og det er vigtigt ikke at træffe en forhastet beslutning. Abortgrænsen er først ved uge 18, så du har mange uger endnu. Det lyder som om, at du har meget fokus på den ekstra praktik, der vil være de første år mens barnet er lille. Det fylder selvfølgelig også meget. Hvad sker der, hvis du forestiller dig jeres familie om 5/10/15 år med eller uden et ekstra barn? Du skriver at I begge synes jeres familie er fuldkommen men samtidig lyder det også som om, at der godt kan være plads til en ekstra, hvis det er det I beslutter. Du skriver at du har svært ved at finde lysten til en baby. Som du selv skriver, så kommer det nok, hvis det er din baby. Og selv hvis ikke det kommer, så er det jo en afgrænset periode, hvor de er babyer. Som du også selv skriver, så drejer det dig mest om det første halve til hele år. Du skriver at du ikke orker en graviditet mere og en barsel med alt hvad der følger med af ensomhed og praktik. Har I talt om denne del? Kan du og din mand lave nogle aftaler, om at han tager sig af/ gør x, z, y, så du måske kan fokusere mere på at have det rart (så vidt muligt) under graviditeten og barslen? Du skriver også at du er bange for at føde, selvom du har haft drømmefødsler. Måske er der alligevel noget fra dine tidligere fødsler, der skal bearbejdes, så du kan få ændret din forventning. Dette kan en jordemoder, privat praktiserende jordemoder eller doula hjælpe med. Du spørger hvordan I træffer en beslutning. Din mand vil gerne have barnet, du er i tvivl. Det er helt normalt at være i tvivl og føle sig usikker på fremtiden, når man bliver ramt af en livsomvæltning, og det er en graviditet. Uagtet hvad du vælger, så vil denne graviditet have været der. At få en abort sletter ikke fortiden, derfor skal du også overveje, hvad det kan komme til at betyde for jeres forhold, hvis I vælger at afbryde graviditeten.  Dette kommer desværre som en overraskelse for nogle. Læs evt. nogle af brevene i kategorien "Efter abort" Gravid og i tvivl? Skriv til Abortliniens brevkasse. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan kvinder og familier bliver påvirket af en abort. Der er mange forskellige overvejelser i spil.  Jeg håber I kan træffe den beslutning der er rigtig for jer. Hvis du har lyst til at tale om din overvejsler med en udefrakommende er du velkommen til at ringe til vores telefonlinje på 48 39 48 48 torsdag til søndag kl. 19-22 De bedste hilsner Maria Kofod Primdahl, leder af Abortlinien.  
Abortfortrydelse
29. april 2026

Spørgsmål

Hej, jeg er 41 år gammel og har to børn på næsten 4 og 7 år. Livet har været godt, og selvom jeg nogle gange forestillede mig tre børn, blev jeg fuldstændig overrasket, da jeg blev uplanlagt gravid og gik i chok og med en lammende angst. Efter 8 dage kunne jeg ikke håndtere alle de negative tanker og fik en abort (i 5. uge), hvilket min mand har støttet, men ikke selv ville have valgt. Umiddelbart efter fortrød jeg det, men prøvede at lægge det i baghovedet. Men nu kan jeg ikke få det ud af hovedet; hvordan jeg nu ville være i ti uger, hvordan jeg ikke gav min søn chancen for at blive storebror. Jeg tror, ​​at min første menstruation snart kommer, hvilket kan få tankerne til at eskalere. Har andre haft det sådan, og hvor lang tid tog det at slutte fred med det? Jeg overvejer endda, om vi skal prøve at få en baby, men jeg ved, at det skal sættes på pause, da det er mine hormoner og ikke mit hoved, og jeg ved, at det ikke kan erstatte det, jeg allerede har valgt at stoppe.

Svar

Hej Det lyder hårdt for dig. Du har fortrudt din hurtige beslutning om abort, og det fylder meget for dig. Måske også for din mand? Og ja, mange andre har som dig fortrudt deres abort. Mange vælger (for) hurtigt abort ved uventet graviditet. Kaostanker kan fylde, graviditetshormoner giver mange slags følelser, mange forestiller sig, at en abort spoler tiden tilbage til før graviditeten. Men mange oplever som dig at fortryde. Og endda overveje ny graviditet. Hvor lang tid det tager at slutte fred med sin beslutning, er meget individuelt. Læs evt. her https://abortlinien.dk/efter-abort/ Vær tålmodig med dig selv. Hvem kan du tale med? Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne