Fik abort og skuffede min mand

7. oktober 2025
Kære brevkasse!
Jeg er en kvinde på 40 år i et godt fast forhold. Min kæreste og jeg har et barn hver fra tidligere forehold og så så har vi en pige sammen på 4 år. For 14 dage siden opdagede jeg, at jeg var gravid, og min kæreste og jeg har altid været enig om at vi ikke ville have flere børn.
Og da det så skete var jeg nogenlunde klar over at jeg skulle have en abort. Men min kæreste vendte på en tallerken og blev meget i tvivl og ville gerne have barnet. Jeg har tidligere lidt af angst, som blev udløst ved min første graviditet for nu 14 år siden, så jeg turde ikke. Han lovede at bakke min beslutning op, og jeg fik en medicinsk abort.

Jeg har taget noget fra ham

Nu er det bare sådan, at han er i dyb sorg og føler, jeg har taget noget fra ham. Han er faktisk rigtig ked af hans reaktion. Han mener at han nok skal komme over det, men vil ikke snakke om det, men jeg kan mærke den anspændte stemning.
Jeg har talt med min søster og veninde om det, og de giver mig jo bare ret i min beslutning, og kan ikke rigtig forstå, at jeg også er ked af det (når jeg nu selv har valgt abort).
Jeg ved ikke hvordan jeg støtter min kæreste, for han vil ikke tale og bare glemme, og jeg er jo typisk kvinde og vil gerne tale om hans og mine tanker. Mit netværk er ret ringe.
Hej
Du og din kæreste var enige om, at I ikke skulle have flere børn, men da I ikke var steriliserede, var muligheden for graviditet tilstede, og du blev gravid.
Selvom man har tænkt, at man ikke ønskede flere børn, er det ikke det samme, som at man ønsker abort, hvis en graviditet opstår. Sådan var det for din kæreste, du ønskede derimod abort. Din kæreste bakkede dig op i abort, selvom han ønskede at beholde barnet.

Sorg, savn og tomhed efter abort er naturlige reaktioner

Din kærestes reaktion er naturlig og forståelig. Den deler han med mange andre efter en abort, som ikke var ønsket. Typiske reaktioner efter abort er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede, hvis man blev presset. Ofte er det kvinden, der har disse reaktioner, efter en abort som manden har ønsket. Problemer i parforholdet efter abort er normalt, særligt hvis parret ikke var enige. Og ja, det er svært for dig at støtte din kæreste, når han ikke vil tale.
Du er også ked af det, skriver du. Er du ked af det pga din kærestes sorg eller har aborten også været svær for dig? –For abort er svær for mange kvinder, også selvom de selv har valgt abort. Det er din søster og veninde tilsyneladende ikke klar over.
Hvis man skal prøve at forestille sig, hvordan din kæreste har det, så er han både i dyb sorg og måske vred på dig, fordi ”du har taget noget (et barn) fra ham”. Dette tab, og måske vrede overfor dig, kan gøre det svært for ham at tale med dig. Din kæreste er far, og ved, at børn har brug for deres far. Måske føler han, at han har svigtet sit 3. barn.
Er det mon en mulighed for Jer sammen at tale med en psykolog eller terapeut, der kan hjælpe Jer til at nå hinanden?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk.
Håber det bedste for Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Pletblødning efter abort
8. juni 2026

Spørgsmål

Hej. Jeg ønsker råd omkring et langvarigt blødningsforløb efter medicinsk abort. Jeg fik den 4. april konstateret missed abortion ved scanning. Jeg skulle have været ca. 10 uger henne, men fosteret var gået til grunde omkring uge 8. Jeg startede medicinsk abort, men første behandling tømte ikke livmoderen helt, så jeg fik en ny omgang medicinsk behandling. Ved kontrol den 25. april kunne man stadig se rester i livmoderen, men man vurderede, at de sandsynligvis ville komme ud med næste menstruation. Siden da har jeg haft vedvarende pletblødning. Den 10. maj fik jeg kraftig blødning i ca. 2 dage efterfulgt af lettere blødning. Den 19. maj fik jeg igen kraftig blødning i ca. 2 dage, hvorefter det igen aftog til pletblødning. Jeg blev scannet den 21. maj, hvor man ikke længere fandt rester af graviditetsvæv. Man kunne se blod i livmoderen, som blev tolket som gammelt blod, og man vurderede, at blødningen skyldtes efterforløbet efter den medicinske abort. Jeg har siden fortsat haft daglig pletblødning, primært mørkerødt/brunligt blod og enkelte små klumper. Jeg har ingen feber, ingen lugtgener og ingen smerter. Jeg tog en graviditetstest i går, som var negativ. Er det normalt at pletbløde i så langt tid ? Hvad kan jeg gøre for at stoppe det og får nor al menstruation igen.. jeg vil gerne blive gravid igen

Svar

Hej Det er trist med din abort, og forståeligt, at du er frustreret over det lange efterforløb. Med scanningen d. 21. maj og det, at du ikke har infektionstegn, er der formentligt ingen grund til bekymring. Hvis pletblødningen (med klumper) ikke er ophørt 3 uger efter scanningen vil jeg foreslå dig at kontakte lægen igen. Håber, du snart er på "den anden side" og at du bliver gravid med ukompliceret forløb. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Abortfortrydelse
29. april 2026

Spørgsmål

Hej, jeg er 41 år gammel og har to børn på næsten 4 og 7 år. Livet har været godt, og selvom jeg nogle gange forestillede mig tre børn, blev jeg fuldstændig overrasket, da jeg blev uplanlagt gravid og gik i chok og med en lammende angst. Efter 8 dage kunne jeg ikke håndtere alle de negative tanker og fik en abort (i 5. uge), hvilket min mand har støttet, men ikke selv ville have valgt. Umiddelbart efter fortrød jeg det, men prøvede at lægge det i baghovedet. Men nu kan jeg ikke få det ud af hovedet; hvordan jeg nu ville være i ti uger, hvordan jeg ikke gav min søn chancen for at blive storebror. Jeg tror, ​​at min første menstruation snart kommer, hvilket kan få tankerne til at eskalere. Har andre haft det sådan, og hvor lang tid tog det at slutte fred med det? Jeg overvejer endda, om vi skal prøve at få en baby, men jeg ved, at det skal sættes på pause, da det er mine hormoner og ikke mit hoved, og jeg ved, at det ikke kan erstatte det, jeg allerede har valgt at stoppe.

Svar

Hej Det lyder hårdt for dig. Du har fortrudt din hurtige beslutning om abort, og det fylder meget for dig. Måske også for din mand? Og ja, mange andre har som dig fortrudt deres abort. Mange vælger (for) hurtigt abort ved uventet graviditet. Kaostanker kan fylde, graviditetshormoner giver mange slags følelser, mange forestiller sig, at en abort spoler tiden tilbage til før graviditeten. Men mange oplever som dig at fortryde. Og endda overveje ny graviditet. Hvor lang tid det tager at slutte fred med sin beslutning, er meget individuelt. Læs evt. her https://abortlinien.dk/efter-abort/ Vær tålmodig med dig selv. Hvem kan du tale med? Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Hvor længe må man bløde?
18. februar 2026

Spørgsmål:

Hej Jeg fik en abort d. 11 december 2025 og har lige siden blødt. Lige efter aborten blødte jeg kraftigt i et par uger og fik også feber og var til tjek op på sygehuset pga det. Synes jeg kan læse at man kan bløde indtil næste menstruation men nu er to menstruationer gået forbi og jeg pletbløder stadigvæk hverdag. Skal jeg kontakte gynækologen der gav mig aborten eller min egen læge eller se hvad der sker?

Svar:

Hej Ja, jeg vil foreslå dig at kontakte gynækologen, det er længe, du har blødt, selvom det kun er pletblødning. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne