Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

3 børn under 2,5 år eller abort?

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er i forvejen mor til 2 (den store på knapt 2 år og den lille som KUN er 4,5 måned gammel) og er allerede blevet gravid igen (pt. 7+3 ud fra en tidlig scanning). Jeg vil gerne have 3 børn, og da vi så den positive graviditetstest blev både min mand og jeg glade og positive.

Men nu har tvivlen meldt sig, jeg skal starte nyt arbejde når min barsel slutter om 1,5 måned, dvs. jeg har 3 måneders prøvetid, og jeg arbejder i et fag hvor jeg er nødt til at fortælle om graviditeten med det samme, da der skal tages en del særlige hensyn så ikke fosteret udsættes for farer.

Jeg er altså i en situation hvor jeg risikerer at miste mit job lige inden jeg skal på barsel, og min indtægt af vores primære (min mand er på overførselsindkomst), desuden er der lagt op til ekstra udgifter i form af større bil osv.

Desuden er jeg urolig for, at endnu et barn så hurtigt (den mindste når ikke at fylde 1 år inden jeg har termin med den næste), vil gå for meget ud over hele familien (både min mand og jeg, men også vores 2 børn).

For at ikke tænke på min egen krop, jeg har en nedsunken livmoder fra 2 graviditeter så tæt på hinanden, og nu venter der yderligere 1 graviditet med endnu kortere mellemrum. Meget praktisk taler altså for en abort for at udskyde ankomsten af nr. 3 (som min mand og jeg trods alt er blevet enige om at vi vil have, men timingen lige nu et bare VIRKELIG dårlig), men følelsesmæssigt er jeg meget i tvivl.

Vi er blevet naturligt gravid alle 3 gange, men det er der jo ingen sikkerhed for at vi bliver igen en fjerde gang når vi er klar til barn nr. 3. Jeg har desuden dårlig samvittighed over at overveje en abort, jeg ønsker nemlig ikke at udskyde graviditeten mere end 4-5 måneder, men det vil præcis være tid nok til at få en mere sikker jobsituation/økonomi og lidt mere overskud til ankomsten af nr. 3.

Hilsen en fortvivlet mor til 2

Svar:

Hej

Du og din mand har 2 små børn og venter nr 3. I blev begge glade, da I fandt ud af det! Men du ønskede først at blive gravid med nr. 3 om 4-5 mdr., fordi Jeres økonomi og overskud er bedre på det tidspunkt. Derfor overvejer du abort af praktiske grunde.

Måske bliver du fyret efter din prøvetid pga. graviditet, måske ikke. Man må jo ikke fyre pga. graviditet, men man kan selvfølgelig omgå det i forbindelse med prøvetid. Selvom du skal fortæller om graviditet med det samme, kan du jo ærligt sige, at det ikke var planlagt og at du rigtig gerne vil have jobbet ( og at I ikke skal have flere børn, hvis I tænker i sterilisation).

Det er hårdt for din krop med 3 graviditeter tæt på hinanden, det kan du jo tale med din læge/gynækolog om.

Du har dårlig samvittighed over at overveje abort; hvordan kan det være? Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort?
Hvad siger din mand?

I brevkassen kan du læse om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation.

Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske