Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Min mand ønsker abort. Jeg er ulykkelig

Spørgsmål:

Jeg har lige fundet ud af, at jeg er gravid. Jeg er gift og vi har 2 børn på 5 og 7 år. Jeg har gennem de sidste 3 år ønsket, at få et barn mere. Men min mand vil ikke.

Jeg har gået til psykolog og terapi med min sorg, for at det ikke skal ødelægge vores forhold. Nu står jeg her, 2 dage efter en positiv test, 2 dage med hjerteskærende samtaler. Min mand vil ikke beholde barnet. Han er helt afklaret og står fast. Jeg er SÅ ulykkelig.

Det er mit ønskebarn. Men jeg føler mig tvunget til at få en abort. Jeg har sagt, at jeg er så forfærdeligt bange for at ødelægge vores forhold. Både ved at beholde barnet og tvinge ham til det – men også ved at få en abort, at jeg er bange for at det knuser mig og at jeg vil beskylde ham.

Min mand er meget pragmatisk, tænker på økonomien, at vi ikke har plads og ej heller råd til at kunne købe hus eller større bil. Han mener også at han vil være alt for gammel. Han er 43 og jeg er 33. Jeg selv er meget i mine følelser og tænker at der kan findes løsninger på det materialistiske. Det bliver svært, det ved jeg. Men det bør kunne lade sig gøre, med tiden.

Jeg skal snakke med en psykolog på lørdag og jeg har tid ved lægen i næste uge, for at fastslå hvor langt henne jeg er, samt tale muligheder igennem. Det skal nævnes at jeg som 18 årig fik en medicinsk abort, og selvom det var mit ønske, var det virkelig hårdt – også i lang tid efter. Jeg er bange for at abort er min eneste udvej, at jeg er presset til det, men jeg kan ikke selv sige ja til det. Det gør så ondt og jeg er så ulykkelig. Hvad kan jeg gøre?

Svar:

Hej

Det er let at forstå, at du er ulykkelig. Det er en stor uenighed, du og din mand har omkring barn nr. 3. Eftersom din mand ikke er steriliseret, har han vidst, at muligheden for graviditet var tilstede. Har I talt om, at du kunne blive gravid? Har I tidligere talt om abort som mulighed? Ved din mand, hvor høj en pris du betalte for din abort som 18 årig?

Det er godt, I taler sammen, selvom det indtil nu ikke har bragt Jer nærmere hinandens synspunkter. Hvad siger din mand til, at du er bekymret for Jeres forhold, uanset om du vælger barn eller abort?

For du har nok ret I, at begge valg kan have store konsekvenser for Jeres forhold og familie. Din ønskede abort som 18 årig, var virkelig hård for dig, også længe efter. En abort nu, som du føler dig tvunget til, kan give mindst lige så svære psykiske følger. Og få følger for forhold og familie. -Det skal du afgøre, om du vil risikere. Og din mand skal overveje, om han vil byde dig og Jeres forhold og familie den risiko.

For ja, han har jo ret i, at han ikke er en ung far, men heller ikke ældre end så mange andre. Og ja, der skal tænkes og prioriteres økonomisk anderledes. Men hvad vægter højest: Økonomisk nyorientering eller familiens trivsel? -Han frygter heldigvis ikke, at I ikke har kærlighed og omsorg “nok”, til at tage imod et barn mere. Og når/hvis beslutningen om at tage imod barnet er taget, så er der lang tid til at nyorientere sig og planlægge inden fødsel, og sjældent hører man om forældre, der fortryder deres barn, uanset om de var planlagte eller ej. Når barnet først er der, og sikkert før, vil han/hun sikkert være lige så ønsket og elsket som de andre.

Din mand har tænkt 2 børn var nok, dette har du med sorg respekteret, men nu er barn nr. 3 på vej, en ny situation er opstået, som I skal forholde Jer til, som ny situation. -Ikke at planlægge 3. barn, er ikke det samme som abort af 3. barn. Og husk, at I har kendt til graviditeten i meget få dage, det er naturligt, at hvis din mand er noget chokeret, men om nogen tid kan situationen se anderledes ud.

Det lyder godt med samtale med hhv psykolog og læge. Mon du og din mand har fortrolige, som I sammen kunne tale med om Jeres dilemma?

Håber det bedste for dig og Jer.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du (og eller din mand) kan ringe til Abortlinien og tale med en rådgiver.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske