Jeg er en 30 årig kvinde der er blevet gravid med en tidligere flirt.  Vi var sammen i knap 2 måneder i et langdistance forhold. imens vi datede var der ingen tegn på noget form for dårlig kommunikation. Vi var åben og ærlige og gav hinanden plads til holdninger forskellighed osv. Vi havde mange lange, ærlige og dybe snakke undervejs, også ang. graviditet. Når vi ikke var sammen, så snakkede vi i tlf. Vi blev meget tætte på kort tid.

Vi stoppede ret hurtigt med kondom fordi vi ikke kunne få det til at fungere. Jeg sikrede mig flere gange om han var med til at tage den risiko der kunne følge med. “Du bestemmer om du vil eller ej, jeg respektere hvis du ikke vil”, sagde jeg.  Jeg har altid tracket min cyklus på app for ikke at blive gravid og har selvfølgelig undgået dagene før og efter æggeløsning. Jeg var selv villig til at tage risikoen da jeg havde erfaringer med det aldrig var gået galt i andre forhold.

Ja det er ikke smart og heller ik stolt af det nu, det bliver også ændret på. Vi snakkede selvfølgelig også om prævention, og jeg sagde at hvis vi blev fast så ville jeg gerne starte på det, men jeg ikke var interesseret i det på nuværende tidspunkt da det stadig var nyt. Jeg har kun været seksuel aktiv i seriøse forhold og jeg ville ikke starte på noget hvis det så ikke fungerede med ham og jeg.

Vi snakkede om at hvis uheldet skete og vi ikke var klar, så ville vi få abort. Jeg svarede på det med det indblik i nuet og at fremtiden kunne se, at vi ville gå hen og blive kærester som det var ved at føre til. Som han også sagde, kun dagen før det sluttede, han har 2 børn i forvejen, så derfor ville et ekstra selvfølgelig ikke være tidspunktet.

Han fortalte med glæde om sine børn til mig, og samtalen gik også på at en skønne dag, så skulle jeg møde dem. Jeg var spændt, og glædede mig til hvad der var forude. så: hvad nu hvis? var ikke en realitet i vores samtale, hvis som sagt vores situation/forhold skulle gå hen og ændre sig. Ingen tegn på at noget var galt, vi var sammen som vi plejede, havde det godt af hvad jeg troede og fornemmede.

Jeg var meget glad, pludseligt gjorde han det forbi, helt ud af det blå. Jeg havde på ingen måde regnet med den ville komme, jeg var total i chok, jeg havde det så svært med det.

Og den weekend, der skete det så….Efter det var slut havde vi ingen kontakt og jeg var ligeså stille på vej videre, hvor jeg endte med at tage en test. og den sagde med det samme den var positiv. Jeg var flov, frustreret og sur på mig selv, jeg gik i 2 dage, og så skrev jeg til ham. I starten var han meget rolig og ville gerne være i kontakt og få snakket det ud med mig, men det ender hele tiden ud i ham og jeg forsvinder i samtalen. Jeg er så meget i tvivl om hvad jeg skal gøre.

Nu står vi i den situation at vores forhold som sagt har drejet sig fuldstændigt og at jeg dumber ind i hans liv igen.  Jeg nåede at blive præget af børn, det har jeg godt nok hele tiden været, men den sidste tid med ham har været meget. Spørgsmålet, er din store drøm at få børn har jeg aldrig kunne svare på når folk har spurgt, for ikke at blive skuffet og at det jo kræver at det hele går godt. Jeg tror på at jeg kan være alene mor, jeg har styr på mine ting. Jeg har masser af tid, og økonomien er i orden. men jeg kan også godt se det i at få en abort, men jeg har brug for tid til at tænke mig om. På den anden side er jeg også presset af det biologiske ur der bare køre derud af, og jeg har mistet håb i at nå at finde en at få børn med. I det hele taget at finde en kæreste har ikke været nemt, det ender altid med at jeg er den der bliver forladt.

Hvis jeg vælger at få det vil jeg ikke lægge nogle regler og krav for ham. Jeg har sagt at han selv bestemmer hvad han vil og føler for, om det er aldrig nogen kontakt eller om han vil have forhold til det. Men han er strid og kold og er unfair, såsom at barnet vil få et dårligt liv, pga han ik kan være far for det. At jeg skal tænke på barnet som vil trives dårligt når det vokser op og er blevet valgt fra af ham, at det ikke er et liv at sætte til verden for, og at min kærlighed til barnet ikke er nok og bare skal have en fader.

Han siger det vil ødelægge hans eget liv fuldstændigt og jeg er grundet til det, også hans børn vil det påvirke. Jeg har sagt at jeg syntes det det er taveligt at bruge hans børn i det her. Jeg kan sagtens høre på ham at han er presset og jeg bliver ved med at sige til ham at jeg godt forstår han ikke ønsker det. Men at jeg også har noget at skulle ha sagt, da det er mig der skal gå igennem det, og at lige meget hvad valget bliver, så er jeg mærket for livet pga abort. Og hvor nemt har jeg ved at blive gravid igen efter dette? jeg har oplevet en spontan abort for 5 år siden i et andet forhold. Angsten for ikke at have muligheden igen, slår mig helt ud af den og er det der gør det svært for mig at tage valget.

Det skal siges at jeg er 30 og han er 35. Jeg er bange for det ender ud i at jeg får fortaget aborten for hans skyld og ikke min egen, det vil jeg blive så ked af. Det gør det heller ik nemt ved at det er mig der er glad for ham, så jeg kan finde på at bøje mig for at gøre hvad han siger og vil og ønsker. Jeg er rundt på gulvet. min følelser er over det hele, men håber at mit brev er nogenlunde sammensat til at forstå.

Tak for dit brev til os.
Kan godt forstå at du er rundt på gulvet som du selv bekriver. Det er en svær situation du står i, med en beslutning som du skal træffe.

Der er mange aspekter i dit brev og din historie. Kan godt forstå det chok som du står i og som det har været, når ord og følelser forandrer sig så hurtigt fra den enes side af, og du bliver forladt på den måde.

Det er vigtigt, som du selv siger at tage sig god tid til at træffe den beslutning du skal. Det er et valg som du ikke kan lave om på, og som du skal leve med. Om du vælger abort eller baby.

Du nævner at du nogle gange har fået spørgsmålet i forhold til drømmen om at få børn. Det er noget som kan være godt at tænke ind i sine beslutninger. Hvad er det jeg tidligere har drømt om. Hvilke værdier har jeg med i mit liv. Kan jeg bruge disse værdier ind i min beslutning.

Du nævner at du tidligere har oplevet en spontan abort, og at angsten for ikke at kunne blive gravid igen er til stede i dig, og slår dig helt ud. Det er vigtigt at lytte til sig selv, og de følelser og tanker som man har.
Der er kvinder som oplever at få det psykisk dårligt efter en abort. Du kan læse lidt mere om det her https://abortlinien.dk/info/efter-abort

Har du nogle fortrolige omkring dig, som du kan tale med om din situation? Måske har du brug for at tale med en psykolog om din situation og det du har oplevet. Du kan kontakte din egen læge og spørge om du evt. kan få en henvisning der.

Du skriver at du tror du kan være alene mor, har styr på tingene, du har masser af tid, og økonomien er i orden.
Mange har stået i situationen før dig og været alenemor, og givet deres barn et godt liv. Mærk efter hvad der er det rigtige for dig.

Du er også velkommen til at ringe på Abortlinien 48 39 48 48. Der er åbent hver aften fra 19-22 (på nær om lørdagen).

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen, Marianne Jørgensen abortlinieleder