Her er min oplevelse. Føler jeg har brug for at dele den, da det har været svært at finde nogen at spejle mig i. Med al den snak om abort-restriktioner i USA, har det været en meget ambivalent situation for mig, da jeg fandt ud af for 5 dage siden at jeg var blevet gravid (det føles stadig meget ude-af-kroppen-agtigt at skrive. Troede virkelig ikke det skulle ske for mig, den kontrol-freak jeg egentlig er).
Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år, er begge 31 og har egentlig sund nok økonomi, bare til os to. Han har netop startet sit firma og jeg prøver at bryde igennem i min freelance-karriere. Så fordi vi ikke står vanvittigt stabilt økonomisk – endnu – var det en ret svær diskussion vi nu skulle tage. Vi vil begge to gerne være forældre på et tidspunkt. Og vi havde begge snakket om nogle måneder forinden, at hvis vi kunne time det, ville det være godt at begynde i slut 2023, men skulle det ske ved et uheld nu, kunne vi da bare springe ud i det.
Og så skete det – min ellers “sikre perioder”-metode, som har holdt os safe i 4 år, var ikke længere sikker (har ikke taget min temperatur i nogle måneder, så har ikke haft 100% styr på ægløsning). Og med det samme blev jeg både glad over at min krop faktisk “kan”! Der er så mange jeg kender, som har svært ved det, og med opmærksomhed i medierne på fertilitet, var jeg da også selv gået hen og blevet helt nervøs for, hvordan min egen frugtbarhed så ud. Igen – vores 84% sikre prævention har jo virket, men kunne det også skyldes nedsat fertilitet?
Anyway… Trods den biologiske gode nyhed, kunne jeg allerede mærke, at jeg hadede min 5 uger gravide krop, tanken om et barn var kvalmefrembringende, og følte mig fuldstændig opslugt og formindsket. Alle forældremareridtene om leverpostej, bræk, lortebleer og søvnløse nætter væltede frem, og jeg kunne se min frihed og selvstændighed svinde ud i endeløs selvopofrelse til maj 2023. Og det følte jeg på ingen måde at jeg var klar til.
Lægger ikke skjul på at jeg nok har noget med forældreskab, jeg skal have snakket med min psykolog om. En anden side af det er, at jeg har ikke kunne være et barn særlig længe i min barndom pga en psykisk syg mor og en emotionelt fraværende far. Det er nok også dét der spøger for mig i snakken om at få et barn.Så her er jeg, en 31 årig kvinde i min fødedygtige alder, privilligeret med et sundt forhold og 2 smukke katte i en lækker lejlighed, og siger NEJ til at få et barn netop nu, hvor min omgangskreds udvides med skrigeunger og debatten om abort tager fart.
Det var på ingen måde nemt at nå til den beslutning. Men havde ikke lyst til at sætte et barn i verden, alene ud af frygt for ikke at kunne blive gravid igen. Det var næsten min eneste grund til at fortsætte graviditeten. Og selvom der er enorm stor selvudvikling i at gå igennem graviditet, og på en måde at opleve en barndom igen, var det altså ikke nu. I min verden skal der i forældreskabet være plads til to børn: mit eget indre barn og det barn jeg sætter i verden til den tid. Og dét vil jeg arbejde på at skabe bedre plads til.
Så jeg sad hos gynækologen for to dage siden, 5-6 uger henne og blev mødt med en både professionel men også kold vibe fra lægen. Som om at jeg ikke kunne tillade mig at sidde her i min fødedygtige alder med en sød kæreste og bede om en abort. Men det var sikkert bare mig. Hun undersøgte mig, og jeg gav besked om ikke at ville hverken se eller høre noget om, dét jeg ønskede ikke at have længere.
Hun gik nærmest ud fra at jeg ville have en medicinsk abort, men havde egentlig mest brug for at blive talt igennem det, for var meget nervøs over det. Havde hørt (eller googlet mig til, for hvem snakker højt om deres abort? Kun folk her på sitet desværre), at det skulle være meget smertefuldt. Men lægen forsikrede mig, at det bare ville være mens-smerter og at jeg ville bløde lidt mere end ved en normal menstruation. Havde egentlig overvejet kirurgisk netop fordi jeg ikke havde lyst til at opleve smerten og vide, hvad der var igang i min krop. Synes tanken om medicinsk var meget angstprovokerende. Alligevel lød det som om, jeg først ville kunne få kirurgisk efter 9. uge, og her sad jeg jo og kunne komme igang nu.
Så det gjorde jeg. Tog pillen og 24 timer (kl. 14) senere lagde jeg stikpillerne op. Det begyndte at nive en smule i underlivet inden for 30 minutter. Og efter ca. 3 timer var jeg i SMERTEHELVEDE. Var så angst, svimmel og afkræftet og havde de vildeste underlivskramper. Sad på toilettet, havde diarre, mens jeg blødte, var svimmel, men kunne ikke lægge mig på gulvet, for havde ikke overskud til at tørre mig selv – ikke charmerende. Følte mig så ynkelig.
Men jeg klarede det. Jeg havde preppet med 2 ipren og 2 panodil, da jeg lagde pillerne op, men da smerterne var værst omkring 17.30., måtte de have aftaget i styrke. Tog det næste hold piller kl. 18, og der blev det markant bedre. Undervejs havde jeg en varmepude som blev min BEDSTE VEN udover min kæreste, som lavede ingefær-te til mig, og masserede mine fødder. Vil ikke anbefale nogen at gå igennem medicinsk abort uden en varmepude, ipren og panodil zapp! Ved 20-21 tiden var jeg oppe og gå lidt, og måtte skifte bind nogle gange, da det blødte så meget.
Men her i dag, 24 timer senere er blødningen aftaget lidt. Det værker stadig i underlivet, men slet ikke på samme måde, som da aborten rigtigt var igang. Jeg har det godt i dag, er lettet over at jeg kom igennem den virkelig smertefulde oplevelse, og håber bare at alt graviditetsvævet kommer med ud de næste par dage. Har tjek hos gynækologen i næste uge. Oveni skyldfølelsen over ikke at være klar til et barn her i min mest fødedygtige alder, er jeg dog også stolt over det svære og vigtige valg jeg har truffet for MIG. Det er helt klart den rigtige beslutning lige nu, og jeg glæder mig til at blive mor, når der er plads, rum og penge og vi virkelig ønsker os et barn.
TL;DR: Det er svært at være 31 og gravid i sin fødedygtige alder, når man ikke kan tilbyde hverken emotionelt eller økonomisk overskud, som ens jævnaldrende ser ud til at kunne. Har truffet valget om abort for MIG, for min kæreste, og den beslutning er jeg stolt af. Det fylder mig med selvkærlighed, trods alt. Medicinsk abort? Av for helved! Er glad for jeg ikke skulle vente på kirurgisk og kunne få det udført hurtigt, men kunne godt have været bedre forberedt med smerte- og kvalmestillende medicin. Håber alt er ok, og jeg stadig er fertil om halvandet-to år. Vi er nemlig helt sikre på vi gerne vil have en familie en dag. <3
Tak for at du har delt din oplevelse med os.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 hvis du ønsker at tale med en rådgiver
Håber det bedste for dig og din kæreste
Med venlig hilsen Marianne Jørgensen, Abortlineleder
