Bløder store klumper 3 uger efter abort 

7. oktober 2025
For 3 uger siden fik jeg foretaget en medicinsk abort (var kun i 4. uge). Jeg er bosat i Nepal og gjorde meget ude af at finde et ordenligt hospital og jeg undersøgte selv den udleverede medicin over nettet, for at være helt sikker på at alt var som det skulle være.
Aborten gik sådan set godt, og måske også lidt for godt, oplevede ikke voldsomme smerter og først 24 timer efter begyndte jeg at bløde, men slet ikke så meget som jeg var blevet oplyst om at jeg ville. Min egen menstruation er normalt meget kortvarig ca. 2,5 dag og jeg bløder meget lidt, så tænkte det nok var meget ‘normalt’ for mig.
Omkring 1 uge efter aborten begynder jeg dog at bløde ret voldsomt, ca. 1 bind i timen og i en halvanden uges tid bløder konstant igennem mine jeans… samtidig kan jeg mærke hver gang jeg rejser mig at store klumper kommer ud. I søndags var det så præcist 3 uger siden min abort og jeg bløder stadig store klumper ud, først i dag er blødningen aftaget en smule.. Min menstruation ville normalt starte i morgen.
Lyder det som et ‘normalt’ forløb, eller bør jeg være bekymret? Jeg spørger her i stedet for at gå til lægen, fordi aborter i Nepal ikke er særligt udbredt og der er meget få gynækologer hvilket også betyder at ventetiden er forholdsvis lang.
Hej
Medmindre din blødning er meget aftagende, vil jeg opfordre dig til at kontakte en læge. Det er normalt at bløde meget i forbindelse med medicinsk abort, men det skal være aftagende.
Hvordan har du det efter din abort fraset blødning?
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Relateret læsning: Medicinsk abort

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Følelser efter abort
6. november 2025

Spørgsmål:

Jeg ønsker at komme ud med mine følelser efter abort

Svar:

Hej Det lyder til, at du har fået det svært efter abort. Det oplever mange kvinder. Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læs: Efter Abort Og skriv gerne igen til post@abortlinien.dk og få mere hjælp. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Vrede efter frivillig abort
30. juli 2025

Spørgsmål:

Hej Brevkasse Er det normalt at opleve en form for total vrede på en selv og den partner som har været indblandet i. Det var en fælles beslutning vi to da timingen ikke var den rigtige for nogle af os, men han er begyndt og se med en ny pige og de har snakkede om børn ude i fremtiden jeg ved bare ikke hvordan min krop vil reagere på at se "faren" til mit "barn" skulle være far til et levende barn. Ved godt det er to store spørgsmål, men er virkelig i tvivl, om det er mig som er helt på afveje eller om det er normale reaktioner og om nogle har prøvet noget ligne.  

Svar:

Hej Du er slet ikke på afveje. Det er helt naturligt at reagere psykisk efter abort, også selvom aborten var en fælles beslutning. Typiske reaktioner er fortrydelse, sorg, skyld, tomhed og vrede, både overfor en selv og overfor partneren. At din partner hurtigt efter aborten, taler om børn i fremtiden med ny kæreste, er oplagt en svær situation. For, hvorfor skulle Jeres ufødte barn ikke leve, når et andet senere skal? Hvem kan du tale med om din vrede? Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læse evt. her: Efter abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.