For et halvt år siden fandt jeg ud af at jeg var gravid – igen.
Jeg var da netop blevet udskrevet efter længere tids indlæggelse efter en ulykke, hvor jeg bla. brækkede lårbenet og efterfølgende fik en alvorlig infektion efter operationen.
Min mand kunne ikke overskue endnu et barn, den hjemlige situation var et kaos efter at have undværet ”Mor” i 2 måneder. Argumenter som at jeg stadig var meget svag og havde været kraftig medicineret, at vores økonomi ikke kunne bære et barn mere (er selvstændig), og at min mand ikke ønskede flere børn vejede tungt i vægtskålen. Desværre lod jeg mig overtale til at få en medicinsk abort. Det forløb som det skulle, men jeg blødte meget kraftigt og min blodprocent blev meget lav.
Jeg har i forvejen 3 dejlige børn, er gift og har faktisk alle forudsætninger for at få et barn mere. Jeg er modstander af abort og havde ALDRIG forestillet mig at jeg selv skulle have én. Derfor har jeg rigtig dårlig samvittighed; for jeg føler jeg fik en ”luksus-abort” som jeg altid selv har været imod. Jeg føler skam over mit valg og har ikke fortalt det til nogen.
Her et halvt år efter har min bedste veninde netop født. Det har været meget svært for mig at følge hendes graviditet og fødsel, og hendes smukke nyfødte datter minder mig om dét jeg valgte fra. Bemærkninger fra udenforstående om ”at jeg da har børn nok…” eller ”nu bliver jeg vel ikke skruk…” sårer mig.
Mit parforhold kører dårligt, da jeg er ked af det og har mistet lysten til sex… og min mand forstår mig slet ikke. Han er for længst kommet videre og jeg kan mærke at jeg bevidst eller ubevidst bebrejder ham. Havde han ikke sagt fra, havde jeg valgt anderledes. Hvordan kan han sidde med min venindes datter i armene og sige at det er et mirakel, når han valgte vores barn fra?
Hvordan kommer jeg videre?
Den ulykkelige
Hej! Ja, det er let at høre, at du har det svært efter din abort. Din reaktion og dine følelser i fht aborten, din venindes barn og samlivet med din mand er helt naturlige. Mange kvinder, der har fået en abort, vil kunne nikke genkendende til det du beskriver. Når du tilmed altid har været imod abort er det ikke svært at forstå, at du har det så skidt.
Accepter dine følelser
Jeg vil opfordre dig til at prøve at acceptere, at det du føler og den måde du reagerer på er helt normal. Og vær tålmodig med dig selv, for det går næppe hurtigt over.
Din mand forstår dig ikke og det er også en ret normal reaktion fra en mand, hvis kone/kæreste har fået abort. Du bebrejder ham, at han sagde fra overfor jeres barn. Ja, det er naturligt at blive vred på den, der har presset til abort.
Find en at tale med
Du har nok brug for at tale med en om, hvordan du har det. Nogle kvinder i din situation har glæde af at tale med en præst om skyld og tilgivelse. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af hvor du bor. Nogle har gavn af at skrive følelser og tanker ned, evt i et brev til det lille liv, der døde. Du kan også tale med en psykolog.
Efter abort har man ret til en støttesamtale, evt med en psykolog, det kan du tale med din læge om. Uanset hvem du taler med, kunne det måske være en ide, at din mand også var med? Hvis jeres forhold skal blive godt igen, er det nok nødvendigt, at I seriøst arbejder med de konsekvenser som aborten har haft.
Du er velkommen til at ringe til Abortlinien og tale med en rådgiver.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
