Skjule abort for sin partner

30. juni 2020
Kære brevkasse
Jeg har netop fået foretaget medicinsk abort (var nødt til at gøre det to gange, da den første ikke var vellykket), og det har ramt mig hårdere emotionelt end jeg troede. Jeg troede ikke det ville være så hård en byrde at bære rundt på psykisk, fordi jeg var sikker omkring mit valg.
Nyt forhold
Jeg har været sammen med min partner i 2 måneder, og jeg opdagede at jeg var gravid, efter vi havde været sammen i en måned. Jeg er på minipiller og tog endda også en fortrydelsespille efter første gang vi var sammen, fordi jeg ville være helt sikker. Alligevel blev jeg gravid.
Jeg har undladt at fortælle min partner det, fordi det er meget nyt, og han lider af angst, som jeg ikke ønsker at provokere. Men da jeg fik at vide jeg var nødt til at få en ny medicinsk abort, fordi den første ikke var tilstrækkelig, kunne jeg mærke at det ramte mig på en ny måde. Og efter jeg gennemgik aborten alene i går, blev jeg meget emotionelt ramt bagefter.
Er vi stærke nok?
Jeg fortæller min partner det i dag, men jeg er angst for at det vil give traumer for os begge to, og jeg tror ikke forholdet er stærkt nok til at kunne klare det. Det vigtigste er at jeg kan se ham i øjnene, uanset hvad vores relation er bagefter, samt at jeg ikke går med det her alene. Jeg har fra start følt en skyldfølelse, at det var mig der har været uforsigtig og sådan, men jeg har jo indset at det er vores begges ansvar.
Jeg skriver til jer fordi jeg ikke ved hvordan jeg tackler det her og kommer videre herfra. Jeg er en mentalt stærk person, som nærmest altid er glad, så de her følelser er meget voldsomme for mig, pludselig at blive mødt af. Håber der er en at tale med her. Bedste hilsner
Hej
Det lyder svært for dig. Desværre deler du din dyrtkøbte erfaring med mange kvinder, der har fået abort og været uforberedte på abortens ofte høje pris. De fleste kvinder reagerer psykisk efter abort, på forskellige måder og tidspunkter. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset.
Læs evt her Efter abort og læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Skriv evt noget ned om, hvad du føler og tænker.
Det lyder som en god beslutning at tale med din partner, hvordan mon det har været for ham at høre om aborten?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Vil gerne være gravid igen efter sen abort
28. september 2026

Spørgsmål

Hej Jeg er lige gået igennem en sen abort, hvor jeg i uge 16 fandt ud af, at hjertet var stoppet med at slå i uge 14. Jeg er stoppet med at bløde her 5 dage efter. Det eneste fokus, jeg har lige nu er, hvordan jeg igen bliver gravid med et sundt og rask barn. Jeg vil derfor høre, hvad de bedste råd er til at gøre kroppen stærk og forberede den bedst muligt på en ny graviditet? Både ift. kost, motion og andet.

Svar

Det er trist med dit tab, og let at forstå, hvor dit fokus er. Jeg vil opfordre dig til at sørge over dit tab, være tålmodig med dig selv, og vente med at forsøge ny graviditet til efter du har fået din menstruation igen. Tal evt med din læge. Og lev efter de almindelige anbefalinger med kost, vitaminer, motion. Håber, du snart må blive gravid igen og få en ukompliceret graviditet. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Bange for at blive gravid
22. september 2026

Spørgsmål

Hej. I maj måned blev jeg gravid, og det var ikke et ønske jeg havde. Jeg fik derfor en abort, men hele perioden og forløbet tog helt ekstremt hårdt på mig og mit mentale helbred. For omkring 2/3 uger siden var jeg sammen med min kæreste hvor at kondomet faldt af oppe i mig. Jeg er ikke på noget prævention ud over at bruge kondom. Jeg gik i panik og siden har jeg været så rædselsslagen ved tanken om at blive gravid igen og skulle igennem det samme en gang til. Jeg er ved at græde bare ved tanken og føler helt automatisk at jeg får kvalme ved at tænke på det. Jeg ved at jeg nok ikke ville kunne se på en graviditetstest om jeg er gravid endnu da jeg først skal have min menstruation om 7/8 dage. Men det fylder helt utroligt meget i mig

Svar

Hej Det lyder meget svært for dig med din usikkerhed omkring mulig graviditet. Om ca en uge ved du, om du er gravid eller ej. Hvis du er gravid, skal du finde ud af, hvad du vil gøre. Hvis du ikke er gravid, må du overveje anden prævention, så du ikke kommer i samme situation igen. Har du talt med nogen om dit svære forløb efter aborten? Håber, det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Pletblødning efter abort
8. juni 2026

Spørgsmål

Hej. Jeg ønsker råd omkring et langvarigt blødningsforløb efter medicinsk abort. Jeg fik den 4. april konstateret missed abortion ved scanning. Jeg skulle have været ca. 10 uger henne, men fosteret var gået til grunde omkring uge 8. Jeg startede medicinsk abort, men første behandling tømte ikke livmoderen helt, så jeg fik en ny omgang medicinsk behandling. Ved kontrol den 25. april kunne man stadig se rester i livmoderen, men man vurderede, at de sandsynligvis ville komme ud med næste menstruation. Siden da har jeg haft vedvarende pletblødning. Den 10. maj fik jeg kraftig blødning i ca. 2 dage efterfulgt af lettere blødning. Den 19. maj fik jeg igen kraftig blødning i ca. 2 dage, hvorefter det igen aftog til pletblødning. Jeg blev scannet den 21. maj, hvor man ikke længere fandt rester af graviditetsvæv. Man kunne se blod i livmoderen, som blev tolket som gammelt blod, og man vurderede, at blødningen skyldtes efterforløbet efter den medicinske abort. Jeg har siden fortsat haft daglig pletblødning, primært mørkerødt/brunligt blod og enkelte små klumper. Jeg har ingen feber, ingen lugtgener og ingen smerter. Jeg tog en graviditetstest i går, som var negativ. Er det normalt at pletbløde i så langt tid ? Hvad kan jeg gøre for at stoppe det og får nor al menstruation igen.. jeg vil gerne blive gravid igen

Svar

Hej Det er trist med din abort, og forståeligt, at du er frustreret over det lange efterforløb. Med scanningen d. 21. maj og det, at du ikke har infektionstegn, er der formentligt ingen grund til bekymring. Hvis pletblødningen (med klumper) ikke er ophørt 3 uger efter scanningen vil jeg foreslå dig at kontakte lægen igen. Håber, du snart er på "den anden side" og at du bliver gravid med ukompliceret forløb. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne