Brev til mit barn

Kære lille skat. Min elskede lille skat, du er så ønsket og elsket, men livet er ikke klar til, at vi skal være sammen nu. Jeg er så frygtelig ked af det! Din storebror er lige startet i vuggestue, nøj hvor ville I to have det sjovt og lave meget fantastisk ballade.

Mor og far venter på dig, vi venter på at livet er klar til dig. Lige nu er jeg for syg til at kunne passe på dig i mig. Jeg er så ked af det. Men vi står klar med åbne arme, når jeg er rask igen. For Vi ved, at netop Du kommer igen.

Jeg savner dig allerede så meget. Du er så elsket og derfor kan vi ikke byde dig livet endnu, det vil ikke være fair overfor dig eller en kære storebror. Men snart er der styr på livet igen, så du kan være her med os.

Jeg elsker dig, min lille skat. Jeg kan mærke at du er en lille pige, jeg ved det bare, det har du allerede fortalt mig.

Åh lille skat, jeg elsker dig!
Knus fra Mor

Barnets navn: Faith

Kære lille du.

I morgen ved denne tid har du forladt min krop for altid. Først nu mens processen er i gang og du forlader det som kunne være og som i få øjeblikke giver mening når jeg tænker på du blev til af ømhed og nærvær.

Det er denne sommeraften med sorg og de første tårer jeg lysende klart mærker det der for altid vil ramme mig når jeg tænker på hvem du kunne være og hvad jeg kunne være for dig .

Nemlig din mor som ville have elsket beskyttet og forgudet dig. Jeg vil have kysset dine små tæer og fingre og sunget dig i søvn. Jeg ville have optaget din første pludren og dit første ord som vil have været så hjertevarmt at min glæde midt i trætheden usikkerheden og alt andet ville have været altoverskyggende hvis jeg først havde fået dig. Jeg ville have råbt på sidelinjen til din første fodbold kamp og jeg vil have ladet dig omfavne og drille din søster som vil have elsket dig ligeså højt som mig. Jeg vil have kigget på din far og mærket den varme og kærlighed han ville have givet dig, hvis du var valgt til.

Jeg tændte et lys i aftes i stilhed. Et lys for det der aldrig blev men for det der altid vil huskes. Din 1 års fødselsdag vil have været den 18 marts. Jeg vil for altid huske hvad der kunne have været. Lille du som aldrig fik chancen du vil for altid aldrig være glemt men altid et lille sted i mit hjerte gemt.

Barnets navn: Lille du

Til det lille liv, jeg bar i mig – og mistede.

Jeg mærker dig stadig. Ikke fysisk, ikke i kroppen… men i det tomrum, du efterlod. Du var så lille, og alligevel føles det, som om du fyldte alt.

Jeg savner dig. Og jeg forstår ikke helt, hvordan noget, der ikke nåede at vokse færdigt, kan gøre så ubeskriveligt ondt at miste. Men det gør det. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg scanningsbilledet for mig. Hver gang jeg mærker stilheden, mærker jeg også fraværet af dig.

Jeg græder, fordi jeg ville have holdt dig. Fordi du var mit. Fordi jeg ikke fik mulighed for at lære dig at kende. Jeg tog den beslutning, jeg skulle tage. Men ikke den, jeg ønskede at tage. Jeg valgte, fordi jeg måtte – ikke fordi jeg ville. Og det gør det ikke lettere.

Nu står jeg tilbage med en sorg, jeg ikke kan dele med nogen. Et hul i mig, som ingen ser. Og det gør mig ensom på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Du fik aldrig et navn, men du fik en plads i mit hjerte.

Undskyld

Min elskede lille skat!

Jeg skriver til dig med et hjerte, der brister af kærlighed, savn og fortrydelse.

Du var ønsket. Du var drømmen, mit punktum, den lille sjæl, der skulle have fuldendt vores familie. Og alligevel er du ikke her. Ikke fordi jeg ikke elskede dig, men fordi jeg ikke var stærk nok til at kæmpe for dig.

Jeg så dit lille hjerte slå. Hurtige, smukke slag, der fyldte mig med en lykke, jeg ikke kan beskrive. I de øjeblikke følte jeg, at alt gav mening. Men jeg var svag, nedbrudt, og jeg lod mig presse af frygt, af smerte, af en situation, jeg ikke kunne kontrollere. Jeg burde have stået fast, burde have holdt fast i dig – men jeg gjorde det ikke. Og det valg knuser mig hver dag.

Jeg ser dine søskende lege, grine, leve – og jeg ved, at de ville have elsket dig lige så meget som jeg. De ville have kysset dine små hænder, holdt dig tæt, passet på dig. Du ville have været en del af vores kaos, vores kærlighed, vores liv.

Jeg føler, jeg har svigtet dem også, fordi jeg nu sidder tilbage med en sorg, der gør mig fjern. De fortjener en mor med overskud, men jeg føler mig tom.

Jeg håber, at du – hvor du end er – ved, at du var elsket. At du stadig er elsket. At jeg ville have givet alt for at kunne spole tiden tilbage og tage det valg om igen. At du aldrig var uønsket, aldrig var en fejl. Det var mig, der fejlede.

Jeg bærer dig med mig, hver dag. I mine tanker, i mit hjerte, i alle de “hvad nu hvis” og “hvordan ville det have været”. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan tilgive mig selv. Men jeg håber, at du kan.

Jeg elsker dig. For evigt.
Din mor

Lille sol kom nu frem, Lille sol kom med mig hjem, Lille sol i himlen bor, Lille sol glem aldrig, at jeg er din mor!

Missed aborten.

Vi så dit lille hjerte slå, da lægen scannede uden på. Dagen før havde jeg haft en blødning, men det stoppede igen, og vi håbede, at det ikke havde nogen betydning. To uger senere, hvor lægen bare scannede mig for sjov, endte det i den dybeste sorg. Regnen buldrede på vores ruder, i mens jeg bare sidder der og tuder.

I dag var vi på hospitalet, hvor de sagde at vi havde mistet dig pga. kromosom-antallet. Du havde for mange, og udviklingen gik i stå, alt imens jeg fortalte om dig til alle, jeg så.

Min lille sol, nu i himlen bor – glem aldrig at jeg er din mor ❤️