Spørgsmål:
Hej! Jeg er 17 år og opdagede her igår at jeg er gravid :( Jeg er helt ulykkelig.. Jeg har ingen anelse om, hvor langt henne jeg er.. Jeg er på p-piller men min menstruation er alligevel meget uregelmæssig. Da jeg stoppede med dem, kom min menstruatation ikke, men jeg tænkte, at det nok fordi den var uregelmæssig, som den plejede at være. 5 dage efter havde jeg plet-blødt lidt, men det var MEGET lidt, og så jeg troede bare at det var sådan.
Her på mandag skal jeg til lægen og se, hvor langt jeg er henne. Jeg er bare sikker på, at jeg ikke vil kunne klare at få et barn som 17 årig. Jeg er på ingen måde moden nok, går på gymnasiet og vil ikke kunne tage ansvar for et barn, overhovedet ikke.
Hvis jeg uheldigvis jeg er mere end 12 uger henne, hvor stor chance vil du så tro jeg har for at kunne få en abort alligevel? Har læst en masse og der stod blandt andet “med fare for at kvinden ikke kan opretholde omsorgen for andre børn eller ikke er i stand til at tage sig tilstrækkeligt af barnet” er en af de ting, som kan give tilladelse til det, og så tænker jeg bare, om det er godt nok?
Jeg er bare alt for ung og umoden! Vil blive glad for hurtig svar, da jeg er ved at bryde helt sammen.
Svar:
Hej. Jeg kan godt forstå, at du er ulykkelig. Men du har et sexliv og ingen prævention er 100% sikker, og sex kan føre til graviditet.
Jeg kan ikke spå om din mulighed, for at få sen abort. Det vil nok afhænge af, hvor langt du er henne i højere grad end, hvor moden du er. Overvej, at bortadoption også er en mulighed. Og overvej, at abort er en svær ting, også selvom graviditeten er uplanlagt og uønsket.
Du er velkommen til at skrive igen, når du har været hos lægen.
Venlig hilsen
Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Relateret læsning: Ung og gravid