Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid min kæreste vil ikke have barnet

Spørgsmål:

Hej….

Jeg fylder 30 år om 1 måned. Min kæreste og jeg har været sammen i 7-8 år. Vi har haft en meget svær periode i vores forhold de sidste 6 måneder og nu har vi så fundet ud af at jeg er gravid i 6 uge.

Min kæreste havde egentlig tænkt at vi skulle gå fra hinanden, fordi vores forhold ikke er godt, og nu vil han have at vi skal have en abort og se om vi kan arbejde på vores forhold.

Han føler sig ikke klar. Jeg er ulykkelig, for jeg vil for alt i verden bare gerne være sammen med ham og have det her barn sammen med ham. Men han holder fast ved at han ikke er klar og at vi skal have en abort. Jeg vil ikke have nogen abort!

Graviditeten var selvfølgelig ikke planlagt, men jeg havde aldrig troet at vi skulle stå i det her.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Svar:

Kan godt forstå det er en svær situation du og I står i.

I har haft det svært i jeres forhold, og din kæreste ønskede at gøre det forbi. Nu er du blevet gravid, han ønsker du skal få en abort og at I skal arbejde på jeres forhold.

Det er vigtigt ikke at træffe en for hurtig beslutning. Det er et valg som du ikke kan lave om.
Det er vigtigt at lytte til hvilke værdier der betyder noget for dig i dit liv. Du skriver at du ikke vil have en abort. Hvad er det der gør at du ikke ønsker en abort? Kender du nogle som har fået en abort?

En del kvinder som har været i tvivl om de skal have en abort, eller som er blevet presset til at få en abort, kan opleve at få det psykisk svært bagefter. Det kan du læse lidt om på vores hjemmeside under https://abortlinien.dk/info/efter-abort/

Som par er det selvfølgelig vigtigt at tale sammen om beslutningen. Det er en beslutning I skal leve med – baby eller abort.
Hvem har I som I kan snakke med? Har I nogle gode fortrolige venner som I kan tale med om jeres situation.
Nogle har også glæde af at tale med en psykolog. Måske vil I have brug for det, også netop når jeres parforhold har været problematisk.

Du skriver at han føler sig ikke klar til at skulle have et barn. Hvad er det der gør at han ikke føler sig klar? En graviditet er forholdsvis lang, og ventetiden kan bl.a. bruges til at få nogle ting gjort klar. Så man er mere forberedt.
Nogle mænd og også kvinder kan også opleve at være i en slags chok, lige når man finder ud af at man venter sig, og derfor kan han føle han ikke er klar lige nu. Men det kan måske ændre sig i graviditeten.

Du ønsker ikke en abort. Men hvis du beholder barnet, bliver du måske alenemor. Det er en svær situation for dig. Hvad vil du helst leve med: barn, måske uden din kæreste eller abort, måske holder forholdet, måske ikke.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation.

Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen, Marianne Jørgensen abortlinieleder