Spørgsmål:
Jeg fik en abort for 2 år siden og fortryder det hver eneste dag. Jeg vil have et barn og har ville det siden aborten. Men nu er det blevet så slemt at jeg føler at jeg ingen livslyst har.
Er det forkert at få et barn på baggrund af at man har mistede et andet?
Når det er aborten der har gjort mig ulykkelig. Vil et barn så gøre mig glad igen?
Svar:
Hej. Du har det meget svært efter din abort og du har fortrudt, at du fik aborten. Det er naturligt at have det som dig efter en abort. De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort og det kommer bag på mange. Mange kvinder ønsker –og får et barn- hurtigt efter en abort, fordi de har fortrudt.
Hav tålmodighed med dig selv
Hvad kan du gøre? –Du kan have tålmodighed med dig selv, du kan sikkert få det godt igen, men aborten vil altid være en del af din livsbaggage. Du skriver, at du ingen livslyst har. Måske skulle du tale med din læge om det. For nogle er det en hjælp at skrive ned, hvilke tanker og følelser man har nu og i fht aborten. Måske skrive et brev til det lille liv. Har du nogle fortrolige, du kan tale med om, hvad du føler og tænker? Nogle, der vil tage dig seriøs og ikke neglisere. Typiske reaktioner efter en abort er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede. For nogle er det en hjælp at tale med en præst om skyld og tilgivelse. Hvis du har lyst til det, kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af dig. Nogle får hjælp ved at tale med en psykolog.
Tror du kan blive glad igen
Om det er forkert at få et barn på baggrund af en abort, kan man nok ikke sige. Men det vil nok være sundt for dig selv og godt for barnet, at du er så meget “ovre” aborten, som du kan komme. Jeg tror, du kan blive glad igen, men det kommer nok ikke “automatisk” fordi du får et barn.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk, du kan også ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske