Hej Føler lidt jeg må ud med min historie, for at vide, om det bare er min kæreste og mig der ikke kan forstå det sundhedssystem vi har i DK.

Min kæreste og jeg oplevede og blive gravid i første måned vi prøvede. Vi var selvfølgelig vildt glade. Vi var da også til 8 ugers samtale, hvor det blev bekræftet og de lavede vandre journal osv.

Da jeg var 10+3 henne begyndte jeg at have let pletblødning, og blev meget bange da det er vores først graviditet. Så vi ringede til lægevagten. Her fik vi at vide, at det var meget normalt at pletbløde i starten af graviditeten, men hun anbefalede vi fik en scanning. Dette ville vi gerne, men hov det var en søndag, og så kunne hun ikke booke en scanning. Hendes svar var “ring til lægen mandag, og få tid til scanning”.

Vi vælger at sende en besked til min læge, hvor hun også svare at det er normalt med pletblødning. Men hun kunne, trods hvad lægevagten sagde, ikke booke en scanning, fordi min blødning ikke var værre. Vi ville have vished og fik heldigvis en tid ved en privat scanning dagen efter.

Desværre fik vi at vide, at vi havde fået en MA (missed abortion) i 6+4, og anbefalede et skrab, så vi kunne få fjernet det lille foster. Dette ville jeg også selv have valgt, min krop havde dog andre planer, og jeg aborterede samme aften, efter flere timers rend på toilettet.

Til sidst lige før midnat kom den lille boble med, hvad der skulle have været vores barn ud, hvor vi tydeligt kunne se det lille væsen. Dette var netop det, jeg ville undgå. Det har virkelig påvirket mig psykisk.

Dagen efter var vi til undersøgelse på sygehuset, hvor vi fik at vide, at stort set alt var ude, og at min krop havde gjort arbejdet. Vi blev så sent hjem uden medicin. Det skal siges, at alt dette siden aborten skete efter scanningen, har været fuldt af utroligt svære smerter, og da jeg er kendt med smerteproblematik i forvejen hjælper alm medicin (pamol, ibumetin, ibuprofen osv) overhovedet ikke.

Anden nat efter aborten oplever jeg en stigning i smerter, der gør jeg ikke kunne være i mig selv, og ikke kan andet en ligge i fosterstilling og græde. (Skal siges jeg måske har haft 7 timers søvn samlet på to nætter). Min kæreste vælger, at ringe til lægevagten kl.04-04.30, som vi har fået besked på, hvis jeg fik det værre.

Utroligt nok får vi beskeden, at vi skal tage nøjagtig den medicin jeg ingen effekt har af, og hans svar til os er ordret følgende ” jamen hvis du ikke gider tage den medicin, så medmindre din temperatur blev 38 eller over, kunne/ville han ikke gøre noget. Vi følte virkelig vi blev overladt uden hjælp, og forståelse for det, vi endte med at være igennem.

At man er nødsaget til at selv at finde en scanning, fordi ens blødning ikke var værre, får en abort, og man efterfølgende gør som de/lægerne siger, hvis man får det værre smertemæssigt, men bliver rent afvist, fordi man ikke har effekt af standart medicin.

Se tiden an eller ring til egen læge er stort set altid det, man får at vide. Det var bestemt ikke det, vi havde behov for at høre. Vi har i hvert fald, ud fra denne oplevelse bestemt os for, at undgå lægerne så vidt muligt næste gang. Vi vil selvfølgelig gå til de påkrævede undersøgelser, og jordemoder (som vi desværre aldrig mødte). Men undgå dem i den forstand, at vi ikke kontakter lægen, før vi har fået scanninger, at alt er ok. Vi stoler simpelthen ikke mere på, at sundhedssystemet opfanger, når der er noget galt. Og vi vil specielt ikke igennem de standart beskeder de smider efter en…HM

Hej
Det er trist, at I har mistet det lille foster, og det er et hårdt forløb, du efterfølgende har haft. Og selvfølgelig meget frustrerende med modsatrettede beskeder, og at du ikke bliver taget alvorligt. Det er let at forstå, at du og I har mistet tillid til systemet efter det forløb. Forhåbentlig vil I fremover møde sundhedspersonale, som I oplever Jer bedre hjulpet af og får god kontakt til.

Måske kan du overveje at få en samtale med din læge og tale med hende om forløbet.

Håber det bedste for dig, og håber, at du snart bliver gravid igen og at graviditeten må forløbe uden komplikationer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske