Marias historie
I slutningen af maj sidste år fik Maria en abort. Maria ønskede aldrig den abort. Det sidste, hun sagde på operationsstuen, inden den beroligende indsprøjtning fik alt til at forsvinde, var: Jeg vil ikke være med til det, jeg vil ikke være med til det!
Maria er 16 år og går på efterskole. Udvendig er hun en sød og smilende teenager – men indvendig ulmer en stor sorg og en frygtelig vrede: Hvorfor fik jeg ikke lov til at beholde mit barn?
Det hele startede sidste vinter, da Maria var 15 år og pludselig opdagede, at hun var gravid. Maria har altid været imod abort uden at tænke over hvorfor, så da hun gik over tiden og fandt ud af grunden, var hun ikke i tvivl om, at hun ville beholde barnet. Hun fik med det samme støtte.
“Min kæreste blev så glad, da jeg fortalte, at jeg var gravid – han syntes bare, at det var dejligt. Vi tænkte egentlig ikke på, hvordan det skulle gå – det skulle vi nok klare, sagde han.”
Holdt graviditeten hemmeligt
Maria og hendes kæreste holdt graviditeten hemmelig i over en måned. Der var ingen af dem, der havde travlt med at fortælle det til deres forældre. De vidste, at det ville skabe lidt ballade. Men da Maria fik nogle blødninger, syntes hun, at det var bedst at gå til sin egen læge.
“Min læge fortalte mig, at graviditeten var ok, men foreslog mig med det samme, at jeg skulle få en abort. Hun fortalte, at hun selv havde en datter på min alder, og at abort var det eneste rigtige. Da jeg forklarede, at jeg ikke ville have abort, fordi jeg følte, at det var et barn, jeg havde i maven, sagde min læge bare, at der ikke var noget barn endnu – kun en blodklat.”
Lægen sendte Maria hjem med besked om at komme tilbage, når hun havde tænkt over tingene og talt med sin kæreste om det.
Men Maria havde ikke lyst til at gå til lægen igen, for hun var fast besluttet på at ville føde sit barn. Lægen begyndte nu at ringe gentagne gange til Marias hjem for at få hende til at henvende sig i konsultationen. Da Maria stadig ikke reagerede, bad lægen direkte Marias mor om at sende hende afsted.
Lægen virkede vred over, at jeg ikke ville have abort
“Mit andet besøg hos lægen var virkelig forfærdeligt. Lægen virkede nærmest vred over, at jeg ikke ville have abort. Hun sagde, at hvis jeg fik barnet, ville jeg ødelægge både barnets og mit eget liv. Jeg ville også ødelægge livet for min kæreste og mine forældre. Jeg har ellers altid været glad for at tale med min læge, men nu skældte hun mig bare ud uden at høre på mig!”
Maria blev ved med at sige, at hun ikke ville have abort. Men lægen pressede på, fordi graviditeten nærmede sig 12. uge. Under konsultationen ringede lægen uopfordret til hospitalet og bestilte tid.
Besøget hos lægen havde gjort Maria i tvivl. Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle sin kæreste, hvad lægen havde sagt. Hun begyndte i stedet at presse ham for at få ham til at forsikre, at han gerne ville have barnet. Hun ønskede, at han skulle tage ansvaret for beslutningen. Men Marias tvivl forplantede sig til hendes kæreste, og pludselig følte de begge, at den anden var ved at trække sig.
Maria ønskede desperat at tale med nogen udefra om sin situation. Lægen havde ikke anvist hende nogen hjælp, og hverken i venteværelset, på biblioteket eller i telefonbogen fandt hun noget, der henvendte sig til piger i hendes situation.
“Til sidst følte jeg mig bare enormt forvirret og ked af det og turde ikke tage ansvaret helt alene – det hele skulle også gå så stærkt. Jeg gik med til at få abort. Jeg fik i sidste øjeblik min mor til at skrive under på tilladelsen, men følte hele tiden, at det var forkert. Jeg troede bare ikke, der var nogen, der ville hjælpe mig med at gøre det rigtige!”
Mange ville have hjulpet
Bagefter viste det sig, at der var mange, der gerne ville have hjulpet Maria. Både Marias forældre og lærerne på den skole, hvor både Maria og hendes kæreste gik, var kede af, at de ikke havde vidst, hvordan Maria havde kæmpet for at beholde sit barn.”
I dag kan jeg godt se, at det var dumt, at jeg ikke turde fortælle mine forældre, at jeg var gravid og gerne ville beholde mit barn. Men samtidig er jeg utrolig vred på lægen, fordi hun ikke hjalp mig. Hun vidste, at jeg ikke ville slå mit barn ihjel, og alligevel pressede hun mig til at vælge abort. Har en læge virkelig lov til det?”
Maria har henvendt sig til foreningen, fordi hun ønsker, at så mange som muligt skal kende hendes historie. Hun kan ikke leve det sidste år om, men hun kan måske give andre mod til at stå fast på deres beslutning, så ulykken ikke behøver at ske igen.
Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær, 1999Bragt i Retten til Livs blad LIV august 1999. Bygger på en række samtaler med Maria og hendes mor.
Læs mere om dine muligheeder som ung og gravid.