Gravid men blevet meget i tvivl

19. juni 2025
Hej.
Jeg er gravid i 5 uge med termin i februar, hvis den lille udvikler sig, som den skal. Jeg blev rigtig glad, da jeg opdagede, at jeg er gravid. Graviditeten er planlagt, da både min kæreste og jeg gerne ville have et barn mere, og samtidig give vores søn en søskende.
Min kæreste og jeg har været sammen i 6 år og har en søn på 1,5.
MEN min kæreste gik voldsomt ned med stress kort inden vores søn blev født, og er stadig hårdt ramt psykisk. Han får sommetider voldsomme angstanfald, og er tilknyttet i psykiatrien. Han er sygemeldt og får dagpenge.
Da jeg fortalte ham om graviditeten, fik han det rigtig skidt og kunne mærke, at han ikke er klar, da han er bange for at få et tilbagefald. Han mente derfor, at jeg skal få en abort. Jeg blev selvfølgelig ked af det, for for mig er det et ønskebarn, som er inde i maven.
Vi har aftalt at give det lidt tid og mærke efter, hvad der er det rigtige. Min kæreste er vist egentlig glad, men mest bange for, at det vil gøre ham syg igen. Derudover er vi på grund af hans sygdom er vi blevet nødt til at sælge vores hus, og bor derfor pt. ikke sammen. Han bor hos sin mor, mens jeg er flyttet op til min bror og hans familie på en gård. Det var den mulighed vi havde, og vi er ikke uvenner eller noget.
Min bror er ved at istandsætte en længe på deres gård, som vi skal flytte ind i sammen, når den er færdig. Efter planen skulle boligen have været klar til indflytning i efteråret. I går fik jeg at vide, at vores nye bolig først kan være færdig i det nye år. Vi kan højest sandsynligt leje deres sommerhus og flytte derhen indtil boligen bliver klar.
Jeg ved at vores familier synes, at det er virkelig dumt at få et barn nu. De synes vi i forvejen har nok at kæmpe med. Jeg føler mig dog ret psykisk stærkt og at jeg har overskud til en baby – også hvis jeg kommer til at være meget alene om det. Men nu har jeg jo heller ikke prøvet at være mor til 2.
Hverken min kæreste eller jeg havde regnet med, at han ville reagere så voldsomt på graviditeten, og det sammenholdt med vores boligsituation gør, at jeg er kommet i tvivl, om hvad der er det rigtig at gøre. Beholde barnet eller få en abort.
På papiret giver det nok mest mening st få en abort, men mig hjerte siger noget andet. For mig er det som sagt et ønske barn, og jeg vil blive ked af det. Jeg er bange for, at vi begge vil fortryde det. Det skal lige siges, at jeg er 38 år, så alderen er imod os i forhold til at få yderligere børn på et senere tidspunkt.
Hej
Det lyder svært for dig, ja, for Jer begge, at I overvejer abort af jeres planlagte barn. Det er din kærestes stress, der får Jer til at overveje abort. Det er let at forstår, når han reagerede så voldsomt, inden I fik jeres søn.
Din kæreste er tilknyttet psykiatrien, har han fået god hjælp? Og får han fortsat hjælp? Måske en god ide, at I sammen taler med behandler om jeres aktuelle situation, og hvordan fødsel af nr. 2 kan blive anderledes for din kæreste, fordi I nu ved en del mere end, da du var gravid med nr. 1?
Du føler dig psykisk stærk og har overskud til baby, hvor er det godt! Og når du føler det, trods at din kæreste har haft det svært, siden I blev forældre, så lyder det helt troværdigt, for det må også have været hårdt for dig med baby og syg kæreste.
Jeres familier vil synes, det er dumt med nr. 2 nu. Det kan man godt forstå. Men det har I planlagt, det er jeres valg, og det er jer, der skal leve med valget. Og når nr. 2 er født, mon da ikke de vil tage kærligt imod barnet, ligesom de nok gjorde med jeres første?
Du tænker, at det på papiret nok giver mest mening med abort. Mon det gør? For som du skriver, så kan I begge reagere med fortrydelse efter abort. En abort spoler ikke tiden tilbage til før graviditeten. Mange reagerer psykisk efter abort, særligt dem, der var i tvivl.
Overvej sammen, hvad der kan hjælpe jer til at overskue at tage imod barnet.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Ønsker ikke flere børn, men heller ikke abort
25. november 2025

Spørgsmål:

Hej Jeg står i den situation at jeg er blevet uventet gravid. Jeg har i forvejen 3 børn og er gift med børnenes far. Han ønsker ikke endnu et barn men støtter mig i det valg jeg træffer. Problemet er bare, jeg ønsker ikke endnu et barn. Jeg har nok i de børn vi har, jeg mangler ikke noget. Jeg ønsker bare heller ikke en abort, jeg er bange for at fortryde det og føler at jeg vil tage livet af et barn ved at få en abort.. hvorfor har det barn ikke ret til livet?..

Svar:

Hej Uventet gravid, og ønsker hverken barn eller abort. Din mand ønsker heller ikke flere børn, men vil heldigvis støtte dig, hvis du beholder barnet. Hvor længe har du kendt til graviditeten? Måske ser noget anderledes ud om noget tid. Hvordan vil det være for dig at tage imod nr. 4? Hvad er sværeste for dig at overskue? Er der noget, der kan gøre det nemmere for dig og Jer at overskue at tage imod barnet? Du er bange for at fortryde en abort og føle, at du tager livet af et barn ved aborten. Hvad giver dig disse tanker? Du har nok hørt sætningen: Man fortryder ikke de børn man får. Jeres 3 børn har I måske ønsket og planlagt, denne graviditet har måske rystet Jer. Men et ikke-planlagt barn kan sagtens blive både ønsket og elsket som de planlagte børn. Hvad vil du helst leve med: barn, med de glæder og udfordringer der følger, eller abort, med familien som nu, eller måske fortrydelse og den pris, det måtte have for dig og familien? Kender du nogen, der har været i samme situation, som du kan tale med? Abortlinien kan måske formidle kontakt til et par, der som Jer var rystede, da de fandt ud af, at nr. 4 var på vej. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Uventet gravid, selvom jeg altid har ønsket et 3. barn.
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej jeg fandt ud af for et par uger siden at jeg var gravid. Jeg var egentlig trods ønsket om et mere kommet frem til, at det nok ikke lå i kortene. Vi har ikke rigtig brugt noget beskyttelse i over 2 år og der er aldrig sket noget så jeg følte mit lidt sikker i at det ikke ville ske, selvom der var et lille ønske. Min kæreste og far til vores to fælles børn ønsker denne graviditet selvom at der har været åbne kort over manglende beskyttelse. Jeg er lidt i chok og har været lidt bange for at fortælle min kæreste jeg er gravid, og han tog det ikke pænt. Han nævner alle grunde for at det vil ødelægge alt, han ikke kan klare det, økonomi, alle grunde til det er en dumt af mig at en del af mig hælder mod at beholde barnet. Han synes jeg skal snakke med min familie om det men at de vil mene det samme som ham. Jeg føler mig alene om at træffe en svær beslutning og lidt at please ham fordi jeg er ked af det og det han siger er ubehageligt og får mig til at føle mig som en taber der ikke kan holde til et til barn. Jeg har mine udfordringer, men jeg synes selv jeg er en god mor og jeg elsker mine børn så højt. Men jeg får hurtigt følelsen af at jeg ikke er god nok. Min kæreste er tit under samtalen om at beholde barnet, sød og trøster mig kort for han går tilbage i at jeg er egoistisk og ikke burde beholde barnet. Jeg står uden job pt. Og er i sidste stadie i forhold til at søge flexjob og mangler kun at får et godkendt. Jeg havde et job indtil sidste uge, men de havde ført mig bag lyset og var ikke sikre på de kunne give mig flere end 3 timer, de håbede på jeg blev ved med at arbejde gratis for resten af timerne. Så det er en dum situation. Barn nr 3 ville måske udskyde min jobsituation, måske ikke da den slags tager tid. Der er en chance for jeg er samme sted og 2 år. Jeg har selvfølgelig nogle psykiske udfordringer der gør jeg ikke kan arbejde mere en 12 timer, men det føler jeg ikke barn nr 3 ville ændre. Jeg kan til dels arbejde 12 timer så jeg er en god mor til mine børn. Min kæreste synes dog han føler han allerede er far til 2,5. Det er virkelig hårdt at høre. Jeg har aldrig ønsket at have en diagnose og udfordringer og jeg vil rigtig gerne bare gå på arbejde og havde økonomisk ret som alle andre “normale”. Det er nok mit største ønske. Men han har ret i at mit overskud ikke er så stort som andres og at jeg er udfordret. Jeg fx. Brug for mere søvn end andre. Men jeg jeg føler mig stadig som en god og værdig mor. Så det gør ondt at høre. Vores økonomi er noget min kæreste lægger meget vægt på. Vi har ikke fælles økonomi, så han har meget og jeg har en del mindre. Så barn nr 3 er presset økonomisk for mig, han synes også det er det for ham. Jeg får ingen økonomisk støtte til børnene da han tjener for meget og vi vores husstand derfor ligger for højt. Økonomi er generelt er ømt punkt hvor han nemt kan blive sur og lidt ubehagelig. Pengene er hans kun, dog kan han være gavmild når det er noget han ønsker. Vi er ikke fælles eller lige og at jeg ikke bidrager. Jeg føler mig tit lille og utilstrækkelig, så det er svært oveni udfordringer jeg ikke har valgt og ikke kan trylle væk. (Jeg lider af sværere Adhd og lidt angst. Tænker det har en betydning her og giver forståelse).Så det er svært at vælge at beholde en graviditet jeg selv er lidt i chok over. Og jeg har været lidt bange for at fortælle min kæreste jeg er gravid, og han tog det heller ikke pænt. Og ovenstående ting høre jeg hele tiden for. Men får også af vide beslutningen er min. Men når jeg siger, jeg forstår hvorfor der grund for abort, men at jeg ønsker at beholde det. Kommer alt det negative og han er tydeligt skuffet. Hvilket jeg godt forstår. Det er bare stadig svært når han trøster mig et øjeblik og nævner hvorfor jeg ikke kan “klare” eller har råd til barn nr. 3 det næste øjeblik. Ting der også bliver nævnt er at jeg svigter mine to andre børn (5 og 7 år). Det gør ondt fordi jeg elsker dem. Jeg føler mig presset og alene. Føler ikke jeg kan gå til min familie da han siger de vil give ham ret. Jeg føler kun jeg kan få fred hvis jeg får en abort. Jeg føler ikke jeg har ret til at beholde barnet og alle vil se skævt til mig hvis jeg gjorde. Lidt som om jeg ikke er værdig som menneske. Jeg har som ung for mange år siden fået en abort og det var rigtig svært og det satte sine skår i mig psykisk. Jeg blev presset ret voldsomt af min ekskæreste der var faren dengang. Og jeg fortrød, valgte gik først op for mig efter og jeg kunne ikke tænke klart før efter valget var taget. Beklager det blev så langt.

Hej Hvor lyder det svært for dig. Både med den uventede graviditet og jeres forhold. Det er ikke ansvarligt af din kæreste at presse dig til abort, og "ikke tage graviditeten pænt", når I er to om ikke at have beskyttet jer. Du er udfordret på flere områder, og mange vil nok sige som din kæreste (og måske din familie), at abort er bedst. Men, det er dig, der er gravid, og beslutningen er din, som din kæreste også siger, alligevel føler du ikke, du har ret til at beholde barnet. Du er tidligere presset til en abort, som du fortrød og som satte sig psykiske skår i dig. -Det kan du risikere igen, og det kan få betydning for din familie også. -Hvad tænker din kæreste om det? Du føler dig tit lille og utilstrækkelig, presset og alene, ikke værdig som menneske, og din kæreste kan blive sur og ubehagelig omkring økonomi. Det lyder meget bekymrende. Har I overvejet at få hjælp til jeres forhold? Ved din sagsbehandler, hvor svært du har det? Jeg vil foreslå dig at tale med en, som du har fortrolighed med, en, der vil lytte til dig og til dit ønske om at beholde barnet. Hvilken hjælp vil du have brug for? Måske Abortlinien kan skaffe dig en støtteperson eller støttefamilie, der kan give praktisk hjælp? Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation. Håber det bedste for dig og jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.