Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

I tvivl og så pludselig ikke mere

Spørgsmål:

Hej Abortlinien.

Jeg har været sammen med min forlovede i over 2 år og vi har købt et hus. Egentlig var vi enige om, ikke at få børn, da det ikke var en drøm, nogen af os gik med. Midt i husrenoveringen blev jeg dog gravid ved et uheld og vi var ret hurtigt enige om, at det skulle være en abort.

Jeg valgte medicinsk abort, ud fra gynækologens anbefaling. Det var absurd svært for mig, og jeg endte med at blive mere ked af det, end jeg følte jeg kunne sige til nogen – jeg ville jo ikke have børn. Dog gik det fint og til kontrol så alt normalt ud og jeg forsøgte at rejse panden og komme videre.

Inden min næste cyklus overhovedet havde indtruffet, var jeg dog gravid igen, på trods af ihærdig brug af prævention. Denne gang kunne jeg ikke gå af med det, og efter mange lange snakke, blev vi enige om at beholde det. Jeg kom til gynækolog og blev tjekket… Alt så ikke normalt ud. Han frygtede det værste og ville se mig igen ugen efter. Rigtig nok, var babyen gået til grunde og vi havde mistet.

Hold nu fast, det føles som et spark i maven, og jeg bliver så ked af det. Nu frygter jeg, at vi slet ikke kan blive gravide, hvilket er mega svært, når vi pludselig står med et helt nyt og brændende ønske.

Har forsøgt at snakke med min forlovede om det, men han kan ikke 100% sætte sig ind i det, og selvom jeg har nogle veninder, som er super støttende, så føler jeg mig tabt. Mit hovede gør knuder og jeg er så trist, at det føles umuligt.

Har jeg ødelagt min chance for at få børn? Ved godt, at andre sagtens kan, men nu tvivler jeg bare så meget på mig selv og min krop.

Mange hilsner herfra.

Svar:

Hej
Du har det rigtig svært, og det er let at forstå. Sikke store følelser, du har mærket i forbindelse med dine to nylige graviditeter.

Først blev du meget ked af det efter den medicinske abort, uden rigtig at kunne forstå hvorfor. –Den reaktion deler du med mange kvinder. Abort har ofte en høj pris og det kommer bag på mange. Der er meget tabu omkring, at mange kvinder får det svært efter abort, og at mange fortryder.

Da du så bliver gravid igen, beslutter du at beholde barnet, men mister ved tidlig spontan abort. Din sorg herefter og dine bekymringer om, hvorvidt det nogensinde kan lykkes for dig at få børn, deler du desværre også med mange kvinder. Du ved, at det lykkes for andre at få barn efter både provokeret og spontan abort, men tvivler på, om du også kan.

Det kan du formentlig godt. Måske skal I vente noget tid med at forsøge. Måske vil det være godt for dig at bruge tid til at bearbejde hele dit forløb, både din medicinske abort og den spontane abort. Evt tale med en professionel om dine følelser og tanker. I brevkassen kan også læse om andres erfaringer, både med provokeret abort og spontan abort. Jeg vil opfordre dig til at være tålmodig med dig selv. Skriv evt noget ned om, hvad du tænker og føler.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske