Spørgsmål:
Jeg har 2 dejlige børn allerede, og jeg var på mini-piller som man skal tage hver eneste dag. Jævnligt har jeg dog glemt en… Derfor skænkede jeg det ikke en eneste tanke, da jeg glemte en i min sommerferie med familien.
Efter ferien havde jeg nogle dage, hvor jeg var ramt af en enorm træthed. Næsten som en tåge, der kun blev afhjulpet af at sove. Denne træthed fortsatte, og kaffe hjalp ikke. Havde endda ikke engang lyst til kaffe. Derudover spiste jeg fastfood flere dage i træk hvilket jeg troede var pga. trætheden. Men lysten til den slags mad var så stor, at jeg selv cyklede hen på McD for at få det.
Pludselig ramte det mig som et lyn: Jeg havde kun haft det sådan, nøjagtig sådan, da jeg var gravid . Jeg købte en test og vidste den ville være positiv, og det blev den med det samme. Min tanker og følelser var: nej! nej tak! jeg vil ikke være tyk og træt!
Vi bor i en lille 3 værelses lejlighed, vi har så mange skænderier og konflikter i hjemmet, både mig og manden, og med børnene, jeg er lige blevet fyret og hvis jeg skal gennemføre en graviditet nu, skal jeg være på dagpenge og barsel de næste 2 år og det har jeg ikke råd til! Jeg har ikke engang råd til en vuggestueplads, og hvordan skal jeg kunne aflevere mine store børn i skole, med et spædbarn på armen? Skolen er ikke i gåafstand, og jeg har ikke bil. Og man kan jo ikke cykle med et spædbarn. Jeg var nervøs for søvnløse nætter, trætheden, den lange barsel uden nok penge på kontoen, og en smadret krop… Nej tak. Jeg ville have graviditeten væk.
Jeg bruge rigtig lang tid i telefonkø dagen efter for at komme igennem til en læge og derefter gynækolog. Jeg vidste ikke hvor langt henne jeg var. Der skulle gå 4 dage før jeg kunne få en tid. 4 dage hvor jeg var konstant sulten, og følte jeg “fodrede” et lille barn, som jeg ikke havde tænkt mig skulle leve.
Jeg var til en jobsamtale en af dagene. Det var så hårdt at skulle afsted til en jobsamtale og vide, at jeg var gravid, og at jeg ville have det væk, fordi jeg skulle have jobbet. Jeg blev scannet og var 6+4 . Jeg fik det skidt da jeg ved at de måler livmoderen/fosteret for at se hvor stort det er. Jeg havde lyst til at spørge, om det var levende. Mit lille barn. Men jeg gjorde det ikke.
Jeg fik abortpillerne, og aborterede dagen efter. Jeg var lettet den dag. I dagene mens jeg blødte, drømte jeg om et barn. Et lille barn jeg rakte ud efter, og tog i mine arme. Jeg så en barnevogn for mig. Efter et par dage, så følte jeg, at jeg måske ikke havde tænkt mig nok om inden aborten, fordi jeg var fokuseret på at det skulle væk. Jeg modtog afslag på jobbet. Jobsamtalen, der havde kostet mig så meget. En så høj pris, og så bare en afvisning. De tunge tanker begyndte at fylde mere. Følelsen af tomhed, tristhed, og tab og savn.
Min mand er ret uforstående, og jeg prøver ikke at bringe det på banen, da han mener vi ikke havde noget valg og at aborten jo ikke var et barn. Og jeg ved også godt det ikke hjælper at fokusere på det dårlige. Men det hober sig op indeni mig. Og jeg er alene i det. Jeg ved ikke om jeg fortryder aborten. Jeg ved ikke hvad det rigtige valg var/er. Jeg kan ikke snakke med nogen om det.
Svar:
Hej
Det lyder svært for dig. Det, du beskriver, om tomhed, tristhed, tab, savn, og alenehed er helt genkendeligt ift, hvad mange andre kvinder beskriver efter abort. Mange kvinder tænker også som dig, om abortbeslutningen måske blev taget for hurtigt. Den høje pris, som abort ofte har, kommer bag på mange. -Havde du forventet psykisk reaktion efter abort? Havde du talt med lægen om det?
Læs evt her: https://abortlinien.dk/info/efter-abort/ og læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Skriv evt noget om dine tanker og følelser i forbindelse med aborten. Overvej igen, om der er en veninde eller anden, som du kan tale med og som ikke negliserer din oplevelse, men lytter til dig. Sprøg evt din læge efter en støttesamtale, som man har ret til efter abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.
Håber, det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske