Kære brevkasse. Jeg føler mig så sorgfuld. Jeg har været lykkelig gravid og ej vidende omkring, at jeg rendte rundt med et vindæg. Jeg opdagede det tilfældigt, da jeg røg på hospitalet med noget andet og de scannede mig og fandt en tom fostersæk. Jeg var dog i uge 11 og havde hidtil INGEN symptomer haft på, at noget var galt.

Sorg over at miste

Jeg er i sorg over at miste, at der intet har været. Jeg har svære følelser ift. om det er min skyld. Jeg har løbet under min graviditet og er bange for, at det er derfor. Jeg tænker om det er mig der har gjort noget forkert. Samtidig så føler jeg mig dybt krænket. Jeg er tidligere været udsat for seksuelle overgreb og følte mig krænket på hospitalet.

Jeg havde små aborteret derhjemme i 6 dage, taget stærkt smertestillende hver 4 time og skulle over og undersøges for at se, hvad planen var. Det var rigtig hårdt for mig, jeg græd så meget de dage. Det føles så ulykkeligt det hele.

Ovre på hospitalet sad de 3 mennesker i rummet. Da jeg begynder at tale med lægen, ringer telefonen og sygeplejersken begynder højtlydt at tale i telefon i 5-10 min. Der bliver spurgt om nogle rutine spørgsmål, INGEN fokus på mit psykiske tilstand (får også fast depressionsmedicin og har tendens til depression).

Jeg skal ligge mig på briksen og pludselig stikker lægen bare ultralydsstangen op i min skede, UDEN at sige noget omkring det. Hun kigger kun på skærmen og taler ikke til mig. Hun begynder at tale højtlydt omkring, at hun ikke ved hvad hun kigger på. At der måske er blod derinde, men hun ved det ikke rigtig.

Hun ringer efter en anden læge. Ny læge kommer ind og han siger til den anden læge “må jeg overtage”. Tager én handske på og fat om ultralydsstangen (som var det en gearstang) og begynder at køre den frem og tilbage i mit underliv meget hårdt. Jeg ligger og siger av og giver udtryk for det ikke er rart.

Lægerne står sammen og kigger på skærmen og han underviser hende, på intet tidspunkt fokus på hvordan jeg har det eller inddrager mig. De taler lægesprog og virker ikke til at tænke over, hvordan jeg mon må ha det. Jeg følte mig som en maskine.

Manglende empati

Efterfølgende får jeg stukket nogle piller i hånden og får forklaret jeg skal gå hjem og lægge dem i skeden, for at kunne få fostersækken ud (som stadig er der). Jeg får intet skriftlig materiale med og er fuldstændig ødelagt over deres manglende empati. Sygeplejersken kan heller ikke svare på de spørgsmål jeg stiller, hun taler udenom dem alle.

Sygeplejersken siger flere gange, at jeg virkelig skal vide, at det her er meget stærke smerter jeg vil få- hvilket jeg ikke ser som en motivation mere frygt. Det eneste jeg får med er de piller som skal sætte aborten i gang.

Ender med at jeg må gå hjem meget ulykkelig, lede hele internettet igennem for oplysninger og bare er rigtig trist.  Jeg ender med at få fostersækken ud, men føler ikke at jeg på noget tidspunkt er blevet set på som menneske. Jeg føler lige nu, at jeg aldrig kommer til at få børn. Det her er det værste jeg nogensinde har oplevet.

Føler tab og skyld

Jeg føler et kæmpe tab, at jeg er blevet snydt. Følte også lidt skyld da jeg var på hospitalet, de behandlede mig lidt som om jeg selv ønskede at få abort. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal komme mig over det her. Jeg er skrækslagen for at få et vindæg igen, jeg ville ikke kunne gå igennem det igen. Samtidig ønsker jeg mig så brændende et barn.

Kan der være noget i vejen med mig? Jeg føler det virkelig.

Hej
Hvor er det hårdt for dig, både at du ikke var gravid med et foster og at du bebrejder dig selv, og ikke mindst den kritisable behandling, du har fået på sygehuset.

Du har ingen skyld i, at du har været gravid med et vindæg. At du har oplevet dette, betyder ikke, at der er noget i vejen med dig eller at du ikke kan blive gravid og opleve en ukompliceret graviditet. Jeg vil opfordre dig til at tale med din læge om “det hele”, og spørge til en støttesamtale.

Og, hvis du har kræfter til det, eller kan få støtte af nogen, synes jeg, du skal overveje at klage over forløbet på sygehuset.

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske