Spørgsmål:
For cirka 5 måneder siden var jeg udsat for en voldtægt. På det tidspunkt følte jeg ikke, at det var en “rigtig” voldtægt. Jeg havde for en gang skyld drukket mig meget fuld. Sammen med en veninde var jeg taget med to nogle unge mænd hjem tidligt på morgenen for at spise tacos.
Min veninde havde lagt sig til at sig til at sove i ekstra værelset og jeg på sofaen. Lidt senere vågner jeg halvt afklædt og den ene fyr ligger nøgen ved siden af. Han får mig halvsovende med ind i en seng og jeg ligger mig for at sove videre. Det er endnu ikke gået op for mig, hvad der er sket. Han begynder at ville have sex og jeg siger nej flere gange. Men han fortsætter. Det er som at jeg ikke kan bevæge mig eller råbe på hjælp. Jeg ligger bare der lamslået.
Da han er færdig for tredje gang får jeg samlet kræfter og får ham væk. Jeg klæder mig på i stuen og henter min veninde og går i forvejen ud ved hoveddøren. Da vi går hjem siger jeg ingenting. Da jeg så kommer hjem, kommer to af mine kollegaer hen til mig, da jeg ligger grædende på en solsengen på balkonen. Jeg fortæller, hvad der er sket, men de siger ikke så meget.
Jeg tager på hospitalet nogle dage efter og får gjort et rape kit. Men eftersom jeg har været i bad mange gange siden er det ikke så fyldestgørende. Jeg vakler mellem om jeg skal anmelde ham eller ej. Han virker ikke til selv at have opfattet, at han voldtog mig. Til sidst ender jeg med ikke at anmelde ham. Det er ikke gået op for mig, at uanset hvor fuld, ung og dum han var, så var det en voldtægt.
Da jeg får lavet rape kit, får jeg taget en negativ graviditetstest og får en fortrydelsepille. To uger senere tager jeg endnu en negativ test og tænker ikke mere på det. Jeg lægger ikke mærke til udebleven menstruation, da jeg næsten aldrig får den. Jeg gik igennem en periode, hvor jeg mistede en veninde til cancer og havde problemet med ansatte på jobbet. Jeg havde store humørsvingninger, men tænkte ikke på det. Jeg havde ingen andre symptomer.
Da jeg bor under sydligere himmelstrøg var det længe siden jeg havde haft jeans på. Da jeg en dag prøver dem undrer jeg mig over, hvor stramme de er blevet siden jeg sidst havde dem på. Men jeg havde også haft en lang periode med virkelig god appetit.
Jeg ventede et par uger. En dag så jeg mig selv i bikini efter en god stor frokost og bemærkede var rund og oppustet min mave var. Næste morgen tog jeg en test og den var positiv. Jeg havde ikke haft sex efter voldtægten og blev bekymret da det jo var flere måneder siden. Der gik et par uger med at samle tankerne og få styr på forsikring, sygesikring, job og reglerne i det land jeg er bosat og arbejder i.
Endelig var jeg klar og tog kontakt med en privat klinik, da det var mest trygt. Jeg blev scannet 2 dage senere og var 20+4. Det kom egentlig ikke som et chok, da jeg i hvert fald den seneste uges tid havde mærket mere og mere liv. Jeg fik booket tid til abort mest bare for at have muligheden og virkelig mærke efter, hvad jeg ville gøre. Men aborten krævede en flyrejse til den anden ende af landet og store omkostninger.
Jeg var meget usikker, da jeg tidligere har haft 4 provokerede aborter, som jeg blev nødt til at få pga. sygdomsforløb og andre risici. I 2014 fødte jeg en lille pige i uge 26 som døde få minutter efter fødslen. Desuden har jeg været fostermor for et barn de første 2 år af hendes liv. Det hårdeste jeg nogensinde har prøvet var at give min lille pige tilbage til hendes rigtige forældre. Jeg havde derfor ikke lyst til at miste endnu et barn, men havde heller ikke lyst til at få et barn efter en voldtægt.
I landet jeg bor i er sidste dag for abort uge 22+5 og jeg havde tid et par dage inden den dag. To dage før aborten er planlagt, bliver min veninde drugget og udsat for voldtægt og hun støtter sig meget op af mig. Jeg åbner op om min historie og bliver under dagen helt sikker på, at jeg vil have abort. To dage senere rejser jeg til klinikken. Jeg får på en dag fløjet frem og tilbage, foretaget aborten i fuldnarkose og været på opvågningen.
Jeg tager en taxi fra lufthavnen og hjem, men har det så godt, at jeg lige vælger at hente min cykel på vejen. Jeg skal herefter gå/cykle 10 minutter hjem. Jeg når ikke så langt og besvimer næsten midt på gaden, mens jeg taler i telefon med en veninde som har hjulpet mig gennem processen. Hun kommer og henter mig og får mig hjem i seng.
Lægerne anbefalede minimum 3 sygedage, da jeg havde været igennem en ret sen abort og samtidig ikke havde spist eller sovet i næsten en uge pga. tanker og problemer. Næste morgen vågner jeg med feber, men tager på job. Jeg valgt ikke at sygemelde mig pga. underbemanding på kontoret og et team jeg må være der for.
Jeg klarer 6 timer, og så har jeg 41 i feber, ryster og kan næsten ingenting, hverken gå eller stå. Jeg tar kontakt til min veninde som sidder på samme kontor og hun kører mig hjem. Jeg tager en masse medicin og hviler nogle timer. Da jeg vågner kort efter midnat kontakter jeg en læge og de mistænker sepsis (blodforgiftning).
Jeg bliver sendt hjem efter nogle prøver og hviler i et døgn mere. Derefter fortsætter jeg med 10 timers job om dagen. Samtidig små jeg være fuldtidsstøtte for min veninde, som for nylig var ude for et overgreb og samtidig kæmper med alkoholmisbrug efter dette.
Jeg har nu cirka en uge efter (fortsat uden søvn og uden noget videre smertestillende, dog med fin appetit) nået bunden. Jeg har voldsomme sammenbrud med mange psykiske ting som plager mig og hvor jeg græder meget. Jeg forsøger holde smerten ud, men jeg har voldsomme kramper, kvalme, svimmelhed og feber hele tiden.
Jeg er virkelig usikker på om alt er okay. Jeg skal først til klinikken til efterundersøgelse om nogle dage. Jeg føler mig udmattet og uoplagt hele tiden, og kæmper med tankerne. Det kan være svært at kommunikere med hospitalspersonale og klinikken pga. sproget og en anden fremgangsmåde i processen. Derfor er mit spørgsmål, er det normalt at have så mange smerter og “bivirkninger” 8 dage efter sen abort?
Hvad kan jeg gøre for at få det bedre psykisk? Jeg kæmper med tanker som savn efter at mærke liv hver dag og skam over at have fået så sen en abort. Desuden føler jeg mig tom, har søvnbesvær og koncentrationsbesvær. Og jeg kan ikke undgå at lægge mærke til børn, børnetøjsbutikker og gravide.
Fordi jeg føler mig så trist og nedtrykt føler jeg, at jeg er på vej mod en depression, men samtidig er jeg lidt lettet. Jeg nød egentlig graviditeten de uger jeg mærkede liv, men er ret sikker på, at jeg ikke ville have barnet. Hvad kan være et skridt i den rigtige retning for mig?
Svar:
Hej
Der er gået nogle dage, siden du skrev, så du har nok været til efterundersøgelse og fået svar på dine spørgsmål ang de fysiske efterreaktioner.
Mht din psykiske reaktion vil jeg opfordre dig til at læse i brevkassen om andres reaktioner efter abort og at læse her: Efter abort
Prøv evt at skrive noget ned om, hvad du føler og tænker.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske