Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Psykiske følger

Er der psykiske følger efter abort?

Risikerer man psykiske følger efter en eller flere aborter? Der er i de senere år offentliggjort flere forskellige undersøgelser, der prøver at besvare dette spørgsmål. Nogle undersøgelser synes at vise, at abort ikke er mere psykisk traumatiserende end andre belastende hændelser i ens liv. Andre forskere har fundet resultater, som synes at bevise, at der findes en særlig form for post-traumatisk stresssyndrom, som udløses af abort.

Nordiske undersøgelser

Sverige:

En erfaren abortlæge fra Malmø, Hanne Söderberg, satte sig, for nogle år siden for, at undersøge alle kvinder i en årgang, der havde fået foretaget en abort. De fleste af dem, der deltog i undersøgelsen, svarede ja til et spørgsmål om, hvorvidt de havde haft følelsesmæssige forstyrrelser efter aborten, og de udtalte, at de aldrig ville gennemgå dette igen. 16 % havde været nødt til at opsøge en psykolog eller psykiater. Typisk måtte de sygemeldes pga. depression.

Finland:

En anden meget omfattende undersøgelse er lavet i Finland af Mika Gissler. Den viser, at selvmordsprocenten efter abort er næsten 6 gange højere end hos kvinder, der fødte deres barn. 34,7 pr. 100.000 kvinder imod 5,9 pr. 100.000. Selv om det kan være svært helt at fastslå årsagssammenhængen, må man sige, at det statistiske sammenfald betyder, at kvinder, som får abort, er mere selvmordstruede end andre.

Norge:

En tredje nordisk undersøgelse, der er lavet af den norske psykiater Anne Nordahl Broen, sammenligner forløbet efter hhv. spontan og provokeret abort, og den viser tendenser i samme retning.

De kvinder, der havde fået en spontan abort, havde det svært i de første uger efter. De led, for nogles vedkommende, af angst, depression og andre traumereaktioner. Dette fortog sig imidlertid hos de fleste i løbet af ca. seks måneder.

De kvinder, der selv havde valgt aborten, havde det ikke så vanskeligt i den første tid, men ca. 20 % var to og fem år senere plaget i hverdagen pga. aborten. De prøvede at fortrænge det, og aborten kunne så give dem dårlig livskvalitet med angst og negative følelser som sorg og skyld.

Alligevel følte kvinderne også en lettelse over, at aborten var blevet foretaget, så de havde blandede følelser.

Anne Nordahl Broen fandt også ud af, at de kvinder, der havde følt sig presset til abort af f.eks. barnets far, havde en øget risiko for at få det svært senere. Andre, som også havde øget risiko, var de kvinder, der i forvejen havde et dårligt psykisk helbred, dem der havde været meget i tvivl, og dem der egentlig var skeptiske over for abort.

Tab og uforløst sorg

De psykiske følger, som ofte ses efter en provokeret abort, er: angst, depression, en følelse af mindreværd og nedsat selvrespekt. Skyld, håbløshed og en følelse af at være glædesløs, menneskesky og indesluttet. En fornemmelse af tab og en uforløst sorg.

Nogle oplever også en hævn- eller hadfølelse imod dem, der påvirkede beslutningen, og nogle nævner også en ændret holdning til de andre børn – en form for kynisme. Der kan også forekomme søvnløshed, mareridt, spiseforstyrrelser og misbrug af alkohol og stoffer.
Følelsen af skyld er svær at tale om, og kan ofte give en trykket stemning imellem ægtefæller eller skabe en indre konflikt straks eller senere.

Når kvinden føler og ved, at et spirende liv vokser inden i hende, er den naturlige følelse: trang til at beskytte det lille nye liv. Beslutter man så at afbryde det, vil der – bevidst eller ubevidst – opstå en følelse af skyld, som senere kan give psykiske problemer.

Konklusionen må være, at en abort er et langt mere alvorligt indgreb i en kvindes krop og psyke, end det ofte bliver fremstillet.

Læs mere

Find mere information i artiklen: Der er noget, der er gået i stykker af psykolog Bjørn Håkonsson, Malmö. Her finder du også relevante kildehenvisninger.

Artklen er udgivet marts 2017