Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Jeg kommer aldrig over det

Jeg kommer aldrig over det

Eva blev presset til abort, da det viste sig, at hun ventede en dreng med Downs syndrom.

Evas historie:

Jeg skulle have født en lille dreng i begyndelen af april. Vi kaldte ham Jens. Jens levede trygt i min mave i 16 uger, før han måtte lade livet.
Fjorten dage tidligere havde Jens fået konstateret Downs Syndrom (DS) efter en nakkefoldsscanning og efterfølgende moderkagebiopsi. Min mand og jeg var uenige. Jeg ønskede barnet uanset hvad, og i de 14 dage prøvede vi at sætte os ind i DS som vi ikke vidste meget om. Jeg kom i en tilstand af chok. Jeg kontaktede forskelligt sundhedspersonale for at få information og oplevede en generelt negativ holdning til DS. Jeg kontaktede den svenske Down-forening (red.: Eva er svensk født, og det er derfor naturligt for hende at søge informationer i Sverige) og oplevede dér en langt mere positiv holdning. I Sverige gør man meget for at børn med DS skal have et så normalt liv som muligt.

At tage mit barns liv var det frygteligste

Jo længere tid der gik, jo mere frustreret blev jeg. Krisetilstanden med lidt søvn og lidt mad gjorde mig mere og mere forvirret. På hospitalet mærkede lægerne at jeg ønskede at beholde barnet, og jeg blev opfordret at udsætte underskrivningen af abortansøgningen. Efter 14 dage mente min mand stadig ikke, at vi kunne magte opgaven med at få et barn med DS – vi har i forvejen to piger på 2 og 4 år, som er sunde og raske. Som sidste udvej undersøgte jeg muligheden for bortadoption. Men i vores tilfælde var det ikke realistisk.
At tage mit barns liv var det frygteligste, og det mest skræmmende jeg har gjort. Jeg kommer aldrig over det. Vi slukkede for ilten og næringen til vores barn og lod ham lide en langsom død. Han var så fin, som han kom ud med sin lange krop, dejlige hænder med små fingre, med lukkede øjne og tommelfingeren i munden. Jeg ønsker, at jeg kunne skrue tiden tilbage og stå op for min søn og vælge ham, som jeg elskede så højt.
Når man får besked om at man venter et barn med DS, får man samtidig en lang liste over mere eller mindre sandsynlige komplikationer, såsom operationskrævende hjertefejl. I vores tilfælde viste obduktionen, at bortset fra det at barnet havde DS fejlede han ingenting.

En abort er et traume

En abort er et stort trauma, som man som kvinde aldrig kommer over. Man vil altid have sit barn i tankerne. Jeg mener at det i næsten alle tilfælde vil være psykisk sundere for en kvinde at føde sit barn.Hun kan måske overveje en bortadoption. Jeg går ind for at man viser billeder af aborter. Først da ved man hvad en abort er, og det hjælper måske mødre og fædre til at beholde barnet. Min mand og jeg så før aborten på internetsiden abortnej.se billeder af aborterede fostre i forskellige aldre. Det rystede os meget at se hvor udviklet barnet var så tidlig. Jeg mener, at mit trauma efter aborten er blevet mindre af at jeg så de billeder. Selve aborten var meget traumatisk for mig, da jeg vidste hvor stort fostret var og at det muligvis led.

Omgivelsernes valg

Man taler om at det er kvindens ret til abort, men i en krisegraviditet er det tit ikke kvindens beslutning men omgivelsernes, mandens, forældrenes, svigerforældrenes eller venindens. Jeg mener at de fleste kvinder inderst inde ønsker deres barn. I en krisegraviditet er man meget sårbar og kvinden er påvirkbar og behøver støtte for at kunne tage den beslutning hun egentlig ønsker.

I dag lægger jeg mærke til børn med Downs Syndrom og søger kontakt. Jeg tænker, at sådan et dejligt barn kunne jeg selv have haft.

Af Eva Åberg
Bragt i Retten til Livs blad LIV maj 2007