Spørgsmål:
Hej. Jeg står i en virkelig svær situation. Jeg har en lille baby på knap 9 måneder og har netop fundet ud af, at jeg er gravid igen, 6+2 uger henne, selvom vi har brugt beskyttelse. Under min tidligere graviditet var jeg i stor risiko for at føde for tidligt og blev derfor sygemeldt. Jeg måtte ligge ned de sidste par måneder, men heldigvis nåede jeg til terminen. Nu er jeg bange for, at det samme kan ske igen.
Jeg har svært ved tanken om en abort, da jeg jo ønsker et barn mere – bare ikke lige nu. Jeg frygter, at min krop endnu ikke er kommet sig ordentligt efter den sidste graviditet, og at jeg igen vil ende med at skulle ligge ned resten af graviditeten. Det vil være enormt svært, især med en lille baby, der endnu ikke kan gå, og som jeg heller ikke kan bære rundt på, hvis det bliver nødvendigt.
Jeg har grædt meget over tanken om at skulle fjerne noget, jeg ser som den største gave, men samtidig er jeg så bange for at gennemgå det samme igen. Jeg frygter, at jeg ikke vil kunne være der for min søn. Det gør valget endnu sværere, da jeg ved, at jeg kan have udfordringer med at blive gravid igen, fordi min menstruation ikke er regelmæssig.
Min mand og jeg har talt meget om det. Han ønsker selvfølgelig også barnet og siger, at han vil gøre alt for at få det til at fungere, så vi kan beholde det. Alligevel er frygten der stadig. Under min sidste graviditet fik han en depression, og jeg stod meget alene, hvilket også er en stor bekymring nu, hvor vi kan ende med to små børn.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så i tvivl om, hvorvidt en abort vil ødelægge mig, men jeg er samtidig også bange for at tage den risiko. Lægerne har nævnt, at der findes medicin, som måske kan forebygge for tidlig fødsel, men selv med den hjælp må jeg stadig ikke bære rundt på mit barn.
Svar:
Det er en svær situation du står i, med mange tanker og bekymringer. Det er helt naturlige reaktioner med det du har oplevet i din tidligere graviditet.
Det lyder til at din mand og dig snakker godt sammen, og støtter hinanden. Det er dejligt.
Din bekymring om selve graviditeten, om du er i risiko for at føde for tidligt, har du måske allerede talt med din læge om. Ellers vil jeg anbefale, at du taler med vedkommende om hvilke tanker du går med, og hvad du er bekymret for. Måske der er nogle anbefalinger om støtte i din hverdag under graviditeten.
Du er bekymret for at din mand under sidste graviditet fik en depression, og om det skal gentage sig igen. Har du fortalt din mand denne bekymring? Hvad tænker han om det? Måske han kan snakke med sin læge også, om han kan gøre noget for at forbygge det:
I forhold til at kunne være der for din søn på knap 9 måneder, lyder det til at din mand vil støtte dig, måske også omkring nogle praktiske ting. Måske har I noget familie eller nære venner, som også i en periode kan hjælpe jer lidt, med noget af det praktiske, så du netop også kan være der for din søn.
Du beskriver, at du har svært ved tanken om abort. Du har grædt meget over tanken om at fjerne noget, du ser som den største gave. Samtidig er du bekymret for om du skal gennemgå det samme igen. Du ønsker et barn mere, men bare ikke lige nu. Du ved, du måske kan have udfordringer ved at blive gravid igen, fordi din menstruation er uregelmæssig.
Det er vigtigt at lytte til dig selv. Måske dine tanker og værdier for dit liv kan være med til at hjælpe dig i beslutningen. Har I nogle som I kan tale med omkring hvad I står i. Måske nogle fortrolige venner.
I kan evt. læse lidt i brevkassen, om andre der har stået i en lignende situation.
Du skriver at du har svært ved tanken om abort, og har grædt meget over det.
Du kan læse om, hvordan det kan være efter en abort her: Efter abort.
Du eller I begge, er velkommen til at ringe på Abortlinien 48394848 (åbent fra 19-22). Der kan du/I tale med en rådgiver om jeres situation.
Håber det bedste for jer.
Venlig hilsen Marianne Jørgensen, abortlinieleder