Hej
Jeg er uplanlagt blevet gravid med mit tredje barn. Jeg vil egentlig gerne have et barn mere i teorien, men familiens livssituation gør situationen enormt uoverskuelig. Jeg er sygemeldt med senfølger fra hjernerystelse mm. Og skal til at i praktik for at finde ud af hvor mange timer, jeg kan holde til at arbejde. Det forventes, at jeg ender i et flexjob. Mine symptomer er ret stabile og jeg føler egentlig, at jeg har overskud. Vi ved dog ikke, hvordan jeg reagerer på praktikken og det gør derfor situationen med et barn mere, endnu mere usikker. Har jeg reelt overskuddet?

Min mand har desuden en forrygende karriere og bruger meget tid, rejsedage og energi på denne. Samtidig er han et kæmpe omsorgsmenneske og føler altid han er bagud herhjemme og har dårlig samvittighed overfor mig og vores to andre børn. Han er dog en meget nærværende og dejlig far, men også meget perfektionistisk overfor sig selv. Den dårlige samvittighed overfor mig stammer helt tilbage fra vores første barn blev født (vores drenge er 7 og 5). Vores søn var nemlig en grædebaby der sov meget dårligt. Vi har senere fundet ud af, at han er forsinket motorisk, og at han har adhd. Han kræver derfor ekstra støtte.

Vi er bekymrede for om en ny baby skulle være lige så svær og derfor vælte læsset herhjemme. Min mand er bange for ikke at kunne give vores ældste det, han har brug for. Og han er også bange for altid at tænke “hvad nu hvis?” og den sorg en abort ville give mig. Jeg har altid drømt om 3 børn, men jeg kan godt se at timingen er virkelig dårlig og at vores livsomstændigheder måske kalder på noget andet. Desuden er jeg 37 og dette føles lidt som sidste chance.
Jeg føler mig underligt distanceret fra beslutningen. Har næsten ikke grædt, selvom jeg normalt er et kæmpe følemenneske. Det er bare så surrealistisk det hele. Abort og at beholde barnet føles begge som rigtige løsninger. Men hver gang jeg glemmer at være fornuftigt og huske udfordringerne, kommer jeg til at glæde mig til at få barnet. Men håb er bare ikke et særligt stærkt argument.

Jeg er meget forvirret, som det vist tydeligt fremgår. Har I et godt råd?
Bedste hilsner fra mig

Hej

Det er hårdt for dig med dine hjernerystelses-senfølger; godt at høre, at symptomerne er stabile og at du oplever overskud.

Du skriver, at jeres livssituation er enormt uoverskuelig med din uventede graviditet, primært pga jeres ældstes behov for ekstra støtte.

Du vil egentlig gerne have et barn mere, aldersmæssigt er det måske “sidste chance” og du kan komme til at glæde dig til at få barnet. Du lyder til at have en god mand, der både er realistisk ift at I ikke ved, om nr. 3 er nem eller kunne være ked-baby, og realistisk ift mulige følger af abort. Hvad tænker du om, hvordan en abort vil være for dig?

Når du glemmer at være fornuftig, glæder du dig til nr. 3. Overvej, om det ikke også kan være fornuftigt at beholde nr. 3? Hvilke “fordele” ville der være ved ikke at få abort? Håb er ikke et særlig stærkt argument, skriver du. Hvorfor mon ikke?! I taber jo ikke hovedet, hvis I vælger at beholde barnet. I kender til mulige udfordringer og kan forberede jer. Meget kan nå at falde på plads i løbet af graviditeten, både praktisk og mentalt. Hvilken hjælp kunne I få brug for? Er der hjælp at hente i netværket eller skal I orientere jer andre steder? Måske du og din mand under graviditeten skulle tage nogle par-samtaler med en professionel, og tale om den dårlige samvittighed, perfektionismen og hvilke planer I sammen kan lægge for jeres familie på 5, med særlig opmærksomhed på jeres ældste…

Håber det bedste for jer alle.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske