Spørgsmål:
Kære brevkasse. Jeg er en ung kvinde på 31 år. Min kæreste og jeg har snart været sammen i 10 år og har tilsammen 3 skønne børn. En dreng på 4 år og tvillinger på 1 år- en pige og en dreng.
Tilbage i januar stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Det var ikke en planlagt graviditet så jeg følte mig meget splittet. Fuld af frustrationer, nervøsitet, tristhed, og glæde. Jeg var indbegrebet af alt det, man ikke burde være den dag.
Vi skulle til fødselsdag så jeg sagde intet men tog tøj på der dækkede maven til så ingen skulle se noget eller mistænke noget. En del af mig skreg indeni og den anden del af mig var tavs som en grav. Jeg har nemlig altid ønsket mig 4 børn men først når studie var afslutte og med en fast indkomst.
Det som gjorde aller mest ondt, det var, at jeg inderst inde godt kendte min kærestes svar!!! Han ønskede ikke noget – det var bare et spørgsmål om tid. Vi stod på hver side af bjerget. Han ønskede ikke barn nr 4 og jeg kunne ikke give slip på det som var så fint og smukt.
Vi diskuterede længe og jeg tog så til lægen for at se hvor langt jeg var henne. Jeg var 6 plus 4 uger henne så jeg tænkte at beslutningen ikke hastede. Men alle faktorer talte imod og fortalte mig at jeg skulle få en abort. Det var imod min egen vilje følte jeg og mit hjerte sagde fra for længst, mens men min fornuft vidste hvad der var det rigtige at gøre mens mit hjerte talte et andet sprog. “Men hvad gør man når det forkerte føles rigtigt”?
Jeg var til den første scanning og mange derefter, fordi der var mistanke om en graviditet udenfor livmoderen og hvis dette var sandt så blev valget egentlig truffet for mig, fordi det er farligt og så skal det bare væk!!!
Jeg gik og bildte mig selv ind at der var noget galt med fosteret, og det var en ” ualmindelig” graviditet, fordi så gjorde det ikke så ondt at skulle træffe det svære valg. Men det viste sig at være en helt almindelig graviditet.
Det endte ud i en medicinsk abort. Det varede over en hel weekend med min kæreste som støtte på sidelinjen. Blødningen kom på 3 dagen og derefter var jeg på benene igen med et stort savn til det der engang var. Det skar i mit hjerte om tanken om at jeg aldrig vil få det tilbage, som jeg lige havde mistet.
Men om mandagen med et enkelt telefonopkald til hospitalet fik jeg den dårlige nyhed. Mine tal var fordoblet hvilket betød jeg stadig kunne være gravid. Jeg kunne ikke overskue situationen og tanken om et kirurgisk indgreb gav mig marridt.
Jeg blev scannet igen akut og var 9 plus 4 uger henne. Jeg fik en tid den 5 marts hvor jeg fik en udskrabning af fosteret. Jeg blev lagt til at sove og da jeg vågnede igen var en del af mig forsvundet fordi noget var taget væk fra min krop, og det som var en del af mig var det ikke længere. Samtidigt følte jeg en tomhed overalt.
Jeg kom til mig selv og blev sendt hjem nogle få timer senere. Min kæreste hentede mig og vi kørte hjem sammen. Nu var der kun en vej og det var fremad i livet.
Men det er noget jeg aldrig kan give slip på, og det er en sorg jeg må lærer at leve med. Jeg vil altid have savnet til det som mangler. Drømmen fortæller mig, at det var blevet en pige, og derfor har jeg valgt at navngive hende.
Jeg bad for en baby men lavede en engel i stedet for<3
AMEN
Svar:
Hej
Det har været og er hårdt for dig med din abort, og det er helt forståeligt og naturligt. Mange kvinder vil kunne genkende det du beskriver. I brevkassen kan du læse om andre kvinders erfaringer med abort. Du kan også læse her: Efter abort
Hvem kan du tale med om aborten? Du har mulighed for at få en støttesamtale hos eller via din egen læge.
Nogle kvinder har for nogle år siden, ud fra Abortlinien, startet en gruppe på facebook for kvinder, der har fortrudt deres abort. Hvis du gerne vil i kontakt med dem, er du velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske