Vi er uenige om abort

24. september 2020
Hej, jeg er en pige på 21 år og er blevet gravid. Jeg fandt ud af det alt forsent! Jeg var til lægen i sidste uge og blev scannet, det vidste sig at jeg var 12 uger henne, og derfor ikke kan få en abort uden at skulle have “tilladelse” til det..

Min kæreste synes jeg skal have en abort

Nu er der gået en uge og jeg er enormt meget i tvivl om valget! Jeg har set barnet og min mave er begyndt at vokse. Min kæreste og jeg har været sammen i halvandet år. Vi har snakket om barn før i tiden, men kom fra det igen, da vi gik fra hinanden i et stykke tid. Vi er som sagt sammen igen, men min kæreste syntes ikke vores økonomi er til det. Han vil have, jeg får en abort! Både min kæreste og jeg har et arbejde og en god indkomst! Vi bor dog ikke sammen.

Skal tale med min læge om mine muligheder

Jeg har fået bestilt tid ved lægen i næste uge for at snakke med hende om mulighederne både for abort og for at beholde barnet! Jeg har altid gerne ville være ung mor og ved min kæreste ville være en fantastisk far, uden tvivl!

Hvad gør man, når vi er så uenige?

Men hvad gør man når man er så uenige?! Og hele tiden kommer op at skændes om valget???? Og hvad hvis man slet ikke blir godkendt til abort? Ville være enormt ked af at blive alene mor, da jeg altid har sagt at mit barn ikke skulle vokse op uden en far, da jeg selv er vokset op uden.
Hilsen den meget fortvivlet.
Hej
Du er gravid og fortvivlet. Du og din kæreste er i tvivl om, hvorvidt I skal søge senabort eller beholde barnet. Du lyder til at være klar til at beholde barnet, bla efter at have set barnet og mærke din mave vokse. Men det er selvfølgelig hårdt, at I skændes om beslutningen, og du vil være enormt ked af det, hvis du bliver alenemor. Tror du, din kæreste vil forlade dig, hvis du vælger at beholde barnet? Og ja, måske er det slet ikke Jeres valg, selv om I begge måske ender med at ønske abort. For når du er længere henne end 12. uge skal der være en meget “god” grund til abort.

Bliv godt klædt på til beslutningen

Hvad tænker du om abort? Hvad tænker din kæreste om abort? Ved din kæreste noget om fosterudvikling og abort/senabort? Læs evt begge om dette på Abortliniens hjemmeside, så I begge bliver klædt bedre på til den store beslutning. Hvordan tror du, du vil have det, hvis du får en abort? Hvordan tror du, du vil have det med din kæreste, hvis du får abort pga pres fra ham? De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort i kortere eller længere tid, og i forskellig sværhedsgrad. Sværest er det for dem, der var i tvivl om deres valg. Dette kommer bag på mange, og mange fortryder deres abort.

En abort er også svær for parforholdet

Nogle parforhold kan ikke holde til et barn, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt hvis man ikke var enige. Overvej begge, om I vil udsætte dig og Jeres forhold for disse risici. Hvad er det, der skræmmer din kæreste ved at skulle være far? Det er godt, du har tid hos din læge for at tale om dine muligheder, både hvis du vælger at beholde barnet og hvis du får abort. Jeg vil opfordre til, at din kæreste også tager med til samtalen.

Brug den nødvendige tid

Selvom du nok føler et vist tidspres, så tag dig tid, så du bliver sikker på, hvad du vil. Det er dit valg, og primært dig, der skal leve med det, uanset hvad du vælger. Læs evt i brevkassen om andre kvinder erfaringer med abort.
Håber det bedste for dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Jeg er gravid og min kæreste siger han ikke er klar
5. oktober 2026

Spørgsmål

Min kæreste og jeg er begge 28. Vi har været kærester i snart 3 år og boet sammen i 2 år. Vi har igennem vores forhold snakket ægteskab, børn mm. Jeg har altid været lidt foran ham i mine ønsker omkring dette. Havde det været op til mig, var vi forlovede med barn, men han ville gerne vente lidt til vi var 30-33. Jeg er i et tidligere forhold blevet gravid på p-piller. Der følte jeg mig presset til en abort. Dette har haft mange psykiske påvirkninger på mig, hvilket jeg har snakket med min kæreste om flere gange. I starten af vores forhold prøvede jeg andre former for prævention. Men det var ikke noget der virkede for mig, så jeg gik tilbage til p-piller. Her gjorde jeg det meget tydeligt for min kæreste at hvis jeg bliver gravid på p-piller igen, vil jeg ikke kunne gå igennem med en abort. Under disse samtaler har han sagt at det kan han godt forstå, og at vi bare tager det når det kommer.
Nu er jeg gravid
Nu står jeg så og er gravid. Jeg tog en test da jeg var omkring 5 uger henne, noget han var til stede ved. Han var lidt i chok, men kyssede mig og krammede mig. Vi blev enige om at lige lade chokket lande før vi snakkede ind i det. Da vi så endelig satte os ned og snakkede, gjorde jeg det igen tydeligt at en abort ikke føltes som en mulighed for mig, på baggrund af mine tidligere "traumer". Dette var han meget uforstående overfor. Han sagde at han ikke var klar, ikke ønskede det barn nu og ikke følte han havde noget godt at bidrage til det. Jeg stod fast ved, at det ville være for hårdt for mig at skulle tvinges til en abort igen, og at jeg ikke kunne gå igennem med det. Der er nu gået 2 uger, hvor han har været meget svingende i sin adfærd. Han har ytret at han synes han er fucked, at hans 20'er er ødelagt, at han ikke har noget godt at bidrage med, at han ikke er klar på at have det ansvar og hans bekymring om at ikke kunne færdiggøre sin uddannelse (noget jeg har forsikret ham i, at det skal han nok få tid og plads til). Men andre dage er han kommet hjem smilende, snakket om hvilke af vores gener han tror barnet får, at han kigger efter mænd med bæreseler og synes det er hyggeligt, hvad for nogle navne han godt kan lidt osv.
Hans adfærd forvirrer mig
Dette gør mig selvfølgelig vildt usikker og forvirret, noget jeg også har sagt til ham. Men i går blev han vred, da jeg snakkede om lægetider. Her holdte han fast i at han ikke ville have barnet. Han havde prøvet at få det bedste ud af, men jo længere tid der gik, jo længere væk kom vi fra muligheden af en abort og det pressede ham. Han snakkede om at tanken om bare at skride havde strejfet ham, men også selv sagt at det ville han selvfølgelig ikke kunne finde på, men at tanken bare kom til ham nogle gange. Han mener stadig ikke han har noget godt at bidrage, føler at det kunne ødelægge vores og barnets liv, og også vores forhold til hinanden. Jeg er så forvirret om jeg gør det rigtige ved at beholde barnet. Jeg hader at se et menneske jeg holder så meget af, have det så svært på baggrund af en beslutning jeg har taget. Men nogle dage virker han mere affundet med ideen, og jeg her derfor svært ved at finde ud af hvor vreden så kommer fra. Jeg vil virkelig ikke have en abort, og vil så gerne være mor. Jeg ville også bare være så ødelagt, hvis jeg ødelagde det her forhold, for jeg vil så gerne have at vi kan være en familie  

Svar

Hej Det lyder meget svært både for dig og for din kæreste. Det er let at forstå, at du er forvirret og usikker. Din kærestes reaktion minder om andre mænds ved uventet graviditet. Din kærestes "chok" har nu varet i 2 uger, han gør sig næsten katastrofetanker om, hvad et barn vil ødelægge for ham. Og han tror ikke, han kan bidrage godt nok. Ingen af delene har formentlig  hold i virkeligheden.  Kan din kæreste tale med andre end dig? Har I venner eller familie, der har fået børn, måske også uventet? Du har virkelig ikke lyst til abort, du ved, hvad abort er. Hvilket indtryk gør det på din kæreste? Hvad tænker han om at byde dig risikoen for at få det så svært igen? Ikke mindst når du hele tiden har været meget tydelig omkring din holdning til abort. Din kæreste er bekymret for, om et barn kunne ødelægge jeres forhold, og det er du også bekymret for. Det er sandsynligt, men ret sjældent man hører om det. Derimod hører man ofte om, hvilken pris en abort har for parforholdet, særligt hvis parret ikke var enige. Har I overvejet det? Din kæreste vil gerne vente med børn til I er 30-33 år. I er ca 29 år, når du har termin, overvej begge, hvilken forskel det vil gøre, at I bliver forældre ca 1 år tidligere end planlagt? Og overvej, at selvom du er blevet gravid på prævention 2 gange, så er der ingen garanti for, at I kan planlægge en graviditet. Håber det bedste for dig, og Jer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Vil gerne være gravid igen efter sen abort
28. september 2026

Spørgsmål

Hej Jeg er lige gået igennem en sen abort, hvor jeg i uge 16 fandt ud af, at hjertet var stoppet med at slå i uge 14. Jeg er stoppet med at bløde her 5 dage efter. Det eneste fokus, jeg har lige nu er, hvordan jeg igen bliver gravid med et sundt og rask barn. Jeg vil derfor høre, hvad de bedste råd er til at gøre kroppen stærk og forberede den bedst muligt på en ny graviditet? Både ift. kost, motion og andet.

Svar

Det er trist med dit tab, og let at forstå, hvor dit fokus er. Jeg vil opfordre dig til at sørge over dit tab, være tålmodig med dig selv, og vente med at forsøge ny graviditet til efter du har fået din menstruation igen. Tal evt med din læge. Og lev efter de almindelige anbefalinger med kost, vitaminer, motion. Håber, du snart må blive gravid igen og få en ukompliceret graviditet. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Gravid – abort
19. august 2026

Spørgsmål

Kære brevkasse. Sagen er at jeg er 7 uger henne og indstillet til en provokeret abort. Jeg er i forvejen mor til nogle børn. Jeg har fået en tid på sygehuset 8+3 dvs. uge 9 til en abort. Men hold nu op selvom jeg ønsker en abort, så ved jeg også hvor meget det har udviklet sig. Min mand ønskede en abort til at starte med, men nu er det som om at han trækker i land, ved at sige at det ikke ødelægger noget hvis jeg fortryder og ikke får aborten alligevel. Men jeg ved også godt at han selv sagde abort til at starte med. Jeg forstår ikke hvorfor han pludseligt ændrer holdning? Jeg har det elendigt og har rigtig mange opkastninger og kvalme og jeg føler ikke jeg kan være der for mine andre børn, så vil bare have det godt igen. Og derfor kommer aborttanken til mig flere gange dagligt, fordi jeg har det så dårligt. Er det normalt at jeg svinger fra abort til at beholde alt efter hvordan jeg har det ?

Svar

Hej Du har tid til abort, men er kommet i tvivl. Det er godt, du tager din tvivl alvorligt. Abort er en stor beslutning. Du har mange graviditetsgener, det lyder rigtig hårdt. Havde du også det med dine tidligere graviditeter? De fleste gravide får det bedre ift kvalme omkring 12. Graviditetsuge. Du kan evt tale med din læge om hjælp ift kvalmen. Og ja, når du har det så dårligt, er det naturligt, at du ikke ønsker at være gravid. Det kan være svært at overskue fremtiden imens man har det rigtig dårligt. Din mand ønskede først abort, men er nu ok med, at I beholder. Det lyder til at frustrere dig, at han har "ombestemt" sig. Men når du ind imellem hælder til at beholde, hvad betyder det så for dig, at det vil være ok for ham? Kan din mand hjælpe mere til ift jeres børn, når du har det dårligt? Hvad fik dig til at ønske abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort? Hvem har du/I talt med om graviditeten? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Ønsker det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne