Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Der er noget, der er gået i stykker

Om abort som psykisk traumatisering

Af Bjørn Håkonsson, Psykolog, Katolsk Familjarådgivning, Malmø

At vælge abort sætter dybe spor i sjælen og i relationerne til andre. Og det påvirker vores nærmeste mere, end vi tror. Det har mine snart tyve år som psykolog overbevist mig om. I dag forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne få en komplet uddannelse til klinisk psykolog ved Københavns Universitet uden nogensinde at høre om de uhyggelige eftervirkninger af abort, som jeg siden har mødt. Jeg har set, hvor ødelæggende beslutningen om abort kan være i kvinders liv, og har derfor prøvet selv at lære mere om, hvorfor denne livshændelse – et af de almindeligste kirurgiske indgreb på vores sygehuse – medfører så store følelsesmæssige vanskeligheder til stor overraskelse for både kvinden og hendes nærmeste omgivelser. Jeg ønsker, at der bliver større åbenhed og ærlighed om dette problem, og føler mig forpligtet til at videregive min viden og mine overvejelser inden for dette område.

Alle bliver ubehageligt berørt

Alle bliver ubehageligt berørt af det. Patienter klager over, hvor koldt og mekanisk de bliver mødt af sygeplejersker og læger, når de fortæller om deres uplanlagte graviditet. Den rådgivning, der normalt gives, reducerer næsten altid den uplanlagte graviditet til et spørgsmål om mislykket prævention og tager på ingen måde de følelsesmæssige (og etiske) dilemmaer alvorligt, som kvinden faktisk kan have – som om det var farligt at tale med hende om det. Dermed føres hun – ofte under tidspres – ind i et forløb, som hun måske slet ikke vil ind i. Eftersom mange patienter i virkeligheden ikke er færdige med at finde ud af, hvad de vil, og hvilke alternativer de har, så kan den hurtige abortprocedure ende med et kaos af fortvivlelse, vrede og følelser af hjælpeløshed og afmagt. Et barn er mistet, og der er intet at gøre ved det. Hvordan gik det til? Hvor er barnet nu? Det kan være forfærdeligt at se sig selv i spejlet: Hvem er jeg nu, efter at jeg har gjort det her?
Fortvivlelsen er desværre ofte højst uvelkommen i omgivelserne. Kvinden kan blive isoleret og møde anklagende ord på grund af det, hun nu føler. ”Du har ikke noget at klage over; du valgte det selv, og du sagde jo bagefter, at det føltes som en lettelse; hvad er der nu med dig?” Eller: ”Abort er ikke skadeligt, så hvis du har det sådan nu, så må der have været noget galt med dig inden aborten.” Det kan betyde, at den naturlige sorg efter det, som opleves som et forhastet og forkert valg, bliver blokeret. En depression vokser frem, og ingen tør røre ved den.
I vores kultur er der en massiv modstand mod disse smertefulde reaktioner efter abort. En kvinde, som er ulykkelig, vred, forvirret, selvanklagende på grund af sin abort, bliver næsten automatisk skubbet ud. Vi skynder os væk. Det sker også hos den psykolog, læge eller jordemoder, som ikke forstår sammenhængen. Måske fordi de selv på et personligt plan bærer på uafklarede, indre konflikter på dette punkt, eller fordi der simpelthen ikke er plads til den type problemer i deres verdensbillede: ”Aborter er ikke psykisk skadelige. Punktum.” Så bliver problemet et ikke-problem, usynliggjort, noget man skal skamme sig over. Kvinden lærer, at det er hende selv, der er problemet. Og så øges angsten og isolationen endnu mere.

Må ikke sætte spørgsmålstegn ved valget

Det er alt for let for rådgivere at gemme sig bag en idé om, at man ikke skal sætte spørgsmålstegn ved, at en kvinde siger, hun vil have en abort. Der er mange gravide kvinder, som faktisk føler et behov for en tålmodigt lyttende person, som kan se de positive sider ved, at hun er gravid, og som tillader hende at forestille sig, at hun skal føde et barn, ja, at hun faktisk allerede er mor. Når denne støtte mangler, og denne mulighed ikke bliver nævnt, så dør det lille, tavse håb om, at der måske kunne være et alternativ til aborten. Samtalen kan slutte med, at rådgiveren føler sig stolt over at have respekteret hendes valg af abort, mens kvinden går derfra mere alene og bange, end da hun kom, og så beslutter hun sig for abort, selvom hun ved, at hun egentlig vil have barnet.
Men nu og da sejrer det lille håb – på trods af de professionelle rådgivere. En kvinde fortalte mig, at hun var på vej til sygehuset for at få en abort, da hun mødte en gammel veninde, som kunne se på hende, at der var noget galt, og som kærligt spurgte hende, hvordan hun havde det. Denne lille venlighed var nok til, at masken faldt til jorden, som hun sagde. Hun fik pludselig kontakt med sine følelser og brød ud i gråd. Hun vidste med det samme, at hun ville have sit barn, lige meget hvad folk sagde, og hun gik direkte hjem. Hun har selvfølgelig aldrig senere fortrudt, at hun fødte sin vidunderlige, lille datter. Det er i øvrigt ganske almindeligt, at kvinder ikke møder op til aborten; denne kvinde er ikke alene om sin oplevelse.
Jeg (og andre rådgivere) har erfaring med personer, som kæmper hårdt for at blive af med uhyggelige minder og følelser, som er knyttet til oplevelsen i forbindelse med abort. De går rundt med socialt uacceptable følelser af skuffelse og vrede mod deres nærmeste, som svigtede (kæresten, deres egen mor m.fl.) eller mod forskellige behandlere og rådgivere. De søger ikke hjælp hos det offentlige mere. De er bange for igen at blive misforstået af alle dem, som ikke vil se, hvor ondt aborten gør. De kan ikke holde ud at se barnevogne. De føler sig snydt og narret og kan ligefrem blive glade, når de møder radikale abortmodstandere, der giver udtryk for det, de selv føler. Bitterheden, ja, hadet, og følelsen af at være blevet krænket – ”voldtaget af samfundet”, som en patient sagde til mig – kan være stor. I mindst ét sådant tilfælde, hvor kontakten med mig pludselig blev afbrudt, har jeg en mistanke om, at personen begik selvmord (jeg har ikke kunnet få det bekræftet, da mit arbejde er anonymt og ikke en del af det offentlige sundhedsvæsen i Sverige). Det er åbenlyst, at der betales en høj pris for vores samfunds blinde vinkel i abortspørgsmålet. Og næsten ingen mærker det. Hvorfor? Er vi så stolte af vores seksuelle frigjorthed, at vi ikke tør se dens grimme bagside?
De følgende to eksempler fra min egen praksis viser, hvordan en beslutning om at afbryde en graviditet medførte stærke hæmninger i to gifte pars liv.

Det længselsfuldt ventede barn – Karen og Ron

Karen og Ron, henholdsvis 24 og 28 år, studerer begge på universitetet; hun er praktiserende katolik, han er ateist. De har været gift i fire år. De har gjort meget for at blive forældre, men uden held. I den senere tid har begge følt en slags tomhed i livet. Nogle gange ved de ikke, ”hvad de skal bruge hinanden til” (Rons ord). Der opstår hele tiden skænderier og uenighed nærmest af sig selv, noget Karen taler meget om med sine veninder på studiet. Midt i alt det bliver Karen så gravid. Karen og Ron er begge overraskede og glade, men skændes stadig meget. Karens veninder synes, at når hun nu har så mange problemer med sin mand, så er det bedst, hun får en abort, for ”alle ved jo, at et barn ikke kan redde et ægteskab.” Karen begynder at tvivle på det hele, hvilket Ron tager som tegn på, at hun ikke elsker ham mere. Karen går til lægen og får en tid til abort. Så accepterer Ron situationen, bliver stille og deprimeret. Begge føler, at de er havnet i en fastlåst situation og søger professionel hjælp. Sådan kommer de til mig.
Da de sætter sig i mit samtaleværelse, placerer de deres stole i god afstand fra hinanden. Karen læner sig lidt væk fra Rons retning og ser ud ad vinduet. Ron er stille, kigger ned, bider negle. Efter at de begge har beskrevet deres situation (med forbløffende enslydende ord), begynder jeg at spørge dem, hvordan de får det til at hænge sammen, at de på den ene side har drømt om et barn i flere år og på den anden side nu begge, næsten mekanisk, siger, at de ikke skal have et barn, ”fordi et barn ikke kan redde et ægteskab.” De tøver lidt. Indtil nu har der været et mærkeligt fravær af tydelige følelser i vores samtale; spørgsmål og svar har fulgt hinanden næsten automatisk, og den emotionelle distance mellem dem er åbenbar trods deres klare enighed på et kognitivt niveau. Karen sidder opret, næsten stift – et kropssprog, som mange terapeuter ville beskrive som, at hun er i sit hoved, uden kontakt med kroppen. Jeg spørger nu Karen, hvordan hun har det med ”det dér”, som hun har i kroppen (jeg plejer ikke at bruge ordet foster eller barn, det skal være patienterne selv, som først definerer situationen). Nu bliver hun – for første gang i samtalen – synligt emotionelt berørt og leder efter ordene og fortæller, hvor meget de havde længtes efter dette barn. Da begynder begge at se på hinanden, som om det pludselig går op for dem, at det kan være tilladt at se sagen på en ny måde, at have følelser for barnet. På hjemvejen står det klart for dem, at de umuligt kan vælge abort. Karen ignorerer sin aftalte tid på sygehuset. Hun føder sit barn, og relationen til Ron bliver god igen. Flere år efter udtrykker Karen sin taknemmelighed for denne samtale. Det eneste, hun behøvede, var et lille spørgsmål, som indbød hende til at se på sin graviditet som noget positivt. Det gav hende lov til at afvise sine omgivelsers påvirkninger, inklusive lægens, som hverken forstod eller interesserede sig for hendes virkelige længsel. Alle svigtede dem (trods gode intentioner), og det i en periode, hvor hun og hendes mand var særligt sårbare og mere end nogensinde havde brug for opmuntring og støtte. Jeg tror, at Karen i dag med en skrækblandet undren tænker tilbage på, hvor mærkeligt sikker hun kunne være i sin sag, stik imod sine egne inderste følelser – og sin religiøse tro – og endnu mere ved tanken om, at ingen, hun kendte, kunne se det og havde mod nok til at sige fra.

Abort og tillidens fuldstændige sammenbrud – Rosa og John

Rosa og John, hun 40 år, han 32, mødtes for nogle år siden ved en konference i Tyskland. Han er svensk og hun fra et sydeuropæisk land. John blev omgående forelsket i denne kvinde, som var otte år ældre end ham selv. Han beundrede hende, som han sagde, for hendes stærke selvsikkerhed, og hun blev også forelsket i ham. De giftede sig kort efter og fik en søn. Snart efter begyndte hun at arbejde på deltid som lægesekretær, mens han rejste meget rundt som sælger. Det blev Rosa, som tog sig af det meste i hjemmet, mens John arbejdede mere og mere og stod for hovedindkomsten. Han var stolt af sin position som den, der tog sig af økonomien, men Rosa følte sig efterladt og glemt og begyndte at kritisere ham for hans mange rejser. John følte sig krænket og anklagede hende for at være utaknemlig over alt, hvad han gjorde for familien. Efter det fulgte en tid med endnu flere rejser. Rosa fandt et nyt arbejde, hvor hun tjente bedre og bestemte sig for separation og mulig skilsmisse. Kommunikationen i forholdet forværredes. John kom frem til, at han simpelthen ikke forstod hende, og efterhånden talte de så lidt som muligt med hinanden. På det tidspunkt opsøger han mig og fortæller historien, sådan som den er beskrevet ovenfor.
Efter en tid kommer de begge to. Rosa er rolig og venlig. Hun er fast besluttet på skilsmisse, men samtidig åben for at samarbejde med John om det her, mest fordi, som hun siger, at hun ser, han har det skidt, og vil hjælpe ham med at blive moden og udvikle sin personlighed, som hun selv gjorde tidligere i livet, inden hun mødte ham og lagde sit hjemland og sin karriere bag sig.
Rosa er også afslappet i de følgende samtaler, men på en kontrolleret måde. Deres kommunikation forbedres gradvis, mens vi udreder forskellige emotionelle misforståelser. Der er ingen anklager eller tegn på stærke følelser, bortset fra en stille tåre på Johns kind. Med tiden bliver vores samtaler mere overfladiske, og jeg begynder at tænke over, om der måske er et eller andet ”missing link” i det hele, en hindring som ikke er kommet frem.
Så er det, at Johns ansigt får et nyt udtryk. Han ser træt ud og vender sig til Rosa med ordene: ”Skal vi fortælle Bjørn om …?” Hun bliver tydeligt ubehageligt til mode og nikker. Nu hører jeg en historie, som er helt ny for mig, om en alvorlig konflikt, de havde, da hun gennemgik en abort et år tidligere. Rosas optræden ændrer sig; hun viser nu en anden side, er meget ked af det og afslører dyb skuffelse, afmagt, vrede, næsten had mod John, som lytter tavst med bøjet hoved. Jeg hører om en situation, hvor John kommer hjem, og Rosa fortæller ham, at hun er gravid med deres andet barn. Det kom som et chok for John, og så slog det klik i hans hoved. John ved ikke, hvad han skal sige, drejer om på stedet, kører væk i sin bil og gemmer sig hjemme hos sin mor. Han sender sms’er til hende, hvor han skriver, at han ikke vil have flere børn med hende. Rosa er desperat og beslutter sig for at abortere barnet, hvilket ingen, hun møder i behandlingsteamet, sætter spørgsmålstegn ved – noget hun føler er lidt underligt.
Efter aborten er alt uudholdeligt og diffust. På en eller anden måde kommer hun, som John siger, ned på jorden igen, og efter en tid begynder de at bo sammen igen, men sexlivet er dødt. Han arbejder mere (”jeg havde simpelthen brug for det”), og hun sidder tilbage i deres lille lejlighed.
Sådan var det altså. Her var den afgørende faktor. Denne hemmelighed var for dem begge blevet til det ultimative bevis på, at de ikke var elsket af den anden. Alt var gået galt. John havde krævet aborten som et desperat forsøg på at udtrykke sin frustration over al hendes kritik, og hun ville – med sin reaktion blive af med sin skuffelse over, at han lod hende være alene. Og det gjorde hun ved i stedet at blive af med graviditeten, uden at hun ville det inderst inde. Begge følte, at de havde gjort noget forfærdeligt og var fortvivlede over, at det ikke kunne gøres om igen. Samtidigt følte begge nu en nærmest paradoksal lettelse efter den smertefulde samtale om aborten.
Siden skete der det, at John opgav at få hende tilbage; han forstod, hvad aborten havde gjort ved hende. Deres andet barns død betød også døden for deres gensidige tillid, anderledes kunne han ikke se det. De blev enige om, at de nu var modne til skilsmisse (Rosas ord) og ønskede ikke mere hjælp. Der var ikke noget at håbe på mere. Da de gik ud af døren, tænkte jeg, at de burde have fået hjælp meget tidligere. Jeg er sikker på, at alt var gået meget bedre, hvis de selv eller nogen i deres nærhed havde set, at de behøvede hjælp udefra. Måske prøvede de. Måske søgte de en sådan hjælp, men fandt den ikke.
Jeg vil gerne understrege, at John og Rosa samt Karen og Ron er helt normalt fungerende mennesker, som de fleste af os. De er ikke overilede eller uforsigtige mennesker, som ikke tænker over, hvad de gør. Men de var i en fase, hvor de hverken vidste ud eller ind med deres relation og behøvede akut hjælp udefra. Sådan går det for mange. Og de finder ingen støtte. Og så tager de livet af det, som de i virkeligheden allermest længes efter: symbolet på deres fælles kærlighed, barnet.

Hvordan opstår psykiske skader efter abort?

Post-Abort-Syndromet

Jeg har fortalt om Karen og Ron samt Rosa og John for at vise, hvordan beslutningen om abort kan ryste et helt normalt forhold fundamentalt. Men de fandt ud af at tale om det og komme videre. Langt værre er det for dem, der isolerer sig og dermed skades langvarigt eller permanent og ikke uden store anstrengelser klarer at vende tilbage til et normalt liv.
Den amerikanske psykoterapeut Vincent Rue beskriver, hvordan psykisk smerte efter en abort kan få varige følger. Jeg synes, det passer godt med mine egne observationer:
En uønsket graviditet medfører typisk overraskelse og følelsen af, at noget er mislykket – kombineret med hemmeligholdelse og skam. Derfor er fortrængning af abortoplevelsen og følelsesmæssigt selvbedrag almindeligt efter en abort (s.7).
”Personer med en sådan oplevelse kan ofte dømme sig selv til et liv i stilhed og soning eller fornægtelse og frygt. Sorg og skyld, som ikke anerkendes, forestillingen om andres fordømmelse og rædslen for at genopleve traumet – alt dette fremkalder og vedligeholder hemmeligholdelsen og isolationen … Ved fornægtelse kan undgåelsen af abortrelaterede traumer optræde på forskellige niveauer: 1) affektiv/emotionel undgåelse (følelsesløshed), 2) undgåelse af minderne (amnesi), 3) undgående adfærd (fobisk reaktion); og 4) undgåelse af kommunikation om hændelsen (interpersonal distancering).” (s.9).

Fællestræk med PTSD

Vincent Rue mener, at der er så tydelige fællestræk i de smertefulde adfærdsmønstre, som kan opstå efter en abort, at det burde anerkendes som et afgrænset psykiatrisk sygdomsbillede. 1981 præsenterede han diagnosen Post-Abort-Syndromet (PAS) som et særtilfælde af det, man inden for psykiatrisk diagnostik kalder for Post-Traumatisk Belastningsreaktion (engelsk: Post Traumatic Stress Disorder, PTSD). PTSD-diagnosen blev først alment anerkendt efter 2. Verdenskrig, da man indså de psykiske skader, som krigen medførte hos mange ofre fra koncentrationslejre, Hiroshima m.m., og den anvendes i dag flittigt som grundlag for behandling af f.eks. danske Afghanistanveteraner. I tidens løb er flere chokerende livshændelser taget med ind i PTSD-diagnosen (overfald, voldtægt m.m.), men de dominerende psykodiagnostiske systemer (som DMS-IV) afviser endnu i dag, at abort kan udløse PTSD, og dermed at PAS-diagnosen er gyldig. Det er måske ikke så mærkeligt med tanke på, at abortspørgsmålet overalt er politisk sprængstof, hvilket også afspejler sig i den videnskabelige debat om Post-Abort-Syndromet. At millioner af kvinder skulle have ret til en særlig psykiatrisk diagnose, når de plages af angst og sorg efter abort, og dermed ret til behandling og evt. erstatningskrav mod abortklinikker, er selvfølgelig en svimlende tanke for de politiske kræfter, som vil udbrede de såkaldt sikre aborter i verden. Det er vel heller ikke tilfældigt, at forskning som argumenterer for en sammenhæng mellem abortoplevelser og efterfølgende psykisk lidelse hele tiden følges op af forskning, som prøver at afvise en sådan sammenhæng. Her er der stærke interesser på spil, og det er naivt at tro, at de ikke påvirker forskningen.
For min egen del må jeg sige, at når jeg gennemlæser den liste af symptomer, man plejer at angive for PTSD (altså Posttraumatisk Belastningsreaktion), så genkender jeg det meste fra kvinder, som har opsøgt mig for at blive af med deres indre smerte efter aborten. Det gælder fx følgende PTSD-symptomer:
• At man ofte mod sin vilje føler sig tvunget til at genopleve situationen og dens angst
• At ydre ting, som minder om situationen (i dette tilfælde barnevogne, sygehuset m.m.) vækker stærkt ubehag/uro
• At man isolerer sig, føler sig forandret/fremmed eller ikke rigtigt kan føle noget længere
• Depression og lavt selvværd (som kan være meget, meget svært at blive fri af)
• Selvdestruktive tanker om, at man ikke har lov at leve (når barnet skulle dø).
De kvinder, jeg her tænker på, forbinder selv alt dette med aborten, og jeg modsiger dem ikke. Men jeg er sikker på, at de ikke ville få en PTSD-diagnose, hvis de gik til en almindelig psykiater og fortalte om deres følelser efter aborten. Hvis de derimod beskrev nøjagtig de samme symptomer og i stedet for det lille ord ”abort” sagde ”voldtægt” eller ”min kæreste døde i en trafikulykke”, så ville de sikkert kunne få diagnosen. For så er det godkendte traumer, men PAS eksisterer officielt ikke. Her har vi en urimelig særbehandling i vores system; det værste er dog, at den øger kvinders isolation: Deres lidelse accepteres ikke. I det sårbare mørke af skyld og sorg, som er normalt efter abort, kan denne afvisning forstærke følelsen af at være værdiløs. ”Det, jeg har gjort, er åbenbart så forkasteligt, at jeg ikke engang fortjener en diagnose.”

Kvantitative undersøgelser:

Hvor udbredt er Post-Abort-Syndromet?

For at kunne svare på det, må man gennemføre større kvantitative undersøgelser på en objektiv måde, og det er ikke så let. De ideologiske, politiske og økonomiske interesser, der er involverede (abortindustrien med utallige private klinikker i f.eks. USA samt stærke lobbygrupper for og imod abort) gør, at forenklede svar er alt for velkomne. Desuden må man ikke glemme, at det altid er svært at udskille entydige årsager, når man studerer adfærd i større befolkningsgrupper. Der er nemlig altid mange faktorer med i spillet. Aborter bliver heller ikke til i en slags emotionelt vakuum; det så vi tydeligt i historierne om Karen og Ron samt Rosa og John. Vi ved, at skam, hemmeligholdelse og skyldfølelse ligesom angst og depression – altså alt det, vi kan møde efter en abort – forekommer i alle slags relations- og familieproblemer. Skal man påvise, at der findes et særligt Post-Abort-Syndrom, er udfordringen derfor at isolere selve abortoplevelsen som særlig faktor.

Nogle undersøgelser (som f.eks. Nancy Adlers, 1990) mener at kunne vise, at abort ikke er årsag til mere psykisk belastning end andre belastende hændelser i livet. Selvom Nancy Adlers i sit eget materiale må konstatere, at op til 10 % af de aborterende kvinder, hun har studeret, får en depression eller en lignende lidelse bagefter, så antager hun, at det må være, fordi disse kvinder var emotionelt skrøbelige i forvejen eller blev belastede af andre forhold ved aborten, f.eks. skuffelse over deres relation til manden, problemer med økonomien eller med det at blive uønsket gravid. Men det er blot antagelser, som ikke bevises. For selv hvis de deltagende kvinder sagde det ved aborten, er det ikke sikkert, at de giver udtryk for det, de føler inderst inde. Og det er ikke sikkert, at de føler ligesådan i tiden efter. Det tager Nancy Adler og ligesindede forskere ikke hensyn til. Tendensen til at ville se alt andet end selve abortindgrebet som udløsende faktor er typisk for den del af forskningen, som fornægter eksistensen af PAS. Langt mere nøjeregnende bliver sådanne forskere, når de møder undersøgelser, der faktisk påviser en stærk statistisk korrelation mellem abort og efterfølgende psykiske sygdomme. Så peger de gerne på, at dette statistiske sammenfald ikke udgør videnskabelige beviser for, at der er en årsagssammenhæng mellem abortindgrebet og efterfølgende lidelser, og at man derfor ikke kan konkludere noget sikkert om, at lidelserne skyldes aborten. Tænk, hvis man så lige så skeptisk på vores Afghanistanveteraner, som plages af, hvad de har oplevet i kamp, og man påstod, at det i hvert fald ikke kunne bero på kamphandlingerne. Det er muligt, at nogen synes, at det her handler om to helt forskellige fænomener, og det gør det jo også. Men ikke på symptomplan. Identitetsforvirring, skyldfølelser over at være i live, angst, mareridt m.m., det kan vi møde i begge tilfælde, så forskellige de to situationer end er.

Den svenske forsker Anneli Kero fra universitetet i Umeå førte samtaler med 58 kvinder i forskellige aldre om deres aborter fire og tolv måneder efter aborten. Ifølge hende oplevede 12 af kvinderne (20 %) en form for krise- eller sorgreaktioner efter aborten. De fleste (88 %) følte uro, sorg, skyld, angst og tomhed, og 9 % af kvinderne brugte selv ordet krise om deres situation. Trods dette tolker Kero sine resultater således, at få kvinder har det svært efter en abort, og at lettelse er den dominerende følelse bagefter. Kero indrømmer, at abort kan indebære psykisk smerte, men det er også tydeligt, at hendes ærinde er at give et billede af aborter som noget naturligt og ansvarligt, og det er derfor ikke mærkeligt, at de mest abortvenlige organisationer ofte citerer netop hende.
Kero har ret i, at kvinders abortoplevelser er mangesidige og komplekse, og at lettelse kan indgå sammen med smerte. Men hun ser ikke, at beslutningerne om abort meget ofte bygger på et kaos af angst og usikkerhed, og hendes studier tager ikke hensyn til, at psykiske problemer efter en abort meget vel kan dukke op langt senere i livet, hvilket undersøgelsen også er blevet kritiseret for.

Lidt i samme område finder vi et nyt dansk studie, som trods alvorlige metodiske begrænsninger er blevet publiceret i et internationalt videnskabeligt tidsskrift. Man har sammenlignet kvinder, der får en abort, med kvinder, der føder deres barn, og set på, hvor meget begge grupper har søgt kontakt med psykiatrien i månederne før og efter. Ifølge Trine Munk-Olsen fra Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet, hovedforfatter til undersøgelsen, er der ikke stor forskel mellem tiden før og efter, og deraf konkluderer hun, at det er usandsynligt, at aborterne i sig selv gør kvinder mere psykisk syge, end de var i forvejen. Det faktum, at kvinder, som får abort, langt oftere er i kontakt med psykiatrien, må have andre grunde, mener hun. Undersøgelsen er blevet kritiseret for at ignorere mange faktorer, som kunne have betydning, som fx kvindernes sociale og emotionelle baggrund, eller hvorvidt der har været psykiske problemer tidligere eller senere end det korte tidsinterval, undersøgelsen dækker, hvorvidt graviditeten var ønsket, hvor mange aborter man har bag sig osv. Det er desuden kendt, at psykiske problemer kan opstå flere år efter en abort, og at det netop er typisk for traumatiserende oplevelser, at man ikke opsøger hjælp, fordi man helst bare vil glemme det hele. Man gemmer sig (fobisk/undvigende reaktion).
Ligesom Keros undersøgelse får denne her et stærkt gennemslag i medierne og bidrager til et forenklet billede af, at abort er risikofrit. Og det er vel heller ikke en tilfældighed, at denne undersøgelse er medfinansieret af en udenlandsk fond, som støtter abort.

Hvilke undersøgelser kan man stole på?

Hvilke undersøgelser kan man stole på? Rogers analyserede forskningsmetoderne bag ikke mindre end 239 videnskabelige artikler i emnet og fandt frem til, at de undersøgelser, som havde den svageste grad af metodisk videnskabelighed, tenderede til at se mest positivt på abort. De abortkritiske undersøgelser var altså bedre.

En forskergruppe ved John Hopkins universitet i Baltimore ledet af Robert Blum kom frem til præcis det modsatte. De sammenlignede 21 undersøgelser og konkluderede, at de studier, som havde de dårligste metodologiske oplæg, var dem, som så flest psykiske problemer efter abort.
Hvad skal man tro? Der er mange undersøgelser, og ingen kan evaluere dem alle sammen. Som rådgiver kan man møde kvinder, som selv oplever, at de er traumatiserede af at deltage i det, de oplever som drabet på deres ufødte barn. I arbejdet med dem er der intet at hente hos den abortvenlige forskning, som afviser, hvad de oplever. De får at vide, at de er alene om det eller tager fejl af deres følelser. Denne forskning er selvfølgelig akademisk interessant, men i terapeutisk sammenhæng nærmest destruktiv.

Heldigvis er der særdeles god forskning, man som rådgiver kan nikke genkendende til, og som står for en solid metodik. En meget omfattende og metodisk stærk undersøgelse står Fergusson, Horwood and Ridder for. De har præsenteret et langtidstudie (over en 25-årig periode) af en fødselsårgang i New Zealand. Målet var at undersøge sammenhængen mellem at have fået foretaget abort og dette at rammes af psykisk lidelse i alderen 15-25 år. Fergusson og hans team brugte det anerkendte psykodiagnostiske system (DMS-IV). De kunne påvise, at unge kvinder, som valgte abort, opviste betydeligt flere psykiske lidelser end dem, som fuldendte deres graviditeter, og dem, som ikke blev gravide. Det var specielt tydeligt for den yngste gruppe (15-18-årige). Blandt disse fandt de 78,6 % med dyb depression, 64,3 % med angstrelaterede diagnoser og 50 % med rapporterede selvmordsforestillinger. Dette studie er et af de mest grundige, der er blevet gennemført, og det har mange metodiske fordele. Det ser på en lang række øvrige variabler (som familiebaggrund og barndomsproblemer) og kan stadig bekræfte, at sammenfaldet mellem selve abortindgrebet og øget risiko for psykiske lidelser står fast, også når der tages hensyn til disse andre faktorer. Og med sit langtidsperspektiv og sin grundige brug af standardiseret diagnostik er det i stand til at klarlægge forhold, som en lang række andre studier af mindre omfang og med ikke-standardiserede scoringssystemer ikke kan.

En endnu nyere (september 2011) og kritisk præsentation af 36 statistiske undersøgelser og 22 forskningsprojekter om forholdet mellem psykisk sygdom og abort er lagt frem af professor Priscilla K. Coleman fra Bowling Green State University i Ohio. Den omfatter ikke færre end 877.181 kvinder, blandt hvilke 163.831 har fået en abort, og den er dermed den største undersøgelse, der er lavet nogensinde. Her sammenlignes 1) kvinder, som valgte abort med 2) dem som fuldførte en uplanlagt graviditet, 3) dem som fuldførte en planlagt graviditet og 4) dem som slet ikke var gravide. Professor Coleman byggede udelukkende på forskning med høj grad af metodisk grundighed (sammenligningsgrupper, demografiske faktorer, hensyn til visse vigtige psykiatriske og sociale baggrundsfaktorer m.m.). Hendes sammenstilling viser en markant forskel særligt mellem dem, der fik abort og dem, der fødte deres barn. I abortgruppen var der bl.a. 34 % mere uro og angst, 37% mere depression, 110 % øgede tilfælde af alkoholmisbrug og 115 % øget selvmordsfrekvens. Coleman kan også konstatere, at op til 81 % af de kvinder, som fik abort, blev ramt af psykiske lidelser, og i hvert fald i 10 % af tilfældene kan det direkte spores til selve aborten. Hun konkluderer, at der er for dårlig viden om disse eftervirkninger – som man også møder i det praktiske kliniske arbejde – og opfordrer til, at patienter og personale informeres bedre om de psykiske farer ved abort. Colemans rapport er omgående blevet angrebet. Kritikerne hæfter sig bl.a. ved, at en stor del af de undersøgelser, hun bygger på, er hentet fra hendes egen forskning. En af de skarpeste kritikere er den danske Trine Munk-Olsen, hvis egen ovenfor nævnte undersøgelse blev udsat for kritik af netop professor Coleman nogle måneder forinden.

Selvom det altid er svært at drage konklusioner fra kvantitativ forskning, som kan overbevise alle skeptikere, så kan ingen benægte, at der igen og igen dukker resultater op, som sandsynliggør, at Post-Abort-Syndromet er en uhyggeligt udbredt virkelighed. For nogle år siden præsenterede den ovenfor nævnte Dr. Rue en gennemgang af hele 375 undersøgelser om de psykiske eftervirkninger af abort. Selvom de var forskellige m.h.t. metode og resultater, så fandt nogle af disse studier en meget høj procentdel (op til mere end 50 %) af følgende tilstande efter abort: Lav selvværdsfølelse, skyldfølelser samt fortrydelse. Der var særligt svære følelser omkring årsdagen for aborten. Der var såkaldte flash-backs, som vi kender dem fra andre posttraumatiske syndromer (krig, voldtægt osv.), i form af pludselige, tvangsmæssigt optrædende, indre hukommelsesscener fra selve aborten, og der var rapporter om mange seksuelle problemer med partneren efter abort. Andre stærkt repræsenterede symptomer (men under 50 %) var mareridt samt selvmordsforestillinger, selvmordsimpulser og selvmordsforsøg. Desuden oplevede en hel del vanskeligheder med at tilgive sig selv, misbrugsproblemer og indlæggelser på psykiatriske klinikker.

Hver gang der laves ny seriøs forskning om aborternes psykiske eftervirkninger, får man tal på de ansigter, som man kan møde som psykolog. Man skal i dag være særdeles forhærdet, hvis man vil benægte det faktum, at alvorlige stresssymptomer samt symptomer, som vi kender dem fra traumatiserende krænkelser (PTSD) er klart overrepræsenterede blandt kvinder, som har gennemgået en abort.

Den toneangivende organisation American Psychological Association (APA), som endnu modsætter sig, at PAS-diagnosen bør indgå i de psykodiagnostiske systemer, indrømmer da også, at der er visse risikogrupper, som oplever negative reaktioner, f.eks. kvinder, som har en følelsesmæssig tilknytning til graviditeten, kvinder som mangler støtte, eller som personligt er imod abort, eller som inden indgrebet var i tvivl om, hvorvidt de skulle gøre det. Det mærkelige er, at denne indsigt ikke leder til, at organisationen så anbefaler, at disse grupper lader være med at få abort og i stedet vælger et mere skånsomt alternativ, som fx bortadoption. Og endnu mere mærkeligt er det, at man ikke vil erkende, at indre tvivl og usikkerhed formodentligt kan findes i enhver kvinde, der overvejer abort. Jeg selv har i hvert fald yderst sjældent mødt kvinder, som kunne sige, at de entydigt og uden mindste skrupler ville have aborten.
Mens man i USA holder fast ved afvisningen af PAS-diagnosen, er der siden 2008 opstået en vis tvivl om denne position hos den ansete britiske psykiaterorganisation United Kingdom Royal College of Psychiatrist. Organisationen har lyttet til de nyere forskningsresultater, som mere og mere sandsynliggør en årsagssammenhæng mellem abort og depression. Derfor har de britiske psykiatere ændret standpunkt og anbefaler nu, at kvinder ikke skal kunne få en abort, hvis de ikke er blevet informeret om de psykiske risici i forvejen. Det er et modigt og ærligt skridt i en akademisk verden, som i årtier har fastholdt sin afvisning af kvinder, som lider efter abort. Denne ændring viser, at der er sprækker i den meget kompakte mur af modstand mod PAS.
Der rejses ofte tvivl om, hvorvidt undersøgelser fra andre lande og kulturer er gyldige hos os. Derfor vil jeg nu beskrive tre skandinaviske undersøgelser lidt mere indgående.

Tre undersøgelser fra Skandinavien

Anne Nordal Broen sammenlignede i et femårsstudie kvinder, som havde valgt provokeret abort, med kvinder, som havde oplevet at miste deres barn ved en spontan abort. De værste og længst varende psykiske reaktioner fandtes hos kvinder, som selv valgte abort, men som oplevede, at de var blevet presset til en beslutning af manden (det gjaldt hele 25 % af dem, som valgte abort). Når hun sammenlignede de to måder at miste et barn på, kom hun frem til, at kvinder med spontan abort faktisk reagerede med stærkere eftervirkninger (svære følelser af sorg og tab) end den anden gruppe i tiden umiddelbart efter tabet, men de fik det hurtigt bedre. Gruppen med provokeret abort kæmpede derimod længere med mere angst, undgående adfærd samt følelser af skyld og skam. Lidt mærkeligt i den sammenhæng er det, at netop disse kvinder under hele forløbet samtidig scorede højere, når det gjaldt følelsen af at ”have gjort det rette”. Denne tilsyneladende modsigelse er en af de mange forvirrende indtryk, man støder på inden for dette område, men den illustrerer udmærket den emotionelle virkelighed, den abortramte kvinde befinder sig i, og som kan være alt andet end logisk.
Jeg husker en af mine patienter, en lærer med en stærk overbevisning om, at abort skal forblive en lovlig rettighed. Hun opsøgte mig for at ’finde ud af nogle problemer med sin kæreste’. Igennem mange af vores samtaler kunne hun omtale sine tre aborter på en rolig og selvbevidst måde som ”den rigtige beslutning”. Men nu og da kunne hun alligevel afsløre helt andre følelser: En forfærdende tomhed, ligesom at gå rundt med ”et monsterlignende hul i maven”, som ”ødelagde hende indefra” samt forvirring og uro.
Her afsløres noget meget vigtigt: Det er ikke bare et enten-eller, når det handler om, hvordan man har det efter en abort. Man bør forholde sig forsigtigt til alle kvantitative undersøgelser, som registrerer et øjebliksbillede af, hvad et antal kvinder vælger at svare. Man er nødt til at kende en person på et individuelt plan for at kunne være sikker på, om aborten virkelig har været traumatiserende. Man må også tænke på, at en abort, som lige nu ikke opleves som et større problem, senere i livet kan blive traumatisk, fordi den kan få en helt ny betydning, f.eks. når det går op for kvinden i 35-års-alderen, at hun ikke længere kan blive gravid. Så får den abort, hun fik, da hun var 22 år, nemlig en helt ny dimension. Eller den kvinde, som ændrer sit livssyn, f.eks. ved en kristen omvendelse, og må indse, at hun gjorde noget, som hun nu betragter som forfærdeligt og bittert fortryder. Klinisk erfaring viser os også, at mange negative følelser kan fortrænges og først dukke op senere i livet, f.eks. ved et nyt barns fødsel, eller når man senere i livet er i stand til at føle en tryghed, som gør, at man bedre kan fornemme og bearbejde sit indre, f.eks. i en stabil og god psykoterapeutisk relation. Kvinder, som i undersøgelser efter abort svarer ja på spørgsmålet, om de er ”lettede”, kan altså sagtens sige noget andet et eller 10 år efter.
Relationen til den, som spørger, er meget vigtig, når det handler om så personlige ting. Ovenfor nævnte Anne Nordal Broen gjorde en metodisk vigtig opdagelse, da hun sammenlignede de resultater, hendes medarbejdere samlede ind fra de kvinder, de havde interviewet. Nogle medarbejdere havde en vis modstand mod hele projektet, og det var hun nødt til at forholde sig til. Og så opdagede hun, at netop de medarbejdere, som var mest negativt indstillede over for projektet, havde haft flest problemer med at få kvinderne til at svare. Ikke så mærkeligt; der skal jo tillid til, før man afslører, hvor dårligt man har det. Det er ikke nemt at fortælle om svære følelser, når man instinktivt mærker, at den, som interviewer en, ikke rigtigt vil tage imod den slags eller ikke tror på det, man siger. Måske spiller denne menneskelige faktor en rolle, når forskende aborttilhængere ikke finder frem til de lidelser, som findes i deres interviewpersoner, og ikke kan bekræfte problemernes eksistens i deres undersøgelser. Man ser jo ikke gerne det, man ikke vil se.
Men selv blandt dem, som arbejder for abort, kan man finde resultater, som bekræfter eksistensen af en særlig form for post-traumatisk stresssyndrom, som udløses af abort. For nogle år tilbage gennemførte en erfaren abortlæge, Hanna Söderberg, en stor undersøgelse af samtlige kvinder, som havde valgt at få abort i Malmø i en årgang. Hun kunne – formodentlig til sin egen overraskelse – påvise, at de fleste af dem, som deltog i undersøgelsen, svarede ja til, at de enten havde lidt af følelsesmæssige forstyrrelser efter aborten, eller også at de aldrig ville gennemgå en abort igen (eller ja til begge dele). Omkring 16 % af dem, som svarede, var blevet så skadede, at de havde følt sig tvunget til at opsøge psykolog eller psykiater efter aborten; typisk måtte de sygemeldes på grund af depression. Doktor Söderbergs grundige undersøgelse sætter et stort spørgsmålstegn ved hele den abortvirksomhed, hun selv har været med til at opbygge gennem mange år (hvilket hun ærligt nok har indrømmet i en samtale med mig). Den betyder, at vi må regne med, at vi i en by af Malmøs størrelse har over 100 kvinder hvert år, som får meget alvorlige psykiske skader i forbindelse med abort, en behandling, som de gik ind i med forventningen om, at den skulle løse et problem for dem, ikke kaste dem ud i nye og værre problemer. Man kan med rette spørge, hvilken anden ”medicinsk behandling” med sådanne sideeffekter, der ville blive accepteret på denne måde. Jeg kan kun se én forklaring på, at disse mange kvinder, som skades, ikke går til domstolene og kræver erstatning, og det må være den helt overvældende og totale tabuisering, der hersker i vores samfund om problemet. Det kræver en overmenneskelig anstrengelse at rejse sig og være den første, som går ud i offentligheden med sin lidelse og må bære hele det sociale og psykiske pres, den latterliggørelse og sociale stempling, som uforstående omgivelser og medier hurtigt kan udvise. At ingen ser ud til at være i stand til det lige nu er ikke svært at forstå.
En metodisk god side af Hanna Söderbergs undersøgelse er, at den også giver et billede af den meget store gruppe af kvinder, som nægtede at medvirke i undersøgelsen med henvisning til, at de ikke kunne holde ud at tale om eller tænke på aborten. Söderbergs forarbejde er så grundigt, at det giver mulighed for at beskrive denne gruppe nærmere. Den består i høj grad af mennesker, som i forvejen er kendt i forbindelse med social og psykisk belastning (f.eks. unge, enlige, lavt uddannede, arbejdsløse og studerende). Der er altså al grund til at tro, at forholdene ude i virkeligheden, bag alle undersøgelserne, er langt værre, end vi kan se.
Mika Gissler har gennemgået en enorm mængde statistisk materiale om kvinder i Finland og vist, at selvmordsprocenten efter abort var næsten seks gange større (34,7 per 100.000 kvinder) end for dem, som fødte deres barn (5,9 per 100.000 kvinder). De, som begik selvmord efter abort, var ofte fra socialt dårligt stillede miljøer og ugifte. Selvom det er svært at udtale sig for sikkert om årsagssammenhængene, så fastslår forfatterne alligevel, at det statistiske sammenfald må betyde, at kvinder, som får abort, har en øget risiko for selvmord bagefter, og at dette er en faktor, der bør tages hensyn til, når man vil forebygge sådanne dødsfald.
Det er stadig muligt at bortforklare de psykiske lidelser efter abort og tro på andre faktorer. Men efterhånden som den kritiske forskning skrider frem, bliver denne position mere og mere absurd.

Eftervirkninger påomgivelserne

Manden

Der er en del, men færre, undersøgelser, når det drejer sig om mænds reaktioner på, at deres partner vælger abort. Et studie af Shostak af 1.000 mænd, som ledsagede deres kvinder til abortklinikker i USA i 1984 konkluderede, at abort er et ikke-anerkendt traume for mænd, som oftest gennemlever denne oplevelse uden nogen hjælp. De skjuler deres følelser for at beskytte deres partner; de kan typisk føle sig isolerede, afmægtige og vrede på sig selv og på partneren.
For nogle år siden blev jeg opsøgt af en ansat på en rådgivning for unge i Danmark, som havde samlet mænds dagbogsoptegnelser om deres oplevelser i forbindelse med partnerens abort, en beslutning som de selv havde været imod. Han havde afbrudt sin forskning af angst for, at han ville blive betragtet som abortmodstander på sin arbejdsplads, hvilket muligvis kunne koste ham jobbet. Denne mand var offer for et gruppepres, som vi ser eksempler på igen og igen inden for sygehusvæsenet i vore nordiske lande. Lignende problemer møder den del af personalet, som udfører aborter, men får det psykisk dårligt på grund af deres arbejde. Han – som på ingen måde var abortmodstander – overlod hele sit forskningsmateriale til mig (jeg har endnu ikke offentliggjort det). I disse tekster kan man side op og side ned møde mænd, som føler sig skubbet til side, møde deres dybe frustration over ikke at kunne påvirke om deres eget barn kan blive født eller ej, magtesløsheden samt en stærk følelse af at blive personligt afvist i det barn, som afvises af partneren.

Personalet

Der hersker en slags sarkasme og fortvivlelse også blandt dem, der udfører aborterne (et ikke så populært job på sygehuset). ”Hvad har du på næste uges skema?” spurgte en sygeplejerske, jeg kender, for en tid siden en kollega. ”Jeg skal slå små børn ihjel,” svarede kollegaen helt alvorligt. Det er selvfølgelig svært at leve med. Der klages ind imellem over manglende støtte til dem, der arbejder med abort, særligt i de uhyggelige tilfælde, hvor personalet skal tage livet af fostre efter 22. uge, det vil sige, når de i princippet har en mulighed for at overleve uden for livmoderen. Helt ubærligt bliver det i de tilfælde, hvor fostret overlever indgrebet og fødes levende, selvom det skulle være dødt. Det er umådeligt svært at stå og se på et sådant lille væsen, der ligger og gisper efter luft, mens det kæmper for sit liv; det kan fortsætte i op til en time. Det er sket nogle gange, at en sygeplejerske i civil ulydighed bryder mod reglerne og bærer barnet til en neonatal afdeling, hvor det så overlever.

En kendt kvinde i USA, som blev udsat for et sådant mordforsøg inden sin fødsel, er Gianna Jessen. Hun var umådelig heldig. Hun blev reddet, og hendes abortlæge blev faktisk tvunget til at underskrive hendes fødselsattest. Der måtte han skrive, at hun blev født under et abortforsøg, som han foretog. Hun rejser i dag rundt og holder foredrag om de ufødtes ret til livet (se og hør hendes fortælling på youtube).
Alt dette er måske ikke så langt fra nogen af os. En af mine bekendte var gravid og ville have en abort for nogle år siden. Det viste sig, at hun bar på tvillinger, en dreng og en pige. Drengen overlevede aborten, hun besluttede at beholde ham, og nu, siger hun, ”elsker jeg ham mere end mine øvrige børn.” En nabo til mig, en 25-årig kvinde, var nær blevet aborteret, da hendes mor fik at vide af lægen, at det, hun havde i livmoderen, var en kræftsvulst, som skulle fjernes. Moderen nægtede at tro på det og fødte altså pigen. På en rejse i USA mødte jeg en kvinde, som fik at vide, at fostret i hende havde alvorlige handicap og burde aborteres. Hun ville ikke tro på det og fødte en søn, som ikke havde det ringeste handicap. Læseren kan sikkert lægge flere historier til om dette emne, som er så fuldt af fejltagelser og uhyggelige modsigelser.

Det er hårdt for dem, der er sat til at arbejde med aborterne. Særligt de, som arbejder med de sene aborter, oplever rystende ting. Man vil helst se sig selv som omsorgsfuld behandler, men kan ikke lade være med at føle sig som en bøddel, når man skal slå et stort foster langsomt ihjel – og så lever det måske alligevel, når det kommer ud. Emnet udløste en mediestorm i danske medier sommeren 1996, hvor en del jordemødre prøvede at sige stop for de meget sene aborter. I Sverige er spørgsmålet dukket op igen i 2011, men debatten blev lukket af i medierne efter relativt kort tid. Socialstyrelsen i Sverige reagerede ved at sige, at man vil undersøge, hvilke metoder der kan anvendes, som bedre sikrer, at der ikke forekommer levendefødte fostre på svenske sygehuse. Det, man mener, er metoder, som anvendes i visse lande, og som går ud på, at der injiceres en giftsprøjte i fosterets hjerte, inden selve uddrivelsen sættes i gang. Sådanne makabre forslag bygger på princippet om, at det, som personalet ikke ser, det har det ikke ondt af.

Men problemet med abort er, at vi ved, hvad vi gør, selv når vi gør processen usynlig. Det er umuligt helt at fortrænge den faktiske umenneskelighed, som en sådan handling indeholder. Derfor bliver vi aldrig af med ubehaget, skyldfølelserne og sorgen, så længe vi fortsætter med dette. Og det gælder jo givetvis også de tidlige aborter, hvor vi ved, at fostret er endnu mere forsvarsløst og har endnu mere behov for beskyttelse. Alt, hvad der skal til, er at se billeder af disse små ødelagte væsener – så bryder vi sammen. Naturligvis. Det her er jo ganske enkelt umenneskeligt.

Børnene

En sidste gruppe af personer, som bør nævnes her, er børnene, altså dem, som har fået lov til at blive født samt øvrige familiemedlemmer. Når det gælder den aborterende kvinde og hendes forhold til denne gruppe konkluderer Rue:
”Hvis aborten er en familiehemmelighed, føler kvinden ofte, at hendes relationer til familiemedlemmerne forandres. Hun kan føle sig deprimeret, skyldig og fuld af skam og blive mindre åben, eller hun kan forsøge at overkompensere og fornægte enhver følelse af tab ved en tvangsmæssig laden-som-om. Hun kan også undgå familiesammenkomster, hvor gravide søskende eller unge niecer og nevøer er til stede. For nogle er aborthemmeligheden et tvingende bevis på deres værdiløshed og manglende evne til nogensinde at blive elsket og accepteret som den, de er, såvel inden for familien som blandt venner. Biologiske bedsteforældre (til fostret) kan bære på en dobbelt byrde, hvis deres datter vælger en abort. De oplever ikke kun tabet af deres barnebarn med alle mulighederne for kærlighed og glæde, de føler også tabet af deres datter eller en forandret relation til hende, fordi hun distancerer sig efter aborten. Hvis forældrene var indblandet i abortbeslutningen, kan datteren bagefter ville straffe dem.”
Hvordan klarer den allermest sårbare gruppe i familien, nemlig børnene, at deres mor har fået en abort? Det er en alvorlig mangel inden for forskningen, at ingen har turdet udsætte dette spørgsmål for en ordentlig undersøgelse. Vi ved jo, at smertefulde familiehemmeligheder i høj grad kan skade børns selvbillede. Selv i familier, hvor forældrene prøver at skjule, hvad der er sket, bliver børn bekymrede, når de ser deres mors krisereaktioner. Før eller senere, mere eller mindre bevidst, bliver de formodentlig i stand til at forstå, at der er sket noget forfærdeligt, noget som forældrene ikke er stolte af, og som man hellere må lade være med at tale højt om, og som skal glemmes eller ligefrem fortrænges. Det er svært at være vidne til en børnefamilie, hvor alle ved, hvad der sker (hvilket jo i hvert fald ikke kan undgås ved sene aborter). Man kan bare gætte sig til den rædsel, som særligt de yngre børn må føle, når de tænker over, hvad mor har gjort. Spørgsmålet, som det lille barn ikke kan stille, og som ingen kan udholde, fordi det ikke helt kan afvises, hænger i luften: ”Kunne mor finde på at gøre det samme med mig?!”
Som forfatterne Weiner og Weiner skriver: ”En abort kan for barnet i børnehavealderen blive et bevis på forældrenes evne til at blive farlige, noget som skaber uudholdelig forvirring og angst, som uundgåeligt må fortrænges, for at en grundlæggende tillid kan holdes i live, noget som alle børn behøver i afgørende grad. I familier, hvor forældrene ønsker at beskytte børnene fra at blive bange ved at tale ”på en afslappet måde” om aborten som ”noget naturligt”, kan børnene forsøge at leve op til deres forældres syn ved at fornægte den frygt, som aborter vækker i dem. Andre børn, som hører om aborten, men ikke forstår, at der var et foster, som faktisk var en potentiel bror eller søster, kan blive forfærdede senere i barndommen, når de forstår, hvad et foster er, og at de selv engang har været i samme position og teoretisk set kunne være blevet aborteret.”
Ifølge Ney spekulerer særligt handicappede børn ofte på, om deres forældre ville have aborteret dem, hvis de havde kendt til deres handicap.
Med tanke på disse forhold må det regnes som mere end sandsynligt, at der sker en slags sekundær traumatisering af børn i familier som rammes af abort. Men det er svært at påvise, eftersom børn ofte gør alt, hvad de kan, for at tilpasse sig forældrenes forventninger, særligt når det drejer sig om at undgå ting, der kunne gøre forældrene ulykkelige. Nu og da er der dog synlige symptomer, som når et barn giver udtryk for skyldfølelse over at være i live, når det afdøde barn ikke er det.
Om ældre børn i familien skriver Rue:
”… aborten sender et højst modsigelsesfuldt signal til den unge om dette at kontrollere aggressive impulser, at støtte og vise omsorg for de svage, og værdien af det menneskelige liv. Dette på sin side kan øge kløften mellem generationerne gennem øget desillusionering og en erosion af respekten over for forældrene.”

Det, der siges her, er naturligvis en alvorlig udfordring til et samfund, der kraftigt forsøger at forsvare kvinders såkaldte ret til abort, mens det samtidig siger, at det vil fokusere på børnevelfærd. Dette kan forklare, hvorfor der ikke laves forskning om aborternes virkning på vores levende børn. Man behøver dog ikke være børnepsykolog for at indse, at der her gemmer sig et betydeligt om end dybt nedgravet problem, som burde undersøges, uanset hvor ubehagelige resultaterne måtte være. Men det er fuldt tænkeligt, at vores samfund vil foretrække ikke at vide, og dermed prøve at undgå en modsigelse, som kunne opleves som en trussel mod centrale dele af vores moderne livsstil, frem for alt den seksuelle frigjorthed, hvis grusomme bagside aborterne er et eksempel på.
Her mærker man relevansen af den kloge psykolog C. G. Jungs ord:
”En løgn giver kun mening, så længe sandheden opleves som farlig.”

1) For at være sikker på at ingen identifikation er mulig, er omstændigheder og navne ændret. De to cases og nogle af de øvrige eksempler i teksten er til en vis grad en blanding af forskellige cases, jeg og andre rådgivere, som jeg kender, har arbejdet med.
2) Vincent M. Rue, Ph.D.: ”The psychological Realities of Induced Abortion” (Rue, 1994), udgivet i Michael T. Mannion (ed.): Post-Abortion Aftermath: A Comprehensive Consideration, Writings generated by various experts at a “Post-Abortion Summit Conference, Sheed & Ward, 1994. Citaterne her er fra s.9 og s.7.
3) Adler, NE et alii: ”Psychological responses after abortion,” i Science 248 (4951), 1990.
4) Se fx Major, B.: “Psychological implications of abortion – highly charged and rife with misleading research” i CMJA 168 (10): 1257-8, 2003.
5) Kero, A. et alii: “Legal abortion: a painful necessity”. Soc Sci Med. 2001;53:1481-90.
6) T. Munk-Olsen et alii: “Induced First-Trimester Abortion and Risk of Mental Disorder”, New England
Journal of Medicine, 364: 332-339, 2011.
7) Rogers’ bidrag finder man i Rue, V., A. Speckhard, J. Rogers, & W. Franz, (1987): The Psychological Aftermath of Abortion: A White Paper. Presented to the Office of the Surgeon General, Department of Health & Human Services, Washington D.C. Resultaterne præsenteres kort i Rue, 1994 s.13).
8) Charles, VE et alii: “Abortion and long-term mental health outcomes: a systematic review of the evidence” i Contraception 78 (6): 436-450, 2008 og “Abortion not seen linked with depression”, Review of studies found no evidence of mental harm after procedure, MSNBC, 2008.
9) Se David M. Fergusson, L. John Horwood, og Elizabeth M. Ridder: “Abortion in young women and subsequent mental health”, i: Journal of Child Psychology and Psychiatry 47:1 (2006), s.16-24.
10) Coleman, Priscilla K.: “Abortion and mental health: quantitative synthesis and analysis of research
published 1995–2009”. The British Journal of Psychiatry (2011) 199: 180-186.
11) se Rue, 1994, s.25. Hele gennemgangen af undersøgelser på siderne 11-23 er fremragende, særligt fremstillingerne på siderne 15-17 som har en enestående grafisk oversigt over resultaterne fra 22 undersøgelser, som gennemførtes i årene 1980 – 1993. Jeg synes, hele denne artikel er særligt god, fordi den forener et omfattende statistisk materiale med solide kliniske observationer. Rues analyser har – selvom de er kortfattede – været noget af en øjen-åbner for min egen forståelse af de symptomer, mine patienter er kommet med. Det er grunden til, at han citeres så ofte i min tekst. Andetsteds i samme bog behandles børns reaktioner på abort.
12) I en pressemeddelelse fra APA, 18/1 1989.
13) “Position Statement on Women´s Health in Relation to Induced Abortion”, Royal College of Psychiatrists, 14/3 2008.
14) Anne Nordal Broen: Women´s emotional life after miscarriage and induced abortion – a longitudinal,
five-year follow-up study in Norway, Faculty of Medicine, University???, 2006.
15) Hanna Söderberg: Urban women applying for induced abortions – Studies of epidemiology, attitudes and emotional reactions, Departments of Obstetrics and Gynecology and Community Medicine, Lund University, University Hospital, Malmö, Sweden, 1998.
16) Gissler, M. et alii: “Suicides after pregnancy in Finland, 1987-94, register linkage study”, BMJ 313(7070): 1431-4, 1996.
17) Shostak, A. et al.: Men and Abortion: Lessons. Losses & Love, New York: Praeger, 1984, denne undersøgelse omtales i Rue, 1994 s.24-25.
18) se Rue, 1994 s.26
19) Weiner & Weiner: The Aborted Sibling Factor, in: Clinical Social Work Journal, 34: 209 – 215, 1984, også sammenfattet i Rue, 1994 s.27).
20) Philip G. Ney: Emotional and Physical Effects of Pregnacy Loss on the Woman and Her Family: A
Multi-centered Study of Post-Abortion Syndrome and Post-Abortion Survivor Syndrome, i Michael T.
Mannion (ed.): Post-Abortion Aftermath: A Comprehensive Consideration, Writings generated by various experts at a “Post-Abortion Summit Conference, Sheed & Ward, 1994, s.69-88, oplysningen her nævnes på side 74.
21) se Rue, 1994 s.28).

Artiklen er trykt i magasinet: jeg fortryder det hver eneste dag – om senfølger efter abort. Udgivet oktober 2016