Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid efter fertilitetsbehandling, men fortryder

Spørgsmål:

Hej. Jeg er 28 år og er i et parforhold på 6. år. Jeg fik for et par år siden at vide, at jeg næppe kunne blive naturligt gravid, og at jeg derfor skulle bede om henvisning til fertilitetsbehandling, når min kæreste og jeg ønskede graviditet. I december besluttet vi, at det nok var tid, for det kunne jo tage lang tid i behandling, hvis da nogensinde ville lykkes. Vi startede i behandling i marts i år og efter to mislykkede inseminationsforsøg, blev jeg gravid i det tredje.

Jeg er i dag 4+2, og efter jeg testede positivt for et par dage siden, har jeg været fuldkommen ude af den. Jeg græder hele tiden, må melde mig syg fra job fordi jeg er så ulykkelig og kan slet ikke fungere. I går var jeg endda på nippet til at ringe til psykiatrisk skadestue, fordi jeg fik meget dystre tanker og følte angst. Det hele bunder i, at jeg føler fortrydelse over det at få et barn.

Jeg frygter mistet frihed, og at jeg faktisk slet ikke har lyst til at være mor. Jeg er så skamfuld over det, især fordi vi netop aktivt har opsøgt det via fertilitetsbehandling. Jeg overvejer endda abort og et liv uden børn.

Min kæreste er meget lyttende og støttende, og han står mig last og brast uanset hvad, der måtte ske. Har talt lidt med min mor om det, og hun er meget afvisende og vred over, at jeg har det så skidt med graviditeten, jeg burde jo være lykkelig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu?  KH.

Svar:

Hej
Hvor må det være en mærkelig og svær situation for dig, planlagt gravid og helt ude af den. Du skriver, at du faktisk slet ikke har lyst til at være mor. Har du haft lyst til at blive mor? Hvordan havde du det efter de to mislykkede inseminationsforsøg? Har noget ændret sig, bortset fra at du er blevet gravid?

Jeg vil opfordre dig til at tage det med ro. Du har lige testet postiv, det er fortsat meget nyt for dig. Og du er ikke den første, der er blevet rystet pga en positiv test. Heller ikke selvom graviditeten var ønsket og planlagt. Det er overvældende at forholde sig til at skulle være mor.

Det er ikke “et krav” at skulle være lykkelig, selvom mange er det lige fra graviditeten er konstateret. Husk på, at som gravid er du fuld af graviditetshormoner, der ofte påvirker humøret og psyken. Alle de følelser og overvejelser du nu er fuld af, kan sagtens ændre sig iløbet af graviditeten. Der er længe til termin. Og du behøver ikke fortælle andre endnu, at du er gravid.

Du overvejer abort, og er skamfuld over det. Hvad tænker du om abort, der gør dig skamfuld? Ligenu lyder du meget følelsesmæssig uligevægtig, det er ikke det rette tidspunkt at tage så drastisk en beslutning, som abort er.

Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Hvem kan du tale med udover din kæreste og din mor? En søster eller en veninde, der selv har prøvet at være gravid?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske