Hej. Jeg skriver her som kæresten (22), af en kvinde (26) der lige har fået foretaget en abort. Der er nu gået 2 uger siden aborten, og hende humør/psyke lader til at forværres for hver dag der går. Faktisk vil jeg mene, at man kan tjekke af til alle de ting i skriver ift. “Tab og uforløst sorg”.

Enige om abort – i teorien

Vi har før snakket om, hvad ville gøre, hvis det endda skete, hvis hun blev gravid. Hun havde selv sagt, at der nok helst skulle gå et stykke tid, og at hun var klar til en abort. Jeg havde selv refereret til en ven, der havde været sammen med sin kæreste i 6 år, som havde sagt til hende, at han ville slå op, hvis hun fik barnet selvom han ikke ønskede det. Til det spurgte hun, om jeg kunne tilslutte mig den idé, hvor jeg måtte indrømme, at jeg til dels var enig – hvilket jeg ikke så som en mulighed, eftersom hun selv havde sagt hun ville få sig en abort, hvis det skete for tidligt.

Hun ombestemte sig

Efter at have været sammen i lidt over 6 måneder, skete det så, at hun missede en enkelt p-pille, hvilket var alt der skulle til. Da vi fandt ud af det, strøg jeg henover samtalen, da vi jo allerede var blevet enig i, hvad vi skulle gøre. Efter nogle få dage kunne jeg dog godt mærke, at der var noget galt, så vi fik åbnet op for dialogen. Hun havde nu ombestemt sig, eftersom hun havde fået fuldtidsarbejde, og stort set havde fået fastlagt resten af sit liv. Men hun holdt sig stadigvæk til at få aborten, fordi hun vidste, hvad min holdning var til det, og var bange for at miste mig.

De sidste dage før aborten var rigtig stride for hende, og hun ville bare have det overstået. Jeg vil gerne bemærke, at jeg nok burde have været mere opmærksom på hende, hvilket jeg ikke var, eftersom jeg antog, at hun var relativt afklaret med det.

Hvad kan jeg gøre?

Da vi så fik aborten, var der selvfølgelig en masse smerte involveret, hvilket også gjorde det til en barsk process, men igen blev det psykologiske aspekt overset til fordel for alt andet. Nu befinder vi os så 2 uger efter aborten, hvor hun har det virkelig dårligt på arbejdet og herhjemme, når jeg ikke er der. Hun har i dag ringet til en læge der formentlig viderestiller hende til en psykolog, hvilket er rigtig godt.

Mit spørgsmål lyder bare således: Hvad kan jeg gøre for hende, under den svære tid? Eller snarere, hvordan er jeg der bedst for hende?

Hej
Din kæreste har fået abort og har efterfølgende fået det virkelig dårligt psykisk. Det er svært for Jer begge. Hvad kan du gøre for din kæreste?

Det er godt, hun får mulighed for at tale med en psykolog, særligt hvis det er en psykolog, der har kendskab til abortens ofte høje pris. Men din kæreste har også brug for dig, I var begge ansvarlige for undfangelsen af det lille nye liv, og I havde forinden talt om, hvad I ville gøre, hvis hun blev gravid. Ingen af Jer ønskede at blive forældre “nu”, men da det faktisk skete, at din kæreste blev gravid, var abortmuligheden alligevel ikke så ligetil for hende.

Men hun kendte din holdning og var bange for, at du måske ville forlade hende, hvis hun ikke fik abort. I bagklogskabens lys, ville du da havde handlet anderledes? Ville du have støttet hende, hvis hun ønskede at beholde barnet? Ville du sammen med hende have undersøgt Jeres muligheder bedre og undersøgt, hvad hun og I risikerede ved en abort?

Har du spurgt hende?

Har du spurgt din kæreste, hvad hun har brug for fra dig? Er hun vred på dig? Har hun brug for en undskyldning fra dig, fordi du ikke støttede hende, og fordi frygten for at miste dig, måske fik hende til at vælge aborten, som hun faktisk ikke ønskede (alligevel)? Læs evt breve i brevkassen fra andre kvinder, der har fået en abort. Måske kan du derigennem bedre forstå din kærestes reaktioner. Foreslå evt din kæreste at læse nogle breve også.

Giv hende tid. Tid til at sørge. Tid til at tænke. Og vær klar til at lytte til hendes overvejelser, uden at give “dine svar” såsom, “vi havde jo aftalt” og “det var jo det bedste” osv. Hvis det ikke er det, hun tænker og føler, er det ingen hjælp, tvært imod. Du har læst om reaktioner efter abort, vis evt din kæreste dette også, måske er det en hjælp for hende at vide, at hendes reaktioner er helt normale og forståelige: Efter abort.

Hvordan har du det med aborten? Har din kæreste lyst til at høre om hvordan det har været for dig, både med aborten og med hendes reaktioner?
Jeg vil opfordre dig til at være god ved din kæreste, være tålmodig og tage dit ansvar på dig.
Du og din kæreste er velkomne til at skrive igen til post@abortlinien.dk

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske