Gentagne tidlige aborter

7. oktober 2025
Kære brevkasse.
Vi er et ungt par på 26 år som er sunde og raske og ingenting fejler. Vi har været igennem noget af et forløb i vores rejse til forhåbentligt at blive forældre en dag.
I januar sidste år testede jeg positiv på en graviditetstest. Vi havde prøvet i 2 måneder og var lykkelige. Desværre begyndte jeg at bløde 7 dage senere. Vi fik aldrig graviditeten “bekræftet” hos lægen, men vi går ud fra at der var tale om en biokemisk graviditet/spontan abort. Vi var fuldstændig knuste, og det tog os flere måneder at komme ovenpå igen psykisk.
Efterfølgende forsøgte vi at blive gravide igen, og testede meget svagt positiv yderligere to gange samme år, hvor jeg begyndte at bløde umiddelbart efter. Lægen sagde, at siden disse ikke er blevet “bekræftet”, tæller de ikke som gentagne aborter.
Nu står vi så og har testet meget tydeligt positiv, har været ved lægen, til scanning, set hjerteblink, til scanning igen – og her var hjertet desværre stoppet med at slå omkring uge 7-8. Nu er jeg så ved at gennemgå en medicinsk abort.
Vi er TRÆTTE og UDMATTEDE over dette forløb, og føler os ikke hørt i sundhedsvæsenet, da de bliver ved med at sige, at de første aborter ikke “tæller”. Er der virkelig igen hjælp at hente i en situation som vores? Og hvordan vurderer du vores chancer for at få et succesfuldt forløb og en sund og rask graviditet?
Hej
Det er let at forstå, at I er kede af at have mistet så mange gange, at I er udmattede, og at I er frustrerede over, at Jeres 4 tidlige spontane aborter kun tæller som en i systemet.
Jeg kan desværre ikke udtale mig om Jeres chancer for en sund graviditet.
Kig evt på Spontan abort, hvor der nederst på siden henvises til: Landsforeningen for ufrivilligt barnløse LFUB eller Foreningen Ufrivillige Gentagne Aborter i Danmark FUGA. Begge organisationer arbejder for at forbedre vilkårene for kvinder, der er ramt af gentagne ufrivillige aborter.
Håber, I måske kan få støtte her igennem.
Håber, det snart må lykkes for Jer at opleve graviditet uden komplikationer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Har jeg haft en abort? 
9. marts 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg tog en meget svag, men positiv graviditets test søndag morgen. Jeg begynder at bløde søndag eftermiddag, og bløder stadig idag, onsdag. Blodet indeholder mørke klumper og er meget rødt. Jeg har taget tests hver dag siden, 1 mandag, 1 tirsdag og 1 idag, onsdag. De har alle været negative.. Kan den positive test i søndags have været falsk? Eller er HCG niveauet bare faldet enormt hurtigt fordi det var meget tidligt i “graviditeten”? (5+1)

Svar:

Hej Det er muligt, at du har haft meget tidlig spontan abort. Testede du søndag, fordi du ikke fik menstruation til forventet tid? Prøver du at blive gravid? Tal evt med din læge. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Kirurgisk abort
23. september 2024

Spørgsmål:

Jeg oplevede en MA, som efterfølgende endte ud i 3 udskrabninger, da de åbentbart ikke formåede at få alt restvæv ud de to første gange. Disse udskrabninger fandt sted over en periode på 6 uger… Efter den sidste udskrabning (hvor de brugte kamera), havde jeg ikke smerter og blødte ikke voldsomt meget. Jeg har efterfølgende haft ubeskyttet samleje med min kæreste. Det er nu 4 uger siden sidste udskrabning, men for 10 dage siden oplevede jeg en minimal lyserød pletblødning, som har været efterfulgt af ti dages brunligt pletblødning. Ikke voldsomt, men cirka hver gang jeg tørrer mig. I starten af pletblødningen, havde jeg jag i maven, og murren i underlivet. Jeg er møg nervøs for om der stadig er en restvæv, eller om dette kan være normalt efter hvad min krop desværre har måtte gå igennem.. Er dette mon normalt?

Svar:

Det har været et hårdt forløb du har været igennem. Jeg kan desværre ikke give dig en garanti for om det er restvæv. Jeg vil anbefale dig at kontakte din egen læge og få det afklaret. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Marianne Jørgensen, abortlinieleder

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.