Spørgsmål:
For lidt over et år siden fandt jeg ud af at jeg var blevet gravid…jeg var 45 og mangler den ene æggestok efter en graviditet udenfor livmoderen. Min kæreste har ekstrem lav sædkvalitet og har fået hjælp til barn i tidligere forhold. Så selv om at odds var imod os, så lykkedes det alligevel.
Vi tog en fælles beslutning om at vi ikke skulle beholde det, og fik sat gang i en abort. Jeg fik en medicinsk abort, trods det lige var på grænsen. Det virkede så ikke, så de måtte prøve igen. Og da det så heller ikke virkede, måtte de gøre det kirurgisk.
Hele forløbet tog 16 dage før de kunne fortælle mig at alt var ude…Det var vanvittig hårdt, men på grund af nyt arbejde måtte jeg parkere den så godt jeg kunne og fokusere på det nye arbejde.
Nu kan jeg så mærke her et år efter, at jeg stadig ikke er kommet mig over det. Min sindstilstand ændrede og det føles som om at noget inden i mig gik i stykker. Jeg har været ked af det siden og føler mig ikke som mig selv. Mit selvværd er lavt og jeg er pludselig blevet usikker og bliver hurtigt jaloux og mistænker min kæreste for alverdens ting. Var hos lægen for en uge siden og fik konstateret en funktionel depression. Men kan det være den abort der satte det hele i gang? Og er der et godt råd derude for hvad jeg kan gøre?
Svar:
Hej
Det er barsk, det du fortæller, både med din langvarige abort og din efterfølgende reaktion. Men det er desværre en virkelighed, du deler med mange kvinder.
Du er ikke kommet dig over din abort for et år siden. Og har nu fået konstateret depression, og spørger, om aborten har sat gang i det. Det er det højst sandsynlig. Tænker du, din ked af det-hed og dit dårlige selvværd kan have andre årsager?
Talte du med lægen om din abort? Har du talt med nogen om den, eller helt parkeret den, som du skriver?
Hvad tænkte du mon om abort tidligere? Havde din læge fortalt dig om mulige psykiske reaktioner?
De fleste kvinder reagerer psykisk på abort. Det kan være lige efter eller senere og i forskellig sværhedsgrad og længde.
Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Læs evt her: https://abortlinien.dk/info/efter-abort/
Du kan få det bedre, og det kan tage tid. Skriv evt noget ned om, hvad du føler og tænker. Tal gerne med fortrolige, der vil lytte uden at neglisere din oplevelse. Tal evt med en professionel, der kender til og anerkender abortens ofte høje pris.
Håber det bedste for dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske