Jeg hader at være gravid og overvejer abort

13. november 2024
Hej.
Min kæreste og mig har set hinanden i ca. 2.5 år. For noget tid siden lagde vi mærke til, at der ikke sker noget, når vi ikke bruger prævention. Vi er også blevet undersøgt på fertilitetsklinik, hvor de ikke kunne finde en grund til det. Alligevel er der i de 2.5 år aldrig sket noget og vi regnende derfor ikke med, at vi kan få børn uden hjælp, og at vi en dag, hvor vi bliver klar ville få fertilitetsbehandling.
For ikke engang 3 uger siden sagde jeg mit sikker og godt betalt job op, da jeg hadede selve jobbet, og at jeg skulle pendle langt og køre op til 500km om dagen. Jeg fik rygsmerter og angst og er sygemeldt pt., og valgte derfor, at jeg gør noget godt for mig og siger op, selvom jeg ikke kan få dagpenge før om 5 måneder, da jeg meldte mig ind for sent.
Det ,der skulle blive frihed og ro, blev ødelagt, da jeg få dage efter min opsigelse finder ud af jeg er gravid. Nu hvor det overhovedet ikke passer. Jeg var den der tjener godt, mens min kæreste stadig er under uddannelse med dårlig elevløn de næste 14 måneder.
Jeg troede altid at jeg vil have børn og var ked af det at jeg måske aldrig kan få nogen, mens alle mine bedste venner har fået eller skal få barn til næste år. MEN Jeg har kun dårlige følelser. siden jeg tog testen for 1 1/2 uger siden.
Jeg har kvalme og er træt/udmattet og kan slet ikke være i mig selv – og det allerede nu hvor jeg er sygemeldt fra det job jeg har sagt op og ikke skal arbejde. Jeg ved ikk hvordan jeg skulle finde/starte nyt job fra næste måned eller hurtigst muligt efter, da jeg allerede uden job synes det er alt for hårdt at være gravid.
Jeg er så deprimeret og hader den her følelse af at være syg konstant, at jeg overvejer abort rigtig meget. Min kæreste anerkender at situationen er svært, men glæder sig rigtig meget og bliver ked af det over mine mørke tanker. Jeg ønsker mig lidt at miste barnet, så jeg ikke skal vælge og fordi jeg er absurd bange for at tage de der abort piller og de bivirkninger der medfølger som blødninger, kvalme, etc.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg troede aldrig at abort er noget jeg ville vælge, men jeg hader allerede nu i uge 7 at være gravid og vil bare føle mig rask og frisk igen. Nogle dage vil jeg slet ikke leve fordi det er så hårdt og jeg er ikke engang begyndt at kaste op endnu, så frygter at det værste stadig venter mig. Jeg bliver sur over tanken om at nogen får børn frivillig eller at de synes det er dejligt at være gravid. For mig er det en af de værste følelser jeg har oplevet, selvom mine symptomer ikke engang er så slem endnu.
Jeg er bange for at træffe et forkert valg. Er bange for at jeg ville hade barnet for at gøre mig syg på den her måde. Har det ikke som andre kvinder, der hader graviditeten men glæder sig til barnet. Jeg føler ingen glæde, selvom jeg den gang jeg var yngre elskede børn og ikke kunne vente at få et..
Jeg har brug for et råd, er så forvirret.
Hej
Hvor lyder det svært for dig. At du kunne blive spontant gravid, må være en lettelse, men tidspunktet passer overhovedet ikke for dig, pga din opsigelse. Og fysisk og psykisk har du det dårligt.
Det lyder til, at du har en del graviditetsgener, og også humørpåvirket. At det ikke er unormalt, er nok en ringe trøst. Og at hverken kvalme eller tristhed sjældent varer så længe, er nok også svært at forholde sig til midt i det. Du ved nok, at kvalme og træthed ofte fortager sig en del omkring 12. graviditetsuge, og det kan virke som meget lang tid lige nu. Har du talt med din læge om mulig lindring?
Det lyder også svært for din kæreste, og at I ikke kan glæde Jer sammen.
Du har aldrig tænkt, at du kunne vælge abort, hvad har du mon tænkt om abort tidligere? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du fik en abort, bortset fra, at du ville blive rask og frisk igen, ?
Du er bange for at komme til at hade barnet pga graviditetsgenerne, det er ikke en rar tanke, men det er nok ikke særlig sandsynligt. Når generne er ovre, kommer de på afstand og du bliver sikkert klar til at tage imod dit barn som alle andre mødre.
Mon ikke nogle af dine veninder også har haft det hårdt i graviditeten? Kunne du tale med en om det? En, der kan lytte til, hvor svært det er for dig, og ikke neglisere.
Håber det bedste for dig. Vær god ved dig selv, som det nu er muligt, og lad din kæreste forkæle dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Uplanlagt gravid
3. august 2026

Spørgsmål

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er 37år gammel , mor til fire skønne børn i alder 4 til 14år. Og opdagede jeg var blevet gravid da jeg var gået 8 dage over tid. Det kom fuldstændig bag på mig og kan ikke forstå hvordan det kunne ske. Min mand vil ikke have barnet og vil have mig til at få en abort. Jeg er så ked af det for føler jeg fjerner noget der er levende og det har jeg det virkelig svært ved. Men jeg kan også godt forstå min mand. Jeg har virkelig brug for hjælp. Jeg har aldrig fået en abort før og det skræmmer mig. Jeg skal have den medicinske fordi jeg kun er 5+2 og grunden til den medicinske er fordi tanken om fuld narkose skræmmer mig virkelig meget. Hjælp jeg er simpelthen så ked af det.

Svar

Hej Det lyder som en svær situation for dig! Det lyder som om, at du ikke ønsker at få aborten men at du godt kan forstå, hvorfor din mand siger, som han siger. Er der mulighed for at din mand ændre mening, hvis man får mere tid til at vænne sig til tanken. Hvordan ser jeres livssituation ud? Kan jeres familie rumme et barn mere? Du skriver at du har brug for hjælp. Er det bekymringer omkring at få en abort og hvordan det forløber, der er din største bekymring, eller er det din tvivl om hvorvidt du vil have en abort der fylder mest? Jeg forstår godt du er ked af, at stå i en situation, som du ikke har ønsket! Du er velkommen til at ringe til vores telefonrådgivning, der er åben torsdag til søndag kl. 19-22. Nummeret er 48 39 48 48, hvis du ønsker at tale med en om din situation. De bedste hilsner Maria, leder af Abortlinien.
Gravid
30. juli 2026

Spørgsmål

Jeg er 20 år og gravid med det der skulle ha været min kæreste. Han er voldelig og meget kontrollerende. Jeg er nu gravid i 14+2 og ønsker egentlig ikke en abort men politiet og mine forældre siger jeg, skal hænge på ham og være bekymret de næste 18 år når mit barn er ved hans far, hvis jeg ikke tager den abort. Der ud over siger faren han vil slå mig eller ham selv ihjel hvis jeg tager en abort. Kan jo godt se fornuften i en abort. Jeg er bare så langt inde og har knyttet mig meget til den lille og købt alt ind og ønsker ik den abort, men ønsker heller ik faren skal have kontakt til et barn, men det kan jeg jo ik fratage ham. Hvad skal jeg gøre, har ik meget tid til at tænke det i gennem.

Svar

Hej Det lyder som en meget svær situation du står i! Hvor meget dit barn skal være sammen med sin far, er noget I enten selv skal aftale eller også skal Familieretshuset involveres. Du kan læse mere om reglerne på deres hjemmeside og evt. tage kontakt og forklare din situation https://familieretshuset.dk/emner/foraeldreansvar/samvaer/. Hvis faren har været voldelig, er det ikke sikkert han skal have samvær med barnet. Du kan godt se fornuften i en abort men ønsker den ikke. Er der nogle der støtter dig i at beholde barnet? Der findes forskellige organisationer, der hjælper mødre i en sårbar situation. Du har stadig næsten fire uger inden du rammer abortgrænsen, hvilket giver dig noget tid at tænke i. Det er vigtigt ikke at træffe en forhastet beslutning. Uagtet hvad du vælger, kan beslutningen ikke gøres om. Du er velkommen til at ringe til Abortlinien når vores telefon er åben (mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og søndag) kl. 19-22 på nummeret 48 39 48 48 og snakke nærmere med en rådgiver om din situation. De bedste hilsner Maria, Leder af Abortlinien.
Abort uge 16
7. juli 2026

Spørgsmål

Jeg fik en abort i uge 16 for 8 uger siden og har stadig ikke fået min menstruation, havde dog en positiv test allerede 4 uger efter aborten. Og mine graviditets test har været negative i lang tid nu. Vil gerne blive gravid igen men forstår ikke hvorfor min menstruation ikke er kommet. Lægerne gider ikke at undersøge mig de vil bar se tiden an. Men vil jo gerne begynde at prøve igen for mulig graviditet. Har haft ubeskyttet sex siden aborten men ingen positiv test.

Svar

Hej Ofte vil menstruationen være kommet igen 8 uger efter abort, men kvinder er forskellige. Prøv at være tålmodig nogle uger endnu, og tænk på, at det kan være godt både for din krop og dit mentale helbred at restituere sig efter nylig graviditet. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne