Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Tag din skyldfølelse alvorligt - og oplev ægte befrielse

Tag din skyldfølelse alvorligt - og oplev ægte befrielse

At føle skyld er normalt. At erkende sin skyld er første skridt mod følelsesmæssig helbredelse.

Birgittes historie

Tag din skyldfølelse alvorlig og oplev ægte befrielse – det er Birgitte Nielsens bud til de kvinder, der har fået foretaget en abort. Og hun ved, hvad hun snakker om – hun har nemlig selv prøvet det. I næsten tyve år gik hun med en skyldfølelse over at have slået sit eget barn ihjel, og hun måtte leve med sorgen over at have mistet et barn. – I dag, hvor jeg er løst, kan jeg se, hvor meget skylden dengang hæmmede mig, siger hun.
Birgitte beskriver selv behovet for at erkende sin skyld. Det er første skridt i retning af følelsesmæssig helbredelse – helbredelse af den smerte, en abort påfører de fleste kvinder, der har oplevet det på egen krop.

Aborten

Birgitte var sytten år, da hun blev gravid med sin daværende kæreste. Men forholdet var præget af vold, og Birgitte forlod sin kæreste, da hun blev gravid. Forældrene, der i forvejen var oprørte over Birgittes livsstil, syntes absolut ikke, at tiden var inde til et barnebarn. De overtalte Birgitte til at få en abort.
– Jeg husker, da jeg vågnede op efter aborten, råbte jeg til min mor: Du har slået mit barn ihjel! Det var jo mig selv, der havde gjort det, men jeg husker mig selv som meget viljeløs i beslutningen.
Efter aborten gik der et halvt år, inden Birgitte så sine forældre igen:
– Mine forældre afskrev mig som deres datter, fortæller Birgitte. Der gik flere år, inden hun fik et bedre forhold til sin mor.
– Men mit forhold til min far blev aldrig det samme, siger hun.
En af Birgittes venner var kristen, og hans mor tog Birgitte hjem til sig og sørgede for hende i tre uger.
– Hun viste en omsorg for mig, som jeg ikke havde oplevet før. Hun er død nu, men når jeg tænker på hende, er det med stor glæde.
Birgittes ven inviterede hende med på en KFS-lejr (Kristeligt Forbund for Studerende) i Sønderjylland. Birgitte tog imod invitationen.

Tilgivelsen

– Jeg lyttede til prædikenerne, men jeg forstod ikke ordene. Det, der gjorde indtryk på mig, var de unges udstråling og venlighed over for mig. De havde noget, som jeg ikke havde. Jeg kunne godt forstå, hvorfor Gud kunne lide dem – de så jo så rene og gode ud, men jeg havde svært ved at tro, at Gud ville godtage mig, husker Birgitte.
Så kom den sidste dag på lejren, og der var nadver på mødet.
– Jeg ville ikke gå til nadver, hvis ikke det betød noget for mig. Det var først da, at jeg følte skyld. Ikke alene på grund af aborten, men også på grund af den måde, jeg havde levet mit liv på. Indtil da mente jeg, at jeg levede mit liv i overensstemmelse med min samvittighed. Det var Helligånden, der overbeviste mig, men de ord kunne jeg ikke sætte på min oplevelse dengang, fortæller Birgitte.
Rystende gik Birgitte op for at deltage i nadveren.
– Jeg bad: Jesus, hvis du er her, så må du komme ind i mit liv og tilgive mig! Og det gjorde han! Det var en fantastisk oplevelse. At Gud havde gjort noget, var der ingen tvivl om. Jeg gik hjem og købte en bibel og læste op af den for alle, der gad høre på det.

Helbredelsen

Som ny kristen var Birgitte ikke i tvivl om, at Gud havde tilgivet hende. Men indeni var der stadig en nagende skyldfølelse og sorg over den nylige abort. – Jeg ville så gerne tale med nogen om aborten. Men de kristne, jeg talte med, sagde til mig, at nu, hvor Gud havde tilgivet mig, og sagen lå på havets dyb, skulle jeg også bare lægge det bag mig – og ikke længere føle skyld. Men min skyldfølelse forsvandt ikke. Nu havde jeg det tilmed også dårligt over, at jeg ikke kunne lægge aborten bag mig.
Birgitte holdt op med at tale om aborten. Hun talte ikke engang med Gud om det, for det kunne hun jo ikke være bekendt, følte hun. Men skylden er reel, mener Birgitte i dag.
– Skyldfølelsen er rigtig, for det ér et barn, der er blevet slået ihjel. Det er ikke bare en klat, der er blevet fjernet. Det var først, da Birgitte var midt i trediverne, at hun fik talt aborten igennem, og det var begyndelsen til hendes helbredelse.
Et bibelvers, der har haft en central betydning for Birgittes helbredelse, står i 2. Korintherbrev kapitel 7 vers10:
“For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død”.
Da Birgitte indså, at hendes skyldfølelse var berettiget, befriede det hende. Det var en bedrøvelse efter Guds vilje, som kom af at kende sig skyldig. Og så kunne hun modtage tilgivelsen og opleve friheden.

Erfaringen

Birgitte har fejret sølvbryllup med sin mand, Erik. De har to børn. Birgitte har sin egen klinik, hvor hun arbejder som psyko- og familieterapeut.
– Mange kvinder siger til mig, at de føler skyld over deres abort. Men mennesker omkring dem siger, at de ikke behøver at føle sig skyldige. Det er ikke rigtigt! -Selv om det virker stødende på aborttilhængere, holder Birgitte fast i sin teori, der kommer af egen livserfaring: Tag din skyld alvorlig – det er første skridt på vej til din helbredelse.

Af familieterapeut Birgitte Nielsen. Bragt i Retten til Livs blad februar 2001