Hej. Jeg er 40, min mand er 44. Vi har to dejlige og velfungerende børn på 7 og 4 år. Nu er jeg gravid ved en uforsigtighed. 8+1.
Min mand har egentlig altid drømt om 3 børn. Jeg har aldrig rigtig drømt om børn. Vi er begge taknemmelige for de to vi har, og var også enige om, at vi ikke skal have flere. Vi føler begge at vores familie er fuldkommen, og der er ingen i vores omgangskreds, der forventer at vi nogensinde skal have flere. Det har jeg været meget tydelig omkring.

Når nu jeg så er blevet gravid, var min første tanke “shit, det skal vi ikke have.” Men jeg synes også at vi ikke kan være bekendt at træffe en hurtig beslutning. Vi kan godt betegnes som ressourcestærke forældre og vi har i panik kigget på økonomien og bolig og vurderer, at vi godt kan have 3 børn.

Jeg er meget opmærksom på om jeg bløder, med en blanding af håb og frygt. Vores børn har uafhængigt og uvidende begge givet udtryk for, at de godt vil have en søskende mere. Og min mand ser på mig med forelskede øjne. Men. Nøj, hvor kan jeg ikke overskue en graviditet mere med de gener, der følger med, og et halvt år med amning, ensomheden, pusletasken og oppakning, følelsen af at være låst til hjemmet, og 3 år med ble og vågne nætter. Jeg kan ikke se mig selv som højgravid, eller gå rundt med barnevogn. Jeg var færdig med alt det der.

Jeg er bange for at føde, selvom jeg har haft to drømmefødsler.
Jeg orker ikke at aflevere og bringe på forskellige institutioner. Flere madpakker. Flere lange putninger. Flere fritidsaktiviteter. Flere legeaftaler. Flere forældrearrangementer.
Vi er allerede de gamle forældre i klassen og børnehaven.

Jeg er træt og videre, jeg var igang med perimenopause, med hedeture, søvnløse nætter, hjerne tåger, nedtrykthed, humørsvingninger, uregelmæssige cykluser osv.

Jeg har længe glædet mig til et liv uden bleer og toilethjælp. Og indtil den positive test glædede jeg mig til at mine børn selv kan gå i skole sammen om godt 2 år.
Jeg tænker at det også er 4 år mere med et hjemmeboende barn.
Men Herre Gud, det er jo kun 4 år.

Jeg har rigtig svært ved at finde lysten til alt det og lysten til en baby. Jeg bliver ikke skruk, når jeg ser en baby. Men det kommer vel?

Vi har vidst det her i 3 uger og synes at chokket har lagt sig.

Min mand er mega klar. Men jeg hælder hverken og både til at gennemføre og til at afbryde graviditeten.

Jeg forestiller mig at sidde juleaften med en baby i armene og tænke, hvor var det godt at vi gjorde det. Og at sidde juleaften og tænke, vi kunne have haft en baby på 14 dage, hvor var det godt at vi ikke fik det.

Hvordan hulan træffer vi en beslutning?

Kære dig

Jeg kan godt forstå at graviditeten kom som et chok, når du nu var et helt andet sted i dit liv.

Du skriver at du ikke vil træffe en hurtig beslutning, det tror jeg er rigtig godt. Du har stadig god tid til at overveje situationen, og det er vigtigt ikke at træffe en forhastet beslutning. Abortgrænsen er først ved uge 18, så du har mange uger endnu.

Det lyder som om, at du har meget fokus på den ekstra praktik, der vil være de første år mens barnet er lille. Det fylder selvfølgelig også meget.
Hvad sker der, hvis du forestiller dig jeres familie om 5/10/15 år med eller uden et ekstra barn? Du skriver at I begge synes jeres familie er fuldkommen men samtidig lyder det også som om, at der godt kan være plads til en ekstra, hvis det er det I beslutter.

Du skriver at du har svært ved at finde lysten til en baby. Som du selv skriver, så kommer det nok, hvis det er din baby. Og selv hvis ikke det kommer, så er det jo en afgrænset periode, hvor de er babyer. Som du også selv skriver, så drejer det dig mest om det første halve til hele år. Du skriver at du ikke orker en graviditet mere og en barsel med alt hvad der følger med af ensomhed og praktik. Har I talt om denne del? Kan du og din mand lave nogle aftaler, om at han tager sig af/ gør x, z, y, så du måske kan fokusere mere på at have det rart (så vidt muligt) under graviditeten og barslen?
Du skriver også at du er bange for at føde, selvom du har haft drømmefødsler. Måske er der alligevel noget fra dine tidligere fødsler, der skal bearbejdes, så du kan få ændret din forventning. Dette kan en jordemoder, privat praktiserende jordemoder eller doula hjælpe med.

Du spørger hvordan I træffer en beslutning. Din mand vil gerne have barnet, du er i tvivl.
Det er helt normalt at være i tvivl og føle sig usikker på fremtiden, når man bliver ramt af en livsomvæltning, og det er en graviditet. Uagtet hvad du vælger, så vil denne graviditet have været der. At få en abort sletter ikke fortiden, derfor skal du også overveje, hvad det kan komme til at betyde for jeres forhold, hvis I vælger at afbryde graviditeten.  Dette kommer desværre som en overraskelse for nogle. Læs evt. nogle af brevene i kategorien “Efter abort” Gravid og i tvivl? Skriv til Abortliniens brevkasse. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan kvinder og familier bliver påvirket af en abort.

Der er mange forskellige overvejelser i spil.  Jeg håber I kan træffe den beslutning der er rigtig for jer. Hvis du har lyst til at tale om din overvejsler med en udefrakommende er du velkommen til at ringe til vores telefonlinje på 48 39 48 48 torsdag til søndag kl. 19-22

De bedste hilsner

Maria Kofod Primdahl, leder af Abortlinien.