Gravid, men min kæreste vil ikke have barnet

7. juli 2024
Hej….
Jeg fylder 30 år om 1 måned. Min kæreste og jeg har været sammen i 7-8 år. Vi har haft en meget svær periode i vores forhold de sidste 6 måneder og nu har vi så fundet ud af at jeg er gravid i 6 uge.
Min kæreste havde egentlig tænkt at vi skulle gå fra hinanden, fordi vores forhold ikke er godt, og nu vil han have at vi skal have en abort og se om vi kan arbejde på vores forhold.
Han føler sig ikke klar. Jeg er ulykkelig, for jeg vil for alt i verden bare gerne være sammen med ham og have det her barn sammen med ham. Men han holder fast ved at han ikke er klar og at vi skal have en abort. Jeg vil ikke have nogen abort!
Graviditeten var selvfølgelig ikke planlagt, men jeg havde aldrig troet at vi skulle stå i det her.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Kan godt forstå det er en svær situation du og I står i.
I har haft det svært i jeres forhold, og din kæreste ønskede at gøre det forbi. Nu er du blevet gravid, han ønsker du skal få en abort og at I skal arbejde på jeres forhold.
Det er vigtigt ikke at træffe en for hurtig beslutning. Det er et valg som du ikke kan lave om.
Det er vigtigt at lytte til hvilke værdier der betyder noget for dig i dit liv. Du skriver at du ikke vil have en abort. Hvad er det der gør at du ikke ønsker en abort? Kender du nogle som har fået en abort?
En del kvinder som har været i tvivl om de skal have en abort, eller som er blevet presset til at få en abort, kan opleve at få det psykisk svært bagefter. Det kan du læse lidt om på vores hjemmeside under https://abortlinien.dk/info/efter-abort/
Som par er det selvfølgelig vigtigt at tale sammen om beslutningen. Det er en beslutning I skal leve med – baby eller abort.
Hvem har I som I kan snakke med? Har I nogle gode fortrolige venner som I kan tale med om jeres situation.
Nogle har også glæde af at tale med en psykolog. Måske vil I have brug for det, også netop når jeres parforhold har været problematisk.
Du skriver at han føler sig ikke klar til at skulle have et barn. Hvad er det der gør at han ikke føler sig klar? En graviditet er forholdsvis lang, og ventetiden kan bl.a. bruges til at få nogle ting gjort klar. Så man er mere forberedt.
Nogle mænd og også kvinder kan også opleve at være i en slags chok, lige når man finder ud af at man venter sig, og derfor kan han føle han ikke er klar lige nu. Men det kan måske ændre sig i graviditeten.
Du ønsker ikke en abort. Men hvis du beholder barnet, bliver du måske alenemor. Det er en svær situation for dig. Hvad vil du helst leve med: barn, måske uden din kæreste eller abort, måske holder forholdet, måske ikke.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation.
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen, Marianne Jørgensen abortlinieleder

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Spontan bort og ujævn cyklus
8. april 2026

Spørgsmål

Hej Jeg fik en spontan abort i uge 7+4 for ca. fire måneder siden. Jeg fik menstruation igen en måned efter, men siden har min cykluslængde været uregelmæssig. Den var helt regelmæssige før graviditetstabet. Er det normalt?

Svar

Hej Det er trist med din spontane abort. Menstruationscyklus kan ændre sig efter graviditet. Det er ikke mange cyklusser, du har haft, efter din abort, så måske det snart ændrer sig til mere regelmæssighed. Tal evt. med din læge om det. Måske du har været gravid igen og aborteret meget tidligt... Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
21 år og meget i tvivl
7. april 2026

Spørgsmål

Hej Jeg er 21 år og er blevet gravid, og jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig helt ærligt meget rundt på gulvet i det hele. Det svinger hele tiden, nogle gange kan jeg mærke, at jeg godt kunne beholde, og andre gange føles det helt forkert igen. Det er som om jeg ikke kan finde en ro i nogen af valgene. Jeg har altid ønsket mig at blive mor, og også gerne forholdsvis ung. Så det er ikke fordi tanken om et barn er forkert. Men det føles bare ikke som det rigtige tidspunkt, og ikke i den her situation. Det er som om det er det rigtige ønske, men på det forkerte tidspunkt. Jeg er næsten færdig med min uddannelse, har fast job, bor ude og har egentlig en stabil økonomi, så på papiret har jeg styr på mange ting. Men indeni føles det hele stadig meget uoverskueligt, fordi jeg slet ikke havde planlagt det her nu. Jeg havde forestillet mig, at jeg lige skulle færdiggøre min uddannelse og måske have lidt mere styr på mit liv først. Noget af det, der fylder allermest, er faren til barnet. Vi har kun set hinanden i omkring 5 måneder, og jeg ved ærligt talt ikke, om jeg kan se en fremtid med ham. Jeg føler ikke, vi har kendt hinanden længe nok til at tage sådan en stor beslutning sammen, og det gør mig utryg. Han er til gengæld slet ikke i tvivl. Han vil gerne have barnet, og jeg kan se, hvor ked af det det gør ham, når jeg nævner abort. Det påvirker mig virkelig meget, og jeg er bange for, at jeg kommer til at træffe mit valg ud fra hans følelser i stedet for mine egne. Samtidig ved jeg også, at det er mig, der skal bære barnet, og mig der skal leve med konsekvenserne i hverdagen. Og det gør det endnu sværere, fordi jeg føler et stort ansvar for at vælge rigtigt. Jeg kan mærke, at jeg er splittet mellem mit hjerte og min fornuft. Der er en del af mig, der virkelig gerne vil have det her barn, men der er også en del af mig, der bliver bange for alt det, der følger med. Jeg er bange for at vælge forkert. Bange for at fortryde, uanset hvad jeg vælger. Hilsen Den meget fortvivlede pige

Svar

Hej Ja, det lyder svært for dig. Du har tidligere gjort dig overvejelser om at blive mor, og gerne ung mor. Faderen er du ikke sikker på, du har en fremtid med; er det tanker du har fået efter du fandt ud af graviditeten eller tidligere? Hvad tænker du om abort? Du er bange for at fortryde en abort, hvordan tror du, det vil være for dig? Som mange andre gravide i tvivl, oplever du dig splittet mellem hjerte og fornuft. Overvej, om hjertet (beholde barn) kan tale fornuft, lige såvel som "hjernen (abort)"? Du er også bange for at fortryde en beslutning om at beholde barnet. Du skriver om timing bl.a ift. uddannelse, men mest er du usikker ift. faderen. Havde I talt om, at du kunne blive gravid? Hvis du vælger abort, fortryder du måske. Og måske koster det forholdet, fordi beslutningen er din og ikke hans. Hvis du vælger barn, fortryder du måske, nok særligt, hvis forholdet ikke holder. Hvis du vælger at beholde barnet, og forholdet ikke holder, hvem kan da hjælpe dig? Hvordan ser dit netværk ud? Hvordan kan dine værdier hjælpe dig med at træffe det valg, du gerne vil leve med? Hvem kan du tale med?   Jeg vil opfordre dig til at tage dig tid til at finde ud af, hvad du vil. Mange får en abort, uden at være sikker på den beslutning. Men abort spoler ikke tiden tilbage til før graviditeten, og mange fortryder.   Læs evt. om abort her https://abortlinien.dk/abort/ Du kan også læse personlige beretninger, bl.a. fra unge https://abortlinien.dk/historie/   I brevkassen kan du læse om andres erfaringer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk , og du kan ringe til Abortlinien 48394848   Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Spontan abort i uge 8
15. marts 2026

Spørgsmål

Jeg havde for 3 uger siden en spontan abort i uge 8. Jeg havde selv opsøgt egen læge og privat scanningsklinik ugen forinden SA, da jeg havde på fornemmelsen, at noget ikke var som det skulle være (er mor til 1 i forvejen). Aborten var et voldsomt chok, og den sidder fortsat i mig - så mange drømme der er forsvundet (udskudt som min kæreste siger). Fosteret var ikke vokset siden uge 5+6. Og netop lige dér var jeg begyndt at løbe igen (efter at have været skadet og ude af løbe form i to måneder), og jeg løftede en tung kasse..... Jeg er så bange for, at dét har været grunden til min abort.... Jeg stoppede hurtigt med at bløde og har lige haft ægløsning igen (tror jeg). Men det er her flere spørgsmål ramler ned over mig og skubber mig ned i et hul igen. Var det min skyld sidste gang? Mindsker løb chancen for at et æg sætter sig fast, og forstørrer risikoen for tab (jeg tør simpelthen ik løbe)? Hvad nu, hvis jeg ikke bliver gravid nu/eller snart, kan jeg være i den sorg? Aldersforskellen bliver større og større mellem vores børn? Hvad hvis jeg mister igen?  

Svar

Hej Det er trist med din abort, og helt forståeligt, at du reagerer. Og forståeligt, at du får tanker, om noget har forårsaget aborten. -Det vil ingen kunne fortælle dig. Men at løfte tunge ting er ikke tilrådeligt for gravide. Mange kan løbe under graviditet, men måske du skal svømme eller andet under din næste graviditet. Prøv at lade være med at bebrejde dig selv, for du ved ikke, hvad aborten skyldtes. Sørg over det mistede lille liv, og prøv at have gode forventninger til at næste graviditet forløber komplikationsfrit. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne