Til partneren

Måske sidder du ved siden af din gravide kæreste eller hustru. Måske er du glad? Måske er du frustreret, bange eller irriteret? Eller måske sidder du med en helt anden følelse? Dine følelser er reelle, og det er vigtigt, at du vedgår dem over for dig selv. Du er ikke alene, andre har siddet i samme situation som dig.

Du er ikke alene

Måske er din situation en helt anden? Måske er du bekymret for, at du har presset din kæreste eller hustru til at få en abort, hun ikke ønskede? Du sidder måske tilbage med dårlig samvittighed, fordi du kan se, at hun har det svært og ikke rigtig kan komme videre i sit liv?

Det kan også være, at det er dig, der sørger over, at din kæreste eller ægtefælle valgte, at I ikke skulle beholde barnet. Også for dig gælder det, at dine tanker og følelser er reelle og rigtige for dig. Det er vigtigt at finde nogen at dele sin historie med.

Måske kan denne side give dig svar på nogle af dine spørgsmål? Måske kan den være med til at løse op for nogle af de tanker som fylder?

Give den rigtige støtte

Mænd og kvinder kan godt opleve, at de reagerer forskelligt på den samme hændelse og har måske brug for forskellig hjælp. Jeres reaktioner og følelser er reelle, og det er vigtigt, at I prøver at forstå hinanden.

Beslutningen er ikke din

Hvor er det godt, at du er klar til at tage ansvar for dine handlinger. Du er klar til at tage ansvaret som far på dig. Samtidig er det en svær situation for dig at stå i, da din kæreste/hustru er den, der tager den endelige beslutning – abort eller baby. Det er svært at stå i alene.

Følelser, du ikke er alene om

Mænd kan også opleve stærke følelser i forbindelse med en graviditet og abort. Det er almindeligt at føle sig usikker, presset eller bange for at svigte, og mange har behov for at tale om det. Det er vigtigt at vide, at disse følelser er normale, og at der findes hjælp og rådgivning, hvis det bliver tungt at håndtere alene.

Svigt og pres

“Jeg har det skidt med, at jeg pressede min kæreste til en abort. Hun ønskede det jo ikke.”

Ikke klar

“Hun er gravid. Det var et uheld og jeg er overhovedet ikke klar til at være far.”

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Spontan abort i uge 8
15. marts 2026

Spørgsmål

Jeg havde for 3 uger siden en spontan abort i uge 8. Jeg havde selv opsøgt egen læge og privat scanningsklinik ugen forinden SA, da jeg havde på fornemmelsen, at noget ikke var som det skulle være (er mor til 1 i forvejen). Aborten var et voldsomt chok, og den sidder fortsat i mig - så mange drømme der er forsvundet (udskudt som min kæreste siger). Fosteret var ikke vokset siden uge 5+6. Og netop lige dér var jeg begyndt at løbe igen (efter at have været skadet og ude af løbe form i to måneder), og jeg løftede en tung kasse..... Jeg er så bange for, at dét har været grunden til min abort.... Jeg stoppede hurtigt med at bløde og har lige haft ægløsning igen (tror jeg). Men det er her flere spørgsmål ramler ned over mig og skubber mig ned i et hul igen. Var det min skyld sidste gang? Mindsker løb chancen for at et æg sætter sig fast, og forstørrer risikoen for tab (jeg tør simpelthen ik løbe)? Hvad nu, hvis jeg ikke bliver gravid nu/eller snart, kan jeg være i den sorg? Aldersforskellen bliver større og større mellem vores børn? Hvad hvis jeg mister igen?  

Svar

Hej Det er trist med din abort, og helt forståeligt, at du reagerer. Og forståeligt, at du får tanker, om noget har forårsaget aborten. -Det vil ingen kunne fortælle dig. Men at løfte tunge ting er ikke tilrådeligt for gravide. Mange kan løbe under graviditet, men måske du skal svømme eller andet under din næste graviditet. Prøv at lade være med at bebrejde dig selv, for du ved ikke, hvad aborten skyldtes. Sørg over det mistede lille liv, og prøv at have gode forventninger til at næste graviditet forløber komplikationsfrit. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  
Kæreste vil ikke have barnet
15. marts 2026

Spørgsmål:

Hej, Jeg er 34 år og gravid i uge 6. Jeg har to børn fra et tidligere forhold. Min kæreste, som jeg har været sammen med i 3 år har ingen børn. Jeg er nu gravid for anden gang i vores forhold, første gang tilbage i sommeren 2024 hvor vi begge var enige om at det var dårlig timing og jeg fik en abort, hvilket jeg selv var helt afklaret med dengang. Jeg havde dog et hårdt forløb efterfølgende hvor jeg blødte meget og meget længe og døjede længe med smerter efterfølgende, jeg har pga. det derfor sagt lige siden at jeg aldrig skal have en abort igen. Jeg er nu gravid igen og min kæreste vil ikke have barnet. Han giver en masse grunde til hvorfor og mange af dem giver god mening, økonomi (vi har lige købt et hus og pengene er små i øjeblikket), mister vores alene tid og den største grund for ham er at han slet ikke er klar endnu synes han. Jeg kan sagtens forstå hans argumenter og har også bestilt tid til lægen for at gå videre med den abort. Men jeg kan mærke jeg slet ikke selv er afklaret, jeg har så mange tanker og følelser som jeg ikke føler jeg kan komme ud med fordi han var så hurtig til at vælge det fra. Han vil gerne have børn senere når han er klar, men min tanker vender hele tiden tilbage på at jeg er 34 og ikke kan eller vil have flere børn i en meget sen alder. Derfor har jeg sådan en følelse af at hvis jeg får den abort nu, så får jeg måske aldrig et barn med ham fordi jeg bliver for gammel inden han selv er klar. Samtidig så er jeg virkelig bange for at hvis jeg vælger at beholde det barn så går han sin vej og det ønsker jeg for alt i verden ikke. Men jeg er virkelig også bange for at hvis jeg får denne abort så kommer jeg til at hade ham for det. Så jeg føler det lidt er pest eller kolera og at jeg mister ham uanset hvad. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Og jeg føler tiden render ud for mig.  

Svar

Hej Ja, det lyder rigtig svært for dig. Du har bestilt lægetid mhp abort, men er ikke afklaret. Det er godt, du tager din tvivl alvorligt. En abort kan ikke gøres om. Hvad siger din kæreste til dine tanker og overvejelser? -Du har nok fortalt ham alt det, du her skriver? Så han ved, at Jeres forhold er i fare, uanset om du vælger abort eller at beholde barnet. Medmindre, han beslutter sig for at tage ansvar og dropper sin forklaring om "ikke at være klar". Mange mænd kan føle som ham, når deres kvinde er gravid: at de ikke er klar. Men, hvornår bliver han mon klar? Nogle mænd bliver først klar, når barnet er født eller i løbet af graviditeten. Mon han virkelig går sin vej, hvis du vælger at passe på jeres ufødte barn? Han vil gerne have børn med dig, hvorfor ikke om ca 7 mdr.? Kan det ikke give lige så meget "god mening" som hans grunde til abort nu? Kunne han eller I begge tale med nogle fortrolige om jeres situation? Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation. Håber det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Overvejelser om prævention
9. marts 2026

Spørgsmål:

Hej, jeg overvejer hvilken prævention min fremtidige mand og jeg skal bruge. Jeg har hørt forskellige argumenter imod p-piller, da ægget stadig befrugtes, men ikke kan sætte sig fast. Hvilket i nogles øjne kan sidestilles med abort. Så har jeg hørt nogen sige at det er anderledes med minipiller/p-stav, at her sker ægløsningen slet ikke, altså kan ægget ikke blive befrugtet. Hvad er jeres syn på prævention og de forskellige typer?

Svar:

Hej Du kan læse om prævention og virkningen her: https://abortlinien.dk/artikler/praevention/   Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Brug for nogle at dele dine tanker med?

Ønsker du at være anonym, kan du skrive til brevkassen. Du får svar på hjemmesiden inden for en uge. Ønsker du en mere personlig kontakt med en af vore rådgivere, kan du ringe eller sende en email. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ring mellem 19.00 – 22.00 (lukket fredag og lørdag)

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne