Kontakt
Støt os

Lægen pressede mig til at få abort

7. oktober 2025
I slutningen af maj sidste år fik Maria en abort. Maria ønskede aldrig den abort. Det sidste, hun sagde på operationsstuen, inden den beroligende indsprøjtning fik alt til at forsvinde, var: Jeg vil ikke være med til det, jeg vil ikke være med til det!
Maria er 16 år og går på efterskole. Udvendig er hun en sød og smilende teenager – men indvendig ulmer en stor sorg og en frygtelig vrede: Hvorfor fik jeg ikke lov til at beholde mit barn?
Det hele startede sidste vinter, da Maria var 15 år og pludselig opdagede, at hun var gravid. Maria har altid været imod abort uden at tænke over hvorfor, så da hun gik over tiden og fandt ud af grunden, var hun ikke i tvivl om, at hun ville beholde barnet. Hun fik med det samme støtte.
“Min kæreste blev så glad, da jeg fortalte, at jeg var gravid – han syntes bare, at det var dejligt. Vi tænkte egentlig ikke på, hvordan det skulle gå – det skulle vi nok klare, sagde han.”

Holdt graviditeten hemmeligt

Maria og hendes kæreste holdt graviditeten hemmelig i over en måned. Der var ingen af dem, der havde travlt med at fortælle det til deres forældre. De vidste, at det ville skabe lidt ballade. Men da Maria fik nogle blødninger, syntes hun, at det var bedst at gå til sin egen læge.
“Min læge fortalte mig, at graviditeten var ok, men foreslog mig med det samme, at jeg skulle få en abort. Hun fortalte, at hun selv havde en datter på min alder, og at abort var det eneste rigtige. Da jeg forklarede, at jeg ikke ville have abort, fordi jeg følte, at det var et barn, jeg havde i maven, sagde min læge bare, at der ikke var noget barn endnu – kun en blodklat.”
Lægen sendte Maria hjem med besked om at komme tilbage, når hun havde tænkt over tingene og talt med sin kæreste om det.
Men Maria havde ikke lyst til at gå til lægen igen, for hun var fast besluttet på at ville føde sit barn. Lægen begyndte nu at ringe gentagne gange til Marias hjem for at få hende til at henvende sig i konsultationen. Da Maria stadig ikke reagerede, bad lægen direkte Marias mor om at sende hende afsted.

Lægen virkede vred over, at jeg ikke ville have abort

“Mit andet besøg hos lægen var virkelig forfærdeligt. Lægen virkede nærmest vred over, at jeg ikke ville have abort. Hun sagde, at hvis jeg fik barnet, ville jeg ødelægge både barnets og mit eget liv. Jeg ville også ødelægge livet for min kæreste og mine forældre. Jeg har ellers altid været glad for at tale med min læge, men nu skældte hun mig bare ud uden at høre på mig!”
Maria blev ved med at sige, at hun ikke ville have abort. Men lægen pressede på, fordi graviditeten nærmede sig 12. uge. Under konsultationen ringede lægen uopfordret til hospitalet og bestilte tid.
Besøget hos lægen havde gjort Maria i tvivl. Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle sin kæreste, hvad lægen havde sagt. Hun begyndte i stedet at presse ham for at få ham til at forsikre, at han gerne ville have barnet. Hun ønskede, at han skulle tage ansvaret for beslutningen. Men Marias tvivl forplantede sig til hendes kæreste, og pludselig følte de begge, at den anden var ved at trække sig.
Maria ønskede desperat at tale med nogen udefra om sin situation. Lægen havde ikke anvist hende nogen hjælp, og hverken i venteværelset, på biblioteket eller i telefonbogen fandt hun noget, der henvendte sig til piger i hendes situation.
“Til sidst følte jeg mig bare enormt forvirret og ked af det og turde ikke tage ansvaret helt alene – det hele skulle også gå så stærkt. Jeg gik med til at få abort. Jeg fik i sidste øjeblik min mor til at skrive under på tilladelsen, men følte hele tiden, at det var forkert. Jeg troede bare ikke, der var nogen, der ville hjælpe mig med at gøre det rigtige!”

Mange ville have hjulpet

Bagefter viste det sig, at der var mange, der gerne ville have hjulpet Maria. Både Marias forældre og lærerne på den skole, hvor både Maria og hendes kæreste gik, var kede af, at de ikke havde vidst, hvordan Maria havde kæmpet for at beholde sit barn.”
I dag kan jeg godt se, at det var dumt, at jeg ikke turde fortælle mine forældre, at jeg var gravid og gerne ville beholde mit barn. Men samtidig er jeg utrolig vred på lægen, fordi hun ikke hjalp mig. Hun vidste, at jeg ikke ville slå mit barn ihjel, og alligevel pressede hun mig til at vælge abort. Har en læge virkelig lov til det?”
Maria har henvendt sig til foreningen, fordi hun ønsker, at så mange som muligt skal kende hendes historie. Hun kan ikke leve det sidste år om, men hun kan måske give andre mod til at stå fast på deres beslutning, så ulykken ikke behøver at ske igen.
Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær, 1999Bragt i Retten til Livs blad LIV august 1999. Bygger på en række samtaler med Maria og hendes mor.
Læs mere om dine muligheeder som ung og gravid.

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Gå til brevkassen
Når virkeligheden rammer teorien
7. oktober 2025

Om at vente et barn, der ikke kan leve

Graviditeten var forløbet planmæssigt. Anne-Mette var 20 uger henne i graviditeten, da hun og hendes mand var til en rutine-scanning på Herlev Sygehus med deres tredje barn på vej. Scanningen afslørede, at der var noget galt med barnets lille hjerte. Anne-Mette og Anders Krak-Tolstrup genkalder sig her den svære tid for 7 år siden, hvor tunge overvejelser og beslutninger fyldte i tanker og følelser. Interview v. Ellen Højlund Wibe

Hvad var der i vejen med jeres barn; hvor alvorligt var det?

Under gennemscanningen af vores barn, måtte lægen desværre fortælle os, at vores drengs venstre del af hjertet var stærkt underudviklet. Der var tale om HLHS, hypoplastisk venstre hjertesyndrom. Vi tænkte, at der nok bare skulle en lille operation til, men vi blev klogere. Det var ikke bare én hjerteoperation, men flere meget risikofyldte operationer.

Hvordan var jeres umiddelbare reaktion på diagnosen? Og var der noget, som hjalp jer til en afklaring?

Vores dreng var skabt med et hjerte, der ikke var foreneligt med overlevelse. Vi ønskede ikke alle de operationer, vores søn skulle gennemgå, men tanken, om at jeg skulle fungere som respirator, virkede også forkert. Vi tænkte, vi ville afslutte graviditeten, på trods af at både min mand og jeg aldrig har set abort som en mulighed, da vi ikke mener, mennesker skal være herre over liv og død. Vi var nødt til at tage en beslutning, men beslutningen om abort var svær at slå sig til ro med. At mærke ham sparke i maven og tænke på, at vi tog beslutningen om, at hans liv skulle slutte, kunne jeg ikke hvile i. Vi ville have lov til at møde vores dreng; vi ville sige rigtigt farvel til ham, og vi ville give os selv lov til at være forældre og vores drenge lov til at være storebrødre, så længe han ville leve. Så vi ændrede vores beslutning.

Hvordan oplevede i håndteringen af jeres beslutning fra lægens side?

En scanning på Rigshospitalet skulle bekræfte diagnosen, og her fortalte scanningslægen om muligheden for enten at afslutte graviditeten, som de fleste par, der venter et barn med HLHS, gør, eller lade barnet operere. Vi fortalte, at vi ønskede at gå graviditeten ud og så have vores dreng så længe, som han hjerte tillod det. Denne beslutning modsatte scanningslægen sig og sagde, at enten skulle vi vælge at afslutte graviditeten, eller også skulle lægerne gøre alt for at redde vores drengs liv. Jeg blev noget overrasket og spurgte, om det kunne passe, at man måtte tage livet af barnet i maven, men at naturen ikke måtte gå sin gang, når barnet var født? Lægen undersøgte muligheden for at gå graviditeten ud og kontaktede os efterfølgende og sagde, at det var en mulighed. En senere scanning viste, at også højre side af vores drengs hjerte havde en fejl, og scanningslægen kunne bekræfte os i vores beslutning om fravalg af operation; vores dreng var ikke kandidat til de store operationer. Jeg husker stadig den fantastiske følelse af lettelse, da vi gik fra Rigshospitalet. Beslutningen var ikke længere vores egen.

Hvordan oplevede I ventetiden frem til fødslen?

Vi vidste, vi kun ville have vores dreng i kort tid og ønskede derfor at give ham en identitet allerede i maven, og vi gav ham navnet Matheo. På mange måder var graviditeten som så mange andre graviditeter, og samtidig var den så anderledes. Overskuddet var ikke så stort, og små praktiske gøremål kunne føles uoverskuelige. Lægerne havde gjort det klart for os, at vi valgte at gå en vej, som ikke mange valgte. Dette betød, at jeg tænkte, at den smerte, jeg til tider følte, var en selvvalgt smerte, og jeg derfor måtte bide den i mig. Min store mave indbød ofte til ’smalltalk’ med folk, jeg ikke kendte, og en kommentar som: ”Sikke en fin mave, det bliver vel nok spændende for jer”, kunne få tårerne frem, men tårerne blev pareret med et smil og et ”ja”. Forberedelsen var på flere måder paradoksal: samtidig med at der blev klargjort babytøj og babydyne, kiggede vi på gravsted og gravsten.

Hvad vil I fremhæve som særligt værdifuldt - og evt. smertefuldt - i den korte tid, I fik med jeres dreng?

15. maj blev Matheo født. Det var en fin fødsel, der var en god stemning på stuen, og det var fantastisk at få ham i armene. Han lignede sine storebrødre, og det var skønt at mærke ham, dufte ham og ikke mindst at amme ham. Tårerne trillede ind imellem ned af kinderne. Lettelsestårer over fødslen, glædestårer og tårer over at skulle miste ham igen. Det kommende døgn var meget intenst. Hele vores familie og et par venner kom på besøg og fik set Matheo. Vi var stolte forældre, og glædede os over vores dejlige dreng. Vi havde lavet flere aftaler med venner, der skulle møde Matheo, men det nåede de ikke. Matheo fik det dårligt og fik morfin, for at han ikke skulle have smerter. Senere på natten døde Matheo efter knap to døgn.

Har I nogen råd til andre gravide i samme situation?

Jeg tror ikke, der kun findes ét facit på en problemstilling som vores, men jeg er ikke i tvivl om, at den vej, vi valgte at gå, var det rette facit for os. Vores dreng blev født til et meget kort liv, men han har været her. Vi har kigget ham i øjnene, kysset ham og fået lov til at være forældre for ham. Vi fik også lov til at tage rigtig afsked med ham og give ham en værdig begravelse. Matheo er begravet, men vores kærlighed til ham lever endnu, og vi kan sætte ansigt på vores kærlighed.

Her 7 år efter Matheos korte liv – hvad fylder i jeres minder og følelser?

Matheo mangler i vores lille hjem, og der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt på ham. Vi savner ham, men er ikke i sorg. Vi er taknemmelig for den tid, vi havde sammen med ham. Året efter vi mistede Matheo, fik vi endnu en dreng, og hvis vores ældste drenge hører mig sige, at jeg har 3 drenge, så korrigerer de mig og siger 4. Små fødder sætter store fodspor, og Matheo har på alle måder sat sine fodspor. (Bragt i Retten til Livs blad LIV februar 2018)
Det var ikke mit valg!
7. oktober 2025

Gravid som 15-årig

Presset fra omgivelserne var stort, da Marianne som 15-årig på under en uge skulle beslutte, om hun ville have en abort. Hun fandt derfor aldrig den fornødne tid og ro til at mærke efter, hvad hun selv ville, og endte med at træffe et valg, der ikke var hendes eget. Marianne gik i 9. klasse, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Hun havde kun været kort tid sammen med sin daværende kæreste og havde ikke forholdt sig til risikoen for at blive gravid. ”Det var jo sådan et teenageforhold, så det var ikke noget, vi talte om,” fortæller Marianne. Det kom derfor som et stort chok for hende, da hun opdagede, at hun var gravid. ”Min første tanke var, at det skulle jeg ikke. Jeg skulle have en abort. Men så, når jeg nærmere tænkte over det, så fik jeg nogle andre følelser omkring det,” siger Marianne.

Presset til abort

”Jeg var rigtig meget i tvivl, men på grund af min alder havde jeg meget pres fra alle steder,” fortæller Marianne, der oplevede at blive presset både af sine forældre og sin kærestes mor, men også fra professionelle i sundhedssystemet. Hendes forældre reagerede med at blive vrede og så abort som den eneste løsning. ”Jeg sagde flere gange, at jeg hellere ville have barnet og bortadoptere det end, at jeg ville dræbe barnet. For det var sådan, jeg følte det. Men det ville min mor ikke have. Bortadoption var ikke rigtig en mulighed,” husker Marianne. Ved første konsultation hos lægen blev hun med det samme henvist til en abort. Hun følte ikke, at lægen tog sig tid til at snakke situationen igennem med hende. Da det viste sig, at hun var længere henne end 12 uger, blev hun henvist til en senabort. Også i samtalen med samrådet omkring senabort oplevede Marianne et stort pres: ”Jeg blev igen mødt af … altså de sagde egentlig ikke, at jeg skulle få en abort, men de sagde det alligevel lidt uden at sige det direkte.” Under en uge efter at Marianne havde opdaget, hun var gravid, endte hun med at give efter for presset og få en kirurgisk abort. ”Der var så mange, der ville have et svar. De ville have et bestemt svar. Det var mig, der skulle sige det, men alle pressede mig til det svar. Jeg kunne ikke engang være 5 minutter alene uden, at der var en, der sad ved mig. Så til sidst fik jeg det sådan: Ok, så gør jeg det, så jeg kan få noget fred!”

Kontakt til Abortlinien

Midt i det kaos og pres Marianne stod i, stødte hun på Abortliniens hjemmeside. Hun kom i kontakt med en rådgiver og oplevede her for første gang at blive mødt af nogen, der lyttede til hende og gav plads til, at hun selv kunne træffe en beslutning. ”Det var ikke noget med at hælde i en bestemt retning. Jeg følte, at jeg selv skulle bestemme det, det gjorde jeg ikke rigtig, når jeg talte med andre.” Gennem Abortlinien fik Marianne også kontakt til en ung pige, der også havde været gravid som teenager. Igennem længere tid talte Marianne med hende på mail og sms. ”Det var en stor hjælp at tale med en, der havde været igennem det samme. Man kan godt have gode veninder, men det er de færreste, der kan sætte sig ind i det medmindre, man selv har stået i det.”

Psykologsamtaler

På trods af kontakten til Abortlinien var presset fra omgivelserne alligevel så stort, at Marianne aldrig rigtig nåede at få tid og ro til at finde frem til, hvad hun egentlig selv ville. Efter aborten oplevede hun derfor, at hun havde været tvunget ud i et valg, der ikke var hendes, og hun fik det meget dårligt psykisk. Hun var ked af det, vred på sine forældre og fik en depression. Hun gik derfor til samtaler ved en psykolog i 2 år for at få hjælp til at få talt og tænkt det hele igennem – både selve aborten men også det problematiske forhold til hendes forældre. ”Jeg tror også et eller andet sted, at mine forældre var kede af det bagefter. De var kede af, hvordan de havde reageret, og jeg tror egentlig godt, de kunne se, at de på en eller anden måde havde taget meget ret fra mig.”

Aldrig mere abort

Samtalerne med psykologen har også hjulpet Marianne til at acceptere og leve med, at det var sådan, det blev – selvom hun fortsat den dag i dag ikke ved, hvad hun selv ville have valgt, hvis hun havde fået tid og ro til selv at træffe beslutningen. ”Om det var en god beslutning, eller om det var en dårlig beslutning, det tror jeg ikke rigtig, at jeg kan sige. Ikke andet end, jeg har accepteret det nu.” Marianne har dog efterfølgende været klar over, at hun aldrig igen vil have en abort. Efter hun havde været sammen med sin nuværende kæreste et stykke tid, fortalte hun ham derfor om aborten og gjorde det klart for ham, at hun aldrig nogensinde ønskede at få en abort igen. Hendes kæreste var forstående over for dette, og sammen traf de derfor valget om at få deres datter, Sofia, selvom de kun var 18 og 20 år. ”Vi har taget valget sammen om at få et barn. Der har aldrig været nogen tvivl,” forklarer Marianne og fortæller, hvordan dette også har betydet, at de denne gang har mødt støtte og opbakning fra deres forældre.

Hvis du vil have det skidt med en abort, så få barnet!

Marianne drømmer om en dag at blive læge. Til spørgsmålet om, hvad hun selv ville gøre, hvis hun en dag får en 15-årig pige i sin konsultation, der er gravid, svarer hun: ”Det man mest af alt har brug for, det er en, der kan lytte på en. Man skal ikke pejle nogen til enten at skulle have et barn eller ej; men i stedet hjælpe personen til at mærke efter: Hvordan ville du have det med at få en abort? Hvis du ville have det helt vildt skidt, så få barnet!” Af Karina Borcher Andersen, socialrådgiver Marianne har selv henvendt sig til Abortlinien med sin historie, da hun gerne vil stille sig til rådighed for andre piger, der står i samme situation, som hun har stået i. Hun kan kontaktes via abortlinieleder Marianne Jørgensen på: leder@abortlinien.dk.

Relevante links

Læs mere her: Ung og gravid. Læs fra brevkassen om andre, der har oplevet at blive presset til abort: Brevkassen
Tag din skyldfølelse alvorligt – og oplev ægte befrielse
7. oktober 2025

Birgittes historie

Tag din skyldfølelse alvorlig og oplev ægte befrielse - det er Birgitte Nielsens bud til de kvinder, der har fået foretaget en abort. Og hun ved, hvad hun snakker om - hun har nemlig selv prøvet det. I næsten tyve år gik hun med en skyldfølelse over at have slået sit eget barn ihjel, og hun måtte leve med sorgen over at have mistet et barn. - I dag, hvor jeg er løst, kan jeg se, hvor meget skylden dengang hæmmede mig, siger hun. Birgitte beskriver selv behovet for at erkende sin skyld. Det er første skridt i retning af følelsesmæssig helbredelse - helbredelse af den smerte, en abort påfører de fleste kvinder, der har oplevet det på egen krop.

Aborten

Birgitte var sytten år, da hun blev gravid med sin daværende kæreste. Men forholdet var præget af vold, og Birgitte forlod sin kæreste, da hun blev gravid. Forældrene, der i forvejen var oprørte over Birgittes livsstil, syntes absolut ikke, at tiden var inde til et barnebarn. De overtalte Birgitte til at få en abort. - Jeg husker, da jeg vågnede op efter aborten, råbte jeg til min mor: Du har slået mit barn ihjel! Det var jo mig selv, der havde gjort det, men jeg husker mig selv som meget viljeløs i beslutningen. Efter aborten gik der et halvt år, inden Birgitte så sine forældre igen: - Mine forældre afskrev mig som deres datter, fortæller Birgitte. Der gik flere år, inden hun fik et bedre forhold til sin mor. - Men mit forhold til min far blev aldrig det samme, siger hun. En af Birgittes venner var kristen, og hans mor tog Birgitte hjem til sig og sørgede for hende i tre uger. - Hun viste en omsorg for mig, som jeg ikke havde oplevet før. Hun er død nu, men når jeg tænker på hende, er det med stor glæde. Birgittes ven inviterede hende med på en KFS-lejr (Kristeligt Forbund for Studerende) i Sønderjylland. Birgitte tog imod invitationen.

Tilgivelsen

- Jeg lyttede til prædikenerne, men jeg forstod ikke ordene. Det, der gjorde indtryk på mig, var de unges udstråling og venlighed over for mig. De havde noget, som jeg ikke havde. Jeg kunne godt forstå, hvorfor Gud kunne lide dem - de så jo så rene og gode ud, men jeg havde svært ved at tro, at Gud ville godtage mig, husker Birgitte. Så kom den sidste dag på lejren, og der var nadver på mødet. - Jeg ville ikke gå til nadver, hvis ikke det betød noget for mig. Det var først da, at jeg følte skyld. Ikke alene på grund af aborten, men også på grund af den måde, jeg havde levet mit liv på. Indtil da mente jeg, at jeg levede mit liv i overensstemmelse med min samvittighed. Det var Helligånden, der overbeviste mig, men de ord kunne jeg ikke sætte på min oplevelse dengang, fortæller Birgitte. Rystende gik Birgitte op for at deltage i nadveren. - Jeg bad: Jesus, hvis du er her, så må du komme ind i mit liv og tilgive mig! Og det gjorde han! Det var en fantastisk oplevelse. At Gud havde gjort noget, var der ingen tvivl om. Jeg gik hjem og købte en bibel og læste op af den for alle, der gad høre på det.

Helbredelsen

Som ny kristen var Birgitte ikke i tvivl om, at Gud havde tilgivet hende. Men indeni var der stadig en nagende skyldfølelse og sorg over den nylige abort. - Jeg ville så gerne tale med nogen om aborten. Men de kristne, jeg talte med, sagde til mig, at nu, hvor Gud havde tilgivet mig, og sagen lå på havets dyb, skulle jeg også bare lægge det bag mig - og ikke længere føle skyld. Men min skyldfølelse forsvandt ikke. Nu havde jeg det tilmed også dårligt over, at jeg ikke kunne lægge aborten bag mig. Birgitte holdt op med at tale om aborten. Hun talte ikke engang med Gud om det, for det kunne hun jo ikke være bekendt, følte hun. Men skylden er reel, mener Birgitte i dag. - Skyldfølelsen er rigtig, for det ér et barn, der er blevet slået ihjel. Det er ikke bare en klat, der er blevet fjernet. Det var først, da Birgitte var midt i trediverne, at hun fik talt aborten igennem, og det var begyndelsen til hendes helbredelse. Et bibelvers, der har haft en central betydning for Birgittes helbredelse, står i 2. Korintherbrev kapitel 7 vers10: "For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død". Da Birgitte indså, at hendes skyldfølelse var berettiget, befriede det hende. Det var en bedrøvelse efter Guds vilje, som kom af at kende sig skyldig. Og så kunne hun modtage tilgivelsen og opleve friheden.

Erfaringen

Birgitte har fejret sølvbryllup med sin mand, Erik. De har to børn. Birgitte har sin egen klinik, hvor hun arbejder som psyko- og familieterapeut. - Mange kvinder siger til mig, at de føler skyld over deres abort. Men mennesker omkring dem siger, at de ikke behøver at føle sig skyldige. Det er ikke rigtigt! -Selv om det virker stødende på aborttilhængere, holder Birgitte fast i sin teori, der kommer af egen livserfaring: Tag din skyld alvorlig - det er første skridt på vej til din helbredelse. Af familieterapeut Birgitte Nielsen. Bragt i Retten til Livs blad februar 2001

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Læs mere om Retten til Liv